tirsdag den 18. april 2017

He's back!

"Jeg har så meget pilletrang", skriver jeg, "og jeg fortryder så meget, at jeg skriver det til dig. Jeg har ikke lyst til at snakke. Jeg har kun lyst til at gå ned i byen efter piller". Jeg trykker send - og hader mig selv for det. I desperation rejser jeg mig fra sofaen og går ud i gangen. Tager jakke og sko på og tager i døren - da der tikker en besked ind. "Så har du brug for, at vi snakker sammen", skriver han, "jeg ringer til dig". Jeg lader mig glide ned langs væggen og sætter mig på gulvet. "Det behøver du virkelig ikke", skriver jeg tilbage - men tager alligevel min jakke af. Kampen er tabt. Jeg overgiver mig.

Det er bare det, at det føles uundgåeligt. Det føles uundgåeligt, at jeg tager piller på et eller andet tidspunkt. I formiddags var trangen mindre - men her til eftermiddag er den igen steget til umenneskelig styrke. Sådan var det også igår. Hvorfor ikke også i morgen? Jeg kan lige så godt få det overstået før end senere, tænker jeg.

Han ringer mig op - og sammen gør vi endnu en gang det umulige. Vi snakker trangen væk. Helt væk. Nu er der kun uroen tilbage. Det er en lettelse. Jeg er glad for, at jeg skrev.

Jeg er helt ude i at overveje en frivillig indlæggelse, før vi snakker sammen. For at komme væk fra trangen. For at få en pause - jeg tror, at det er det, jeg forsøger at opnå. En pause. Og samtidigt en flugt. En flugt fra det, som jeg i virkeligheden er bange for - at relationen er forandret. En frivillig indlæggelse kan være godt i forhold til pilletrangen - det er ikke dét. Men det vil bare være at udsætte det, som jeg er bange for. Hvis jeg bliver indlagt, finder jeg ikke ud af, om relationen stadig er den samme. Og jeg finder ikke den ro og de rutiner, som jeg i virkeligheden har brug for. Så vi snakker sammen. Vi snakker i næsten en time - og det fungerer. Vi kan stadig snakke sammen. Vi kan stadig. Jeg er ikke alene.

Min pilletrang er væk - men jeg er stadig urolig indeni. Han foreslår, at han kommer ned til mig og spiller et spil med mig, indtil jeg skal spise aftensmad. Jeg synes, at det er en god idé - men jeg har rigtig svært ved at tage imod den. "Det har vi gjort før", siger han - og det har vi. Han er før kommet ned til mig inden aftensmaden - men for det meste har det været, fordi jeg har været opløst i gråd. Det er jeg ikke nu. Lige nu er jeg kun urolig indeni. Bange, tror jeg, at det ville hedde på vores angstskala. Men når jeg er bange, har vi skrevet, har jeg brug for at snakke, for at det ikke udvikler sig til angst. Og måske netop derfor, skal jeg alligevel tage imod hans tilbud. Fordi jeg ikke er opløst i gråd - endnu. Det kan sagtens udvikle sig, hvis jeg igen sidder alene. Men det er virkelig svært. Jeg føler, at jeg spilder hans tid. Jeg føler, at jeg kræver for meget - og alligevel er det sådan, det ender. Han kommer ned til mig - og vi spiller et spil.

Men det er også svært. Fordi når jeg har det svært, plejer vi ikke at spille spil - vi plejer at snakke. Jeg ved godt, at vi lige har snakket i en hel time om, hvordan jeg har det. Jeg tror bare, at det er, fordi der lige har været ferie. Så er jeg ekstra nervøs for, at noget er forandret - og det er virkelig sjældent, at vi spiller spil i stedet for at snakke videre. Alternativet var at snakke videre i fyrre minutter - men det ville også have været svært. Jeg er vist ikke let at stille tilfreds i dag. Jeg har ikke let ved at finde ro i dag. Men vi gør det sammen. Prøver.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar