mandag den 20. marts 2017

Tvivlesyge

Okay, der er fuldstændigt rod i dagene. Jeg kan ikke huske, hvor jeg kom fra - og næsten heller ikke, hvor jeg er på vej hen. Jo, jeg har været angst - rigtig angst - og jeg har forsøgt at holde ud og bruge det andet personale. Men jeg har stadig brug for ham. Jeg har stadig brug for ham, og det er jeg bange for, at jeg ikke må have. Selvom jeg gerne må. Det sagde han. Det siger han. Nu er det i morgen, han kommer tilbage - men det føles ikke virkeligt. Det føles, som om at jeg har opgivet, at han nogensinde kommer tilbage.

Og gør han dét? Kommer tilbage? Som den, han var før?

Jeg har været - og er - så bange for, at alting er forandret. Fordi noget er forandret. Jeg ved med fornuften, at vi nåede en fælles forståelse, inden han gik - men den er så svær at finde frem. "Du ved det godt", siger Barselsvikaren, "når du ikke sidder i følelserne, ved du godt, at han stadig er den samme". Men gør jeg dét? Det føles helt ærligt ikke sådan. Jo, jeg siger det ganske vist. Jeg siger, at vi nåede en fælles forståelse, Manden og jeg - jeg rationaliserer mig frem til, at han stadig gav mig knus og snakkede med mig bagefter. Jeg kan sagtens finde argumenter for, at tingene stadig er, som de plejer - men betyder det, at jeg godt ved, at de er det?

Nej. Nej, det synes jeg faktisk ikke. For jeg kan ikke mærke det indeni. Jeg tror ikke selv på mine argumenter. Jeg fremfører dem igen og igen for at overbevise mig selv - for at forsøge at finde frem til den følelse, jeg havde, da han gik. Men det virker bare ikke. Det virker ikke ret godt.

Torsdag eftermiddag græder jeg. Rigtig meget. Barselsvikaren går hjem lige om lidt, og jeg kan slet ikke overskue det. Jeg er så udmattet både fysisk og mentalt, og jeg kan ikke overskue, at det er Lederen, som skal være hos mig resten af dagen. Den leder, som jeg er bange for er skyld i, at Manden (måske) har ændret holdninger. Hvor kommer det ellers fra? Jeg har virkelig lyst til at skære mig. Jeg har lyst til at skrige for at få det hele ud. Jeg kan ikke holde det ud.

Barselsvikaren ringer til mig. Jeg græder og græder, og jeg føler mig så efterladt og alene. Hun er nødt til at gå - men hun sender Bondekonen ned til mig. I stedet for Lederen. Bondekonen kender jeg lidt bedre. Men problemet er bare, at Bondekonen ikke rigtigt har tid. Hun skal lave mad i fælleshuset, så hun giver mig bare et knus og en halv cigaret, og så går hun igen. Jeg har ikke fået snakket. Jeg har ikke fået snakket om alt det, som fylder. Det er her, Manden ville have sat sig ned og snakket med mig i stedet for "bare" at give mig et knus. Jeg har kvalme af angst. Jeg har det forfærdeligt.

Jeg græder stadig, da Lederen kommer efter aftensmaden. "Hvad sker der, søde?" spørger hun, og vi sætter os hen i sofaen. Jeg fortæller om den tvivl, jeg har, og om den sætning, som ikke mere kan siges. Hun lytter, og hun afkræfter min frygt for, at det kommer fra hende. "Han er stadig den samme", siger hun, "og du har stadig brug for knus og for at snakke". Vi bliver igen enige om, at det hele handler om en forskellig forståelse af nogle ord. Vi er faktisk ikke uenige, Manden og jeg. Vi bruger bare nogle forskellige ord. Det er faktisk en lettelse at have fået snakket med hende. Selvom hun ikke er Manden eller Barselsvikaren.

Lederen får mig beroliget med, at ingenting er ændret - men så går hun igen, og angsten vender tilbage. Tvivlen sidder dybt i mig. Jeg har så meget brug for ham, og jeg kan slet ikke bære, hvis han ikke er der på den måde, som han plejer at være. Men det er han. Jeg forsøger at sige det til mig selv igen og igen - men jeg har svært ved at tro på det inderst inde. Jeg har nok brug for at mærke det, før jeg tror det. Jeg prøver at huske på, at da jeg fik et panikanfald sidste gang, håndterede han det præcis, som han plejer. Og det var efter vores misforståelse. Åh, hvor er det ubehageligt at tvivle så meget. Jeg er så bange for, at han negligerer vores relation.

Fredag aften tigger jeg grædende Barselsvikaren om at udlevere mine piller. Dem allesammen. Jeg har brug for at tage dem. Det føles som den eneste løsning. Enten dét eller en indlæggelse på psykiatrisk. Jeg hænger slet ikke sammen, og jeg kan ikke være i det her mere. Jeg kan virkelig ikke. Men hun udleverer selvfølgelig ikke pillerne. Selvfølgelig gør hun ikke dét. Og dagen efter skammer jeg mig faktisk over, at min pilletrang var så stærk, at jeg rodede alle mine skuffer igennem efter ekstra medicin. Jeg fandt ingenting. Jeg troede, at jeg var kommet længere end dét - men jeg må nok bare erkende, at det altså stadig dukker op indimellem. Især, når jeg bliver presset. Og jeg er presset. Ikke nok med alt min tvivl i forhold til Manden - så skal der også komme en helt ny vikar hos mig lørdag. Og hun starter ikke lige så stille op. Hun skal være hos mig hele lørdag - både formiddag og aften. Hvis jeg vælter igen, er der kun hende til at gribe mig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar