tirsdag den 25. april 2017

Min virkelighed

Nogle gange kan jeg blive helt flov over mig selv, når jeg har haft et angstanfald. Hvad, der i øjeblikket føles som hele verden, kan bagefter være bagateller. Ej, det er også at underdrive - selvfølgelig er det ikke bagateller. Men det er måske heller ikke altid lige så stort, som det er, imens jeg er angst. Når jeg er angst, bliver det enten/eller. Sort/hvidt - altid/aldrig. Og alligevel, ikke? Alligevel har jeg brug for, at det bliver taget lige så alvorligt, som jeg føler det. For jeg er jo angst. Det kan godt være, at det er angsten for angsten - men i de øjeblikke er angsten min virkelighed.

I dag er det Lederen, som er hos mig (det her er forresten ikke fortsættelsen på indlægget fra igår om sidste uge - den kommer i morgen). Der er personalemøde - så hun skal være hos mig hele formiddagen - og så kommer Barselsvikaren fra klokken to. Det er en forfærdelig formiddag. Det er ikke, fordi Lederen gør noget forkert, eller fordi hun er et forfærdeligt menneske - det er bare svært for mig at udholde timerne. Fordi jeg er angst og urolig indeni. Jeg ved ikke helt, hvad det handler om - men det fylder alligevel så meget, at jeg ikke kan falde i søvn til min sædvanlige middagslur, selvom jeg er fuldstændigt bombet. Og så bliver resten af dagen endnu mere uoverskuelig.

Jeg mangler min selvskade. Jeg savner den. Eller måske er det nærmere Manden, som jeg savner. Jeg savner at kunne komme ud med mine følelser - på den ene eller den anden måde. Jeg kan mærke, at jeg er blevet mere bange for, at personalet ikke forstår mig igen. Jeg er bange for, at ingen forstår, hvor meget jeg savner ham. Og hvor pinefuld den her ferie allerede er. Jeg er bange for, at de tænker, at det bare er angsten, der snakker - men jeg har jo for pokker angst. Og den fylder virkelig i de her dage.

"Hvordan kan det egentlig være, at det er så vigtigt for dig, at vi forstår, hvordan du har det?" spurgte han i sidste uge - og det tænkte jeg lidt over. Svaret stod egentlig klart for mig ret hurtigt. "Hvis nu noget er virkelig svært for mig - så trigger det mig helt vildt, hvis folk så ikke forstår, hvor svært det er. Fordi det minder mig om gamle dage. Det minder mig om folkeskole og om ikke at blive set. Det minder mig om alle de år, hvor jeg har gået og haft det svært - men hvor folk bare har tænkt, at det var "almindeligt svært" for mig. Jeg følte mig så alene, og jeg blev så presset til sidst, at jeg fik mit første rigtige sammenbrud. Jeg er så bange for at komme til at føle sådan igen". 

Jeg går konstant og er bange for, at det ikke er okay, at jeg savner Manden. Jeg er kommet tæt på Barselsvikaren, og jeg er blevet rigtig glad for hende - men hun har ikke været sammen med mig i ret mange ferier. Jeg er bange for, at hun tænker, at det er uhensigtsmæssigt, at jeg savner så meget. Altså, jeg mener - jeg er bange for, at hun bare tænker, at jeg er for afhængig. At det er en usund relation. Jeg er bange for, at hun ikke ser, at det for mig, med min historie, faktisk er positivt for mig at opleve relationer, som er så værdifulde, at jeg faktisk frygter at miste dem. Jeg er bange for at være ærlig omkring mine følelser. Jeg er så bange for at blive misforstået.

Angsten får mere og mere tag i mig. Jeg græder, og jeg ryster og sveder. Mit tøj er helt vådt. Det er virkelig charmerende, ikke? Men jeg er virkelig bange. Jeg sidder og bider i mit tæppe for at kvæle mine hulk. Jeg føler mig virkelig, virkelig alene. Og igen - jeg savner Manden. Han går virkelig i dybden, når vi snakker sammen - spørger ind og tilbyder mig ord. Barselsvikaren venter mere på, at jeg selv snakker, og det får mig til at føle mig ligegyldig og alene. Jeg har brug for, at det er et samarbejde. At vi sammen kan finde ordene. Der heller er ingen, der forstår noget som helst (alt/ingenting, ikke?). Ingen er opmærksomme på mig. Jeg har lige været igennem en periode med både selvskade og piller - og alligevel forventer de nu, at jeg selv rækker ud igen. Sådan føles det. Tinke og Manden rakte ud efter mig, når jeg i perioder hader brug for dét. Jeg hader det hele. Jeg gider ikke mere. Jeg føler, at alle er fuldstændigt ligeglade med mig. Også Manden (det var det der med de pinlige angstanfald, ikke? Selvfølgelig er han ikke ligeglad. Det ved jeg godt nu). 

Jeg har lyst til at skære mig - og så alligevel ikke. Jeg vil gerne snakke - men jeg føler jo for pokker ikke, at jeg har nogen at snakke med.

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal nu". 
"Hvor er du kommet til i dit skema?"
"..."
"Skal du videre med din løvetegning?"
"Det er jo for pokker ikke skemaer, det handler om. Der er en grund til, at jeg ikke kan komme igang. Det er følelser, det handler om - ikke skemaer". 

Jeg skriver ikke ret pænt. Og der er stavefejl. Men jeg er panisk nu. Jeg hulker, og jeg græder, og jeg kan ikke holde det UD! Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme igennem en hel uge sådan her. En hel ferie. Jeg har lyst til at skrige. Og råbe. Jeg gider ikke mere. Jeg magter det virkelig ikke.

"Jeg ringer til dig".

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare noget af alt det her. Det er så rodet, det hele.

mandag den 24. april 2017

Sidste uge - del 1

Onsdag. 
Jeg har det virkelig ikke ret godt. Jeg har snakket med Manden i dag - holdt trangen til selvskade ud og lavet "klædeskab". Det, hvor vi åbner mig op indefra og kigger på alt det, der fylder inden i mig. Det var virkelig rart at få tingene ud og ned på skrift - men alligevel har jeg skåret mig. Eller jeg har fjernet mine sting - men det var ikke nok. Jeg skar oven i det samme sår igen.

Det er svært at fortælle ham det. Jeg kan ikke fortælle ham det. Jeg er bange for, at han så vil tænke, at det ikke nytter noget at snakke med mig. Jeg selvskader jo alligevel, ikke? Jeg hader mig for det. Virkelig. Jeg burde lade være.

Jeg kan ikke koncentrere mig om noget lige nu. Jeg har lyst til at græde. Jeg er så træt af mig selv. Han har virkelig været her for mig i dag - ringet og skrevet og lavet aftaler. Jeg kan ikke sige, at jeg alligevel faldt i. Det kan jeg jo ikke. Og jeg føler mig også fed. Men jeg ved godt, at "fed" ikke er en følelse - det handler i stedet om, at jeg er helt fyldt op af følelser indeni. Men åh. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere det. Det er så diffust, så jeg kan ikke rigtigt sætte ord på. Jeg har lyst til at skære mig ordentligt. Ikke "bare" at skære et andet sår op. Jeg har lyst til at skære mig i armen. Jeg er så ked af det hele. 

Og det gør jeg. Skærer mig i armen. Og jeg får alligevel fortalt ham det, og vi kører på skadestuen. Der er lang ventetid i dag. Han er nødt til at tage hjem og sende bud efter nattevagten. Som er en personale, som jeg aldrig rigtigt har været sammen med. Det har han aldrig gjort før. Jeg ved godt, at det er det, der er reglen. De skal gå, når de har fri, og så skal nattevagten tage over. Men han har ikke gjort det før. Han har aldrig gået fra mig på den måde før, og det gør mig så bange og ked af det. Igen - jeg ved, at det er det, han skal. Og jeg accepterer det og forstår det - men det gør stadig ondt indeni. Det gør virkelig ondt, da nattevagten kommer, og jeg må give ham et på gensynsknus. "Husk, at det her ikke forandrer noget", er det sidste, han siger, "husk, at du er det rigtige sted, og jeg er den samme, når jeg kommer tilbage". 

Lægerne beslutter, at jeg skal sættes sammen med clips - både i armen og i benet. En kvindelig læge har egentlig færdigbehandlet mig og sagt farvel - men hun kommer tilbage igen. "Jeg er meget nervøs for, at du kommer til at ramme en pulsåre", siger hun, "og det er jo ikke så længe siden, at du var her sidste gang. Hvis jeg sender dig hjem nu, kan du så love, at du ikke går hjem og skærer dig igen?" Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det - men jeg svarer hende ærligt. Jeg snakker ikke udenom - jeg forsøger ikke at undvige hendes spørgsmål. Jeg kigger ned i briksen og ryster på hovedet. "Helt ærligt har jeg allerede lyst til at gå hjem og gøre det igen".

Nattevagten er ikke tryg ved at tage mig med hjem til natten - så det ender med, at den kvindelige læge ringer til psykiatrisk og får mig indlagt. Jeg er selv med på den - jeg gør det frivilligt. Måske har jeg virkelig brug for en pause for at bryde det her selvskademønster igen. Måske er det dét, der skal til. Nattevagten siger, at jeg er sej. "Jeg ved, hvor meget du hader at være der", siger hun.


Torsdag. 
Jeg snakker med en læge på afdelingen, inden Barselsvikaren kommer ud til mig om formiddagen. Vi aftaler, at jeg selv bestemmer, om jeg tager med hende hjem her til formiddag - eller om jeg bliver til i aften. Jeg kan bedst selv mærke, hvor lang min pause skal være. Jeg er i tvivl. Det er så ubehageligt at være indlagt - men samtidigt har jeg brug for en pause. Jo. Jeg beslutter at blive til i aften. Jeg tror, at det er det bedste.

"Man kan ringe efter en bil på mange måder", siger Barselsvikaren, da hun kommer ind af døren. Hun smiler og giver mig et knus. "Jeg kan høre, at du skal med mig hjem nu", siger hun. Jeg bliver helt forvirret. "Hvor har du hørt det?" Hun fortæller, at hun lige har stået og aftalt det med sygeplejersken. Jeg tør ikke at sige hende imod.

Jeg er bange for, at sygeplejersken ikke vil have mig på afdelingen mere. Jeg er bange for, at jeg optager en plads for nogen, som har mere brug for det. Jeg er bange for at være til besvær - og derfor siger jeg ikke noget. Jeg sætter mig ud i bilen sammen med Barselsvikaren og kører hjemad. Jeg har allerede trang til at skære mig igen.

Det er faktisk ikke svært for mig at mærke, at jeg skulle være blevet på afdelingen til i aften - for at få en ordentlig pause. Indlæggelsen skulle være en pause - men den var ikke lang nok. Praktisk talt kun et par timer - resten af tiden sov jeg. Jeg havde regnet med, at jeg skulle snakke med Barselsvikaren, da hun kom - men hun spurgte ikke engang, om jeg havde brug for at blive. Hun antog, at vi skulle hjem. Jeg ved godt, at det er mit ansvar at sige til - det er bare så svært for mig, når hun kommer ind ad døren på den måde. Jeg føler mig faktisk måske lidt svigtet og alene. Seriøst - hun spørger ikke engang, hvordan jeg har det. For mig er det altså ret voldsomt at blive indlagt. Det er stort. Jeg har brug for at snakke. Igen er det mit eget ansvar at bringe det op - og igen er det helt vildt svært, når jeg føler mig så ligegyldig. I dag - eller måske nærmere lige for tiden - har jeg virkelig brug for, at de spørger ind til mig. Jeg er normalt blevet bedre til selv at bringe tingene op - men lige nu er det svært, og jeg kommer til at lukke mig inde og skære mig i stedet.

Klokken er ikke engang seks, inden jeg har skåret mig igen. Tredje gang på en uge. To gange på to dage. Jeg skammer mig. Hvorfor falder jeg så dybt i igen? Jeg er jo for pokker kommet længere end det her! Jeg er bange for, at Barselsvikaren nu vil have mig indlagt. Nu, hvor jeg er kommet hjem, har jeg ikke lyst til at komme tilbage.

Jeg er så dum. Hvad vil de ikke sige på skadestuen? Måske behøver jeg ikke afsted. Måske behøver det ikke syes. Det gaber ikke. Det er lige så dybt, som det var igår - men det gaber ikke på samme måde, fordi det er oven i nogle andre ar. Behøver det så syes? Jeg ved det ikke. Jeg har lyst til at skære mere, hvis jeg alligevel skal afsted. For at få den rigtige følelse - den, som jeg får, når det gaber ordentligt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige til Barselsvikaren, at jeg er faldet i - igen.

Barselsvikaren kommer ned til mig - og jeg fortæller hende om mine overvejelser i forhold til at skulle være blevet på afdelingen til i aften. Det viser sig, at det hele er en misforståelse - hun ville gerne have ladet mig blive. Og det ville sygeplejersken også. Ja, Barselsvikaren ender faktisk med at være så overbevist om, at jeg skulle være blevet - at hun synes, vi skal køre der op igen i dag. Det var ikke lige dét, der var min plan ved at fortælle hende om mine overvejelser. Faktisk bliver hun så insisterende, at hun får en læge på skadestuen med på planen - og de ringer endnu en gang til psyk. Jeg sidder og græder på briksen, hvor jeg lige er blevet clipset sammen - for jeg vil ikke indlægges. Ikke igen. Jeg magter det virkelig, virkelig ikke.

Lægen kommer tilbage efter at have snakket med psyk. De vil ikke indlægge mig i dag. På trods af, at de sagde igår, at jeg var velkommen igen en anden gang. I dag vil de ikke indlægge mig, fordi jeg hverken er selvmordstruet eller psykotisk. Jeg er så lettet. Jeg er virkelig, virkelig lettet. Nu er vi nødt til at køre hjem. Igen.

"Når vi kommer ud herfra, så står den nye vikar og venter på dig", siger Barselsvikaren, da vi er på vej ud. Og så begynder jeg at græde igen. Hun giver mig videre - ligesom Manden gjorde igår. Jeg ved, at hun har fri, men følelsen af at blive givet videre gør stadig ondt. Jeg kan slet ikke stoppe igen. Jeg begynder at hulke, selvom der er mennesker omkring os. Jeg er så ked af det og bange for det hele.

Den nye vikar givet mig et knus og siger, at det hele nok skal gå. Barselsvikaren gør det samme - også selvom vi ikke var enige i forhold til, om jeg skulle indlægges eller ej. Jeg tænker selv, at jeg har mest brug for at tage den med ro herhjemme nu. Få snakket med min kontaktperson og komme ind i mine rutiner. Ja, det er meget lettere sagt end gjort - men jeg tænker ikke, at en indlæggelse kan hjælpe mig med lige dét. Tværtimod. Jeg tænker, at det bare vil få mig længere væk fra det, som jeg egentlig gerne vil tilbage til. Ro og rutiner. Det tænker Barselsvikaren også, siger hun - men hun tænker samtidigt, at jeg har brug for at blive nulstillet, før jeg kan vende tilbage. Jeg ved ikke. Jeg vil gerne have en chance mere herhjemme - og det har jeg fået nu. Jeg har jo gjort det før. Jeg har vendt skuden før. Jeg kan gøre det igen.

...fortsættelse følger

søndag den 23. april 2017

Min mor og min selvskade

Det var egentlig meningen, at jeg ville skrive om den sidste uge - som I måske har set i min billedbog, er der sket rimelig mange ting. Jeg kan bare mærke, at der er noget andet, som er mere presserende i dag. Den står imellem at skrive om det - eller at kontakte personalet og få snakket ud. Jeg vælger at forsøge at skrive i dag. Det er længe siden, at jeg har fået skrevet.

Fredag skriver min mor og spørger, hvordan det går med min statistik. "Holder du stadig statistikken?" skriver hun - og jeg ved, at hun hentyder til min selvskade. Det er lidt frustrerende, at hun spørger. Hun har selv sagt, at hun ikke vil vide, når jeg skærer mig - men jeg har heller ikke lyst til at lyve. Hvis jeg svarer nu, at det går fint og fortæller, hvor mange dage jeg ville have været oppe på, vil jeg skulle huske det, næste gang hun spørger. Jeg tænker meget over mit svar - men jeg beslutter at fortælle sandheden. En censureret version af sandheden i hvert fald.

"Jeg faldt i i ferien", skriver jeg, "men det er bare op på hesten igen. Jeg holdt næsten tre måneder". Jeg kan godt mærke på mors svar, at hun bliver ked af det. Hun forsøger at holde sammen på sig selv - jeg kan se det for mig. De stramme læber og de rynkede bryn. Hun behøver ikke emojis for at forklare, hvordan hun har det. "Jeg er stadig stolt af dig", skriver hun - men jeg ved, at også dét er en censureret udgave af sandheden. Hun er virkelig ked af det.

Fredag og lørdag skriver hun utallige gange. "Hvordan er dagen gået?", "Hav en god dag", og "har du det bedre i dag?" Da jeg ikke spiller wordfeud til sædvanlig tid, skriver hun også og spørger om dét. Jeg ved, at hun gør det, fordi hun bekymrer sig. Jeg ved, at hun gør det, fordi hun holder af mig. "Næste gang du er ved at bryde statistikken", skriver hun, for hun kan ikke bruge ordet "selvskade" - "så husk, hvor meget jeg elsker dig".

Igen ved jeg, at hun mener det godt - men jeg kan mærke, at det presser mig rigtig meget. Jeg skærer ikke i mig selv, fordi jeg ikke tror, at nogen elsker mig. Det har faktisk oftest ikke noget med andre mennesker at gøre - det er noget, som jeg gør for mig selv. For at holde ud og få det bedre - hvor omvendt, det end lyder. Men "tak", skriver jeg, "jeg elsker også dig".

I dag, søndag, ringer min telefon, mens jeg er ved at lægge billeder på bloggen. Det er mor. "Jeg vil bare lige høre, om du har det okay", siger hun - og igen ved jeg ikke, hvad jeg skal svare. Hun spørger - men hun har ikke lyst til at kende sandheden. Det er ikke engang bare en antagelse, jeg har - hun har selv fortalt mig det op til flere gange. Hun kan ikke bære det - hun kan ikke rumme det. "Det er det, der er behandlere til", siger hun, hvis jeg en sjælden gang betror mig til hende. "Det er selvfølgelig lidt hårdt, at der er ferie igen nu", siger jeg - for Manden har ferie igen i næste uge -  "men det går". 

Mor siger, at hun tænker rigtig meget over min selvskade. Igen bruger hun ikke det ord - men det behøver hun heller ikke. "Jeg kan godt mærke det", siger jeg. Faktisk er det meget tydeligt - selv for mig, som ellers kan have svært ved at tyde intentioner. "Det gør mig så ked af det, at det skal være sådan", siger hun, "men du skal endelig ikke tage det som en bebrejdelse. Det er bare hårdt at stå som mor. Jeg kan ikke lade være med at bebrejde mig selv, at jeg ikke kan gøre noget for at ændre på det". 

Og det kan hun ikke. Hun kan intet gøre, og jeg ved selv, hvor forfærdelig den følelse er. Det er derfor, at jeg bliver ked af det, da hun fortæller mig, hvordan hun har det. Og stresset og presset. Når jeg sidder med mine barberblade, er det ikke mor, som jeg ønsker at ramme. Og derfor er hendes kærlighed heller ikke nok til, at jeg kan lade være. Det har i virkeligheden intet med hende at gøre. Det handler om mig selv. Det er ren egoisme. Nej, det lyder så negativt. Egoisme. Jeg mener bare, at jeg ikke kan lade være for andres skyld. Jeg skal også holde mig i live for andres skyld - og hvis jeg skal holde mig i live, føler jeg mig nogle gange nødt til at skære mig. Det er en svær balancegang. Det er ikke hendes skyld.

"Det gør mig ked af det, når jeg ser dine arme", siger hun. Igen ved jeg ikke, hvad jeg skal svare. "Jeg kommer til at føle mig som en dårlig mor, selvom jeg i virkeligheden godt ved, at det ikke er mig, det handler om". Jeg kan godt forstå, at hun har det, som hun har det. På den ene side. På den anden side ville jeg ønske, at hun kunne tage det som Lillesøster og sige, at sket er sket, og det er sådan, det er. Så må vi komme videre der fra. "Vil du hellere have, at jeg går i lange ærmer, når vi ses?" spørger jeg så - for et eller andet må jeg da kunne gøre. "Nja", siger mor - og så stopper jeg med at høre efter. Det, som jeg hører, er, at hun skammer sig over mig. Eller nej, måske er det ikke skam - men jeg hører, at hun i hvert fald ikke kan rumme den del af mig. Og lige præcis mine ar kan jeg ikke gøre noget ved. De er der, og det vil de være resten af mit liv. Måske bliver de mere utydelige med tiden - men de vil altid være der. Skal jeg virkelig dække mig til - selv over for min egen familie? Det gør mig faktisk rigtig ked af det at vide, at hun har det sådan med det. Med mig. "Men nej", slutter hun, "du kommer jo til at svede ligesom alle os andre". 

Hun siger, at jeg ikke skal skjule det - men jeg kan høre, at det gør hende ked af det at se det. Jeg bliver forvirret. Hvad er det så meningen, at jeg skal gøre? Måske er det lidt min autisme, som spiller ind her - for dig ville det måske være af andre grunde. Men jeg er vant til at finde mine analysemodeller frem inde i hovedet for at finde ud af, hvad jeg skal gøre i forskellige situationer. Jeg ved, at når nogen er kede af det, skal jeg forsøge at trøste dem og gøre dem glade igen. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre mor glad i den her situation. Jeg ved ikke, hvad der vil hjælpe hende. Jo - det ville hjælpe hende, hvis jeg gik med lange ærmer hele året - men samtidigt siger hun, at det ikke er det, hun vil have mig til. Hvad er det så? Jeg bliver forvirret. Og jeg føler mig utilstrækkelig. Jeg forstår ikke, hvorfor hun fortæller mig alle de ting, som hun gør i dag. Jeg forstår det ikke, og jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af det. Jeg forsøger at tænke, at det er godt, at hun kan være lidt åben omkring sine følelser - jeg sætter faktisk pris på åbenhed. Men ja. Lige det her har jeg svært ved at vide, hvor jeg skal gøre af. Jeg er nødt til at snakke med nogen om det.

Krokodullens billedbog


I denne uge er jeg blevet færdig med endnu et havfruetæppe - 


og jeg har taget en masse billeder af misserne. 


Jeg har tegnet en tiger med døde mænd - 


og jeg har smilet til kameraet. 


Jeg har hæklet grydelapper til min moster - 


og Lillesøster og jeg har lavet et eksperiment, som vi har set på youtube. Lav en firkant på gulvet - og katten vil sætte sig i den. Det gjorde den også - efter næsten en hel dag. 


Jeg har desværre været lidt for meget på skadestuen - 


men har fået et fint citat tilsendt af en sød pige fra instagram. 


Jeg har også selv fundet citater - 


da jeg efter endnu en aften på skadestuen måtte overgive mig til en indlæggelse på psyk. 


Dagen efter kom jeg dog hjem igen - 


og hoppede i bad for første gang i ugen. 


Derefter havde jeg en okay dag - men så gik det helt galt. Jeg blev indlagt for en overdosis for første gang i år - og skammede mig helt ned i jorden. Jeg skriver mere om det hele en af dagene - jeg skal igang med at skrive igen. Har virkelig mange (lange) notater på min telefon.


Under undlæggelsen til afgiftning, blev jeg minder om, at banan er virkelig godt imod kvalme - og forsøgte at forevige det i hukommelsen med et billede. Eller.. måske tog jeg faktisk mere billedet, fordi jeg manglede farver til mine triste billeder på instagram :p


Til sidst har jeg været ved at samle gamle blogindlæg sammen - 


og så har jeg hæklet en lille smule på et tæppe. Det er begrænset, hvad jeg har fået lavet i denne uge, faktisk. Af kreavtive ting, altså.

<3




tirsdag den 18. april 2017

He's back!

"Jeg har så meget pilletrang", skriver jeg, "og jeg fortryder så meget, at jeg skriver det til dig. Jeg har ikke lyst til at snakke. Jeg har kun lyst til at gå ned i byen efter piller". Jeg trykker send - og hader mig selv for det. I desperation rejser jeg mig fra sofaen og går ud i gangen. Tager jakke og sko på og tager i døren - da der tikker en besked ind. "Så har du brug for, at vi snakker sammen", skriver han, "jeg ringer til dig". Jeg lader mig glide ned langs væggen og sætter mig på gulvet. "Det behøver du virkelig ikke", skriver jeg tilbage - men tager alligevel min jakke af. Kampen er tabt. Jeg overgiver mig.

Det er bare det, at det føles uundgåeligt. Det føles uundgåeligt, at jeg tager piller på et eller andet tidspunkt. I formiddags var trangen mindre - men her til eftermiddag er den igen steget til umenneskelig styrke. Sådan var det også igår. Hvorfor ikke også i morgen? Jeg kan lige så godt få det overstået før end senere, tænker jeg.

Han ringer mig op - og sammen gør vi endnu en gang det umulige. Vi snakker trangen væk. Helt væk. Nu er der kun uroen tilbage. Det er en lettelse. Jeg er glad for, at jeg skrev.

Jeg er helt ude i at overveje en frivillig indlæggelse, før vi snakker sammen. For at komme væk fra trangen. For at få en pause - jeg tror, at det er det, jeg forsøger at opnå. En pause. Og samtidigt en flugt. En flugt fra det, som jeg i virkeligheden er bange for - at relationen er forandret. En frivillig indlæggelse kan være godt i forhold til pilletrangen - det er ikke dét. Men det vil bare være at udsætte det, som jeg er bange for. Hvis jeg bliver indlagt, finder jeg ikke ud af, om relationen stadig er den samme. Og jeg finder ikke den ro og de rutiner, som jeg i virkeligheden har brug for. Så vi snakker sammen. Vi snakker i næsten en time - og det fungerer. Vi kan stadig snakke sammen. Vi kan stadig. Jeg er ikke alene.

Min pilletrang er væk - men jeg er stadig urolig indeni. Han foreslår, at han kommer ned til mig og spiller et spil med mig, indtil jeg skal spise aftensmad. Jeg synes, at det er en god idé - men jeg har rigtig svært ved at tage imod den. "Det har vi gjort før", siger han - og det har vi. Han er før kommet ned til mig inden aftensmaden - men for det meste har det været, fordi jeg har været opløst i gråd. Det er jeg ikke nu. Lige nu er jeg kun urolig indeni. Bange, tror jeg, at det ville hedde på vores angstskala. Men når jeg er bange, har vi skrevet, har jeg brug for at snakke, for at det ikke udvikler sig til angst. Og måske netop derfor, skal jeg alligevel tage imod hans tilbud. Fordi jeg ikke er opløst i gråd - endnu. Det kan sagtens udvikle sig, hvis jeg igen sidder alene. Men det er virkelig svært. Jeg føler, at jeg spilder hans tid. Jeg føler, at jeg kræver for meget - og alligevel er det sådan, det ender. Han kommer ned til mig - og vi spiller et spil.

Men det er også svært. Fordi når jeg har det svært, plejer vi ikke at spille spil - vi plejer at snakke. Jeg ved godt, at vi lige har snakket i en hel time om, hvordan jeg har det. Jeg tror bare, at det er, fordi der lige har været ferie. Så er jeg ekstra nervøs for, at noget er forandret - og det er virkelig sjældent, at vi spiller spil i stedet for at snakke videre. Alternativet var at snakke videre i fyrre minutter - men det ville også have været svært. Jeg er vist ikke let at stille tilfreds i dag. Jeg har ikke let ved at finde ro i dag. Men vi gør det sammen. Prøver.

mandag den 17. april 2017

Adskillelse

"Kære Krokodulle", siger hun, "jeg er gravid". Jeg kan høre ordene for mig i dag - og da jeg ser Tinkes billede i fælleshuset, får jeg helt ondt i maven. Jeg kan tydeligt huske, da hun forsvandt. Jeg kan tydeligt mærke, hvad det har betydet. Savnet er kæmpe stort i dag. Jeg ville ønske, at hun aldrig havde forladt mig. Jeg savner Tinke. Jeg savner hende, så det gør helt ondt indeni.

Jeg tror, at det er ferien, som gør savnet ekstra stort i dag. Ferien gør mange ting, som jeg også skrev igår. Ved mig. Ferien gør mange ting ved mig. Jeg er rigtig bange for, at jeg skal gå igennem sådan et tab én gang til. Jeg er rigtig bange for, at det samme sker i forhold til Manden, nu når han har haft ferie. Hvem ved, hvordan han kommer tilbage? Hvad der er sket, mens han har været væk? Jeg ved selvfølgelig godt, at han ikke kan blive gravid - men jeg er bange for andre omstændigheder. Jeg er bange for, at ferien har ændret noget. Har ændret alt.

Det er ikke så meget frygten for, at han aldrig kommer tilbage - det er angsten for, at han gør, men at alting er forandret. Jeg er bange for at sidde og være virkelig angst og panisk - græde og slet ikke kunne stoppe igen. Jeg er bange for at sidde sådan - og at han så ikke længere kan hjælpe mig i det. Kan trøste mig og være der og hjælpe mig med at få samling på mig selv. Det var sådan, han forlod mig, inden han gik på ferie. I gråd. Min, selvfølgelig.

Hvad nu, hvis det kommer til at være sådan for altid nu? At det altid er sådan, han må efterlade mig - hver eneste gang, han har været her? Det gør mig virkelig, virkelig bange. Jeg vil ikke tilbage til den daglige, trøstesløse angst. Jeg går ikke igennem det én gang til. Det gør jeg bare ikke.

Jeg får et sus i maven, når jeg tænker på at tage piller i dag. Som om, at jeg glæder mig. Det er mærkeligt, for egentlig har jeg lyst til at tage piller for at ødelægge det hele. For at forsvinde. Jeg har lyst til at forsvinde, før han gør det. Manden. Jeg tænker på piller - jeg er desperat efter piller. Jeg er så panisk angst for, hvordan det vil være, når han kommer tilbage fra ferie - og jeg føler ikke rigtigt, at nogen forstår, hvor meget det fylder for mig. Og så bliver piller løsningen. I dag savner jeg, hvordan det var engang. Dengang, hvor jeg kunne vælte uden at tænke lige så meget på konsekvenserne af det. Dengang, hvor jeg turde læne mig tilbage fra stående stilling og stole på, at Manden og Tinke ville gribe mig. Jeg savner ikke at skulle tage hensyn og censurere - for det føler jeg lidt, at jeg skal i dag. Jeg ved godt, at det ikke er sådan. Jeg ved godt, at de stadig har mig - men i dag er jeg bange for, at jeg bliver misforstået. Eller ikke taget alvorligt.

De siger, at alting selvfølgelig er det samme, når Manden kommer tilbage fra ferie. Det er også det, han har skrevet til mig, inden han gik - og på nogle tidspunkter kan jeg godt holde fast i det. I dag er det bare svært. I dag er det virkelig svært. Og så gør det ondt, når de siger, at jeg ved det. "Du ved det godt inderst inde", siger de om Manden - men det ved jeg ikke i dag. Selvom jeg vidste det igår - så ved jeg det ikke i dag.

Jeg er virkelig bange, og jeg har så meget lyst til at gå ned og købe de piller. Men samtidigt er jeg også bange for, at det vil ødelægge relationen, hvis jeg alligevel ender med at blive indlagt til afgiftning igen. Eller i hvert fald belaste den. Jeg vil gerne kunne være sammen om noget andet. Snakke om noget andet end piller. Jeg vil gerne kunne snakke ordentligt - og det kan jeg ikke på sygehuset. Men hey - hvis jeg er bange for at ødelægge relationen, må det betyde, at jeg stadig har et lille håb for, at den faktisk er der. Relationen. Og at den stadig er den samme. Ellers ville der ikke være noget at ødelægge, vel? Lad os slutte den der i dag, skal vi ikke? Der er håb. Trods alt. Der er håb. Jeg har håb.

Men jeg er virkelig, virkelig bange. 

søndag den 16. april 2017

Påsken

Torsdag er jeg til lillebrors fødselsdag. Han bliver femogtye, og de andre har besluttet, at vi skal give ham kanel. Jeg er ikke så meget for det, for jeg ville ikke selv synes, at det var sjovt. Jeg holder mig i baggrunden, da de sprøjter ham til med vandslangen og tømmer flere bøtter kanel ud over ham. Han griner. Jeg tror ikke, at han har så meget imod det, som jeg ville have været.

Dagen går okay. Jeg bliver hentet af personalet efter aftensmaden, som vi har aftalt - og jeg er helt færdig. Det er så her, at jeg godt kunne bruge at skære i mig selv. Fordi det igen giver en øjeblikkelig ro. I stedet tager jeg nattøj på, da jeg kom hjem, og jeg børster mine tænder og sætter mig med instagram. Det tager bare længere tid at finde roen på den måde. Det er derfor, at de gamle vaner er tillokkende. Og så endnu mere, fordi jeg faldt i sidste uge. Og fordi det er ferie. Så "må" jeg gerne, kommer jeg til at tænke. Det er frustrerende. For nu havde jeg ellers holdt så længe.

Dagen efter er jeg på den igen. Der er påskefrokost hos min mormor og bedstefar til frokost - og hos mine gamle band-venner om aftenen. Det er helt ærligt ikke, fordi jeg har lyst eller overskud til at komme afsted ovenpå igår - men jeg vil rigtig gerne se mine venner igen. Det er ikke så tit, det sker - og det er ikke så tit, at arrangementerne bliver holdt i min hjemby, så jeg har bedre mulighed for at deltage. Men helt ærligt, er jeg virkelig smadret. Det gik godt igår - men det kræver så mange kræfter af mig at være social og at være på. Og nu skal jeg igennem en hel dag mere.

Den første påskefrokost går - og det samme gør den næste. Jeg hygger mig på nogle tidspunkter, og jeg har det svært på andre. Jeg kan mærke, at selvskaden kommer til at fylde igen på de tidspunkter, hvor jeg har det svært. Jeg kommer til at sige til mig selv, at jeg bare lige skal holde ud, til den sidste påskefrokost er slut - og så kan jeg skære mig, når jeg kommer hjem. Det sker dog ikke. Jeg er så træt, da jeg kommer hjem, at jeg går i seng med alt mit tøj på. Jeg når at sove et par timer, inden Bondekonen kommer.

Vi forsøger at holde strukturen, som det er planlagt. Det er lørdag, og der er ikke noget særligt på programmet. Jeg ender med at sende hende hjem en halv time før tid, så jeg kan få indhentet noget søvn. Jeg er fuldstændigt bombet. Tankerne om selvskade fylder stadig, men det er ikke derfor, jeg sender hende hjem. Jeg spiser noget frokost og lægger mig til at sove -

og så vågner jeg op, badet i sved og totalt i panik. Jeg har haft mareridt. Jeg har drømt, at Manden ikke længere skal være hos mig. Han skal stadig være hos en anden på Autismecenteret - men ikke hos mig. I stedet skal Bondekonen være min kontaktperson. Det hele føles så virkeligt, at jeg giver mig til at hulke. Jeg er pludselig virkelig bange og ked af det indeni.

Jeg står op og varmer min varmepude fra Tinke - og så forsøger jeg at lægge mig igen. Jeg tror, at jeg når en time mere, inden jeg vågner og skal spise eftermiddagsmad. Og derefter er det, at det går galt. Jeg er så bombet, og jeg er så fyldt op, og det er så tillokkende med den øjeblikkelige ro. Det er så tillokkende. Og "der er jo ferie". Nej, vel? Men jo. Jeg falder i.

Bondekonen siger, at hun ikke er sur. Hun siger, at "det er jo dit valg". Det er mit valg. Det er i hvert fald ikke hendes - men jeg kan mærke, at formuleringen alligevel gør mig virkelig ked af det. Det føles på mig som om, at hun siger, at jeg bevidst vælger at modarbejde hende. Og så bliver jeg sur på mig selv. Jeg får lyst til bare at skære videre, fordi jeg alligevel har ødelagt det hele. I stedet siger jeg til Bondekonen, at det er sådan, jeg har det. Og så kan hun fortælle mig, at det ikke er sådan, hun mener det.

Vi kører på skadestuen, og jeg bliver lappet sammen. Lægen udskriver pencilin, fordi han synes, at skaderne er omfattende. Vi kører efter apoteket, men Bondekonen kan ikke finde det i regn og mørke. "Jeg henter bare pencilinen i morgen", siger jeg til hende - og til sidst indvilliger hun. "Jeg kan ikke finde det", siger hun. Der går bare ikke mange minutter, før hun har ombestemt sig. "Der er helligdag både i morgen og mandag", siger hun. Det havde jeg ikke tænkt på. Det var ikke for at lyve, at jeg sagde, at jeg ville hente det i morgen. Hun finder endelig vej til apoteket - men så bryder jeg sammen. Jeg kan ikke overskue noget som helst.

Hun åbner bildøren og beder mig gå med ind på apoteket. Jeg græder og græder og græder og kan slet ikke overskue at rejse mig. Hun bliver ved med at presse på for, at jeg skal gå med, så til sidst lukker jeg døren lige for næsen af hende. Jeg kan ikke rumme det. Jeg vil væk - men jeg kan ikke komme væk. Jeg sidder i en bil, og hun står lige uden for. Jeg føler mig fanget. Og jeg føler mig virkelig presset.

"Jo hurtigere, du går med, jo hurtigere kommer du hjem", siger hun og sætter sig ind til mig igen. Nu er jeg ved at gå totalt i panik. Jeg kan ikke trække vejret, og jeg hulker højlydt. "Jeg kan ikke!" græder jeg, "jeg kan ikke!" Hun siger, at jeg er nødt til det. Hun siger, at jeg skal have min pencilin - at hun ikke vil være skyld i, at jeg ikke får den. "Jeg savner Manden og Tinke", hulker jeg, "det hjælper ikke, at du bliver ved med at presse mig - jeg går mere og mere i panik! Du er nødt til at snakke med mig i stedet. Du er nødt til at snakke med mig, så jeg kan falde ned!" Jeg halvt råber nu. Mine hænder flyver op til mine ører, fordi hvert eneste ord, hun siger, gør mig endnu mere angst. Jeg vil ikke høre noget. Jeg vil væk. Jeg vil ikke. Jeg kan ikke. Jeg kan mærke, at det her går galt.

Og så skifter hun taktik. Hun lytter faktisk til, hvad jeg siger. Det er jo ikke, fordi jeg ikke vil have min pencilin - det er det faktisk ikke. Filmen er bare knækket for mig. Jeg er alt for fyldt op efter de sidste par dage og i dags tur på skadestuen. Glasset er flydt over, og nu kan jeg ikke mere. Men jeg skal nok hente den pencilin. Jeg skal nok hente den, men jeg er simpelthen nødt til at få lidt mere ro på først. Og det forstår hun nu. Hun snakker mere roligt til mig og spørger mig om forskellige ting. "Må jeg give dig et knus?" spørger hun, selvom vi sidder i bilen, og hun lægger armen om mig. Jeg græder ned i hendes ærme, før det langsomt stilner af. Jeg ved, at hendes intention var at få mig hurtigt hjem, så jeg kunne få lov at græde ud derhjemme - men det nytter ikke altid at presse mig på den måde. Ikke, når jeg først er gået i panik. Så går det faktisk meget hurtigere, hvis man tager sig tiden til at snakke med mig. Så går det for det meste rimelig hurtigt over. Jeg er hende taknemmelig. Og til sidst spørger jeg selv, om vi skal fortsætte mod apoteket.

Det er svært med ferieperioder. Jeg synes, at jeg har klaret den okay den her gang - selvom jeg har været selvskadende. De første par dage gik mere okay, end de nogle gange har gjort. Selvom de stadig har været forfærdelige. Jeg blev bare overfyldt. Jeg blev overstimuleret, og jeg havde mareridt, og jeg blev angst for at miste. Det er det, som ferier også gør ved mig. Gør mig angst for at miste. Og jo længere ind i ferien, vi kommer, jo sværere bliver det. Jeg er glad for, at den snart er slut nu, ferien. Fra i morgen er der normal plan for mig igen. Jeg glæder mig.