fredag den 20. oktober 2017

Mening(sløshed)

Dagen virker uoverskuelig i dag. Manden kommer her til formiddag - men selv dét er uoverskueligt. Det er, som om at jeg har trukket mig væk fra ham og lukket mig inde i mig selv efter alle de ændringer, som jeg allerede har skrevet om. Jeg hader at sige det, men lige nu ville jeg ønske, at det var Barselsvikaren, som kom i stedet for. Måske, fordi hun ikke var så meget en del af, hvordan tingene var før. Derfor er hun heller ikke på samme måde en evig påmindelse om, hvad der var engang.

Jeg føler, at jeg skal leve op til en hel masse. Jeg kan ikke rigtigt forklare, hvorfor. Jeg føler bare, at jeg skal have alle svarene og være god og konstruktiv. Men jeg lever i min egen bobbel lige nu - af sult og vægttab. Ja, jeg er faldet tilbage i anoreksien de sidste to uger, efter at have holdt den på afstand i næsten to år. Og så er det altså svært at være sådan rigtigt god. Og samarbejdsvillig. Fordi når jeg er fanget i spiseforstyrrelsen, er vi, personalet og jeg, ikke på samme hold. Vi har på en måde to forskellige dagsordner - og det er ikke rart. Men samtidigt har jeg ikke lyst til at stoppe. Anoreksien føles som det eneste sikre, jeg har tilbage. Min vægt føles som det eneste, jeg kan kontrollere. Jeg kan ikke længere stole på ord. Fordi folk holder ikke ord alligevel. De har sagt så mange ting til mig, som ikke længere passer. Og jeg ved godt, at de mente tingene, da de sagde dem. Verden har bare ændret sig siden. Men det er stadig utrygt for mig. Virkelig, virkelig utrygt. Og så er det, at jeg går tilbage til anoreksien. Efter næsten to år uden. Jeg troede faktisk aldrig, at det skulle ske.

Vores snakke, Mandens og mine, er blevet mærkelige efter alt det her. Han siger ikke længere, hvad der falder ham ind - han skal lige tænke over tingene og måske undersøge svarene. Det forstår jeg på en måde godt - for det er jo heller ikke rart for ham ikke at kunne holde ord. Han er blevet mere påpasselig med, hvad han siger - og ord, som vi har brugt før, er nu forkerte. Og jeg føler, at jeg skal lade være med at panikke. Fordi hvis jeg gør, så er der ingen til at samle mig op igen.

Det nytter ikke at diskutere mere. Mine ord er blevet ligegyldige. De behov, som jeg giver udtryk for - de betyder ikke noget mere. Og så er det igen, at jeg giver op og vender mig ind i mig selv. I min egen selvdestruktive bobbel. Og jeg kan ikke sige noget om det nogen steder. Ikke til Manden og ikke på instagram. Fordi alle gerne vil have, at jeg stopper det her - og det vil jeg ikke lige nu. Og når jeg ikke kan gøre, hvad folk ønsker, jeg skal gøre - så kommer jeg til at føle mig utilstrækkelig. For jeg skal jo være god og ordentlig og inspirerende og gøre det rigtige. Men hvis ikke, jeg gør det her - hvis ikke jeg taber mig, kan jeg ikke holde ud at være til. Det er det eneste, som giver mig mod og glæde lige nu. Fordi jeg ved, at hvis jeg holder ud en uge mere, har jeg tabt mig lidt mere. Det er motiverende. Ellers føles det hele meningsløst.

...

Jeg vælger faktisk at snakke med Manden om det hele, da han kommer i dag alligevel. Og vi får en rigtig god snak, og det føles som om, at alt er ved det gamle. Jeg forklarer, hvordan min hverdag pludselig føles meningsløs. Han kan ikke rigtigt følge min logik, men jeg vil prøve at forklare alligevel.

Før var målet med mine dage, at jeg skulle få det bedre. Det er det stadig. Men før kunne jeg rent faktisk forstå den måde, vi gjorde det på. Det gav mening for mig - det med at lære at bede om hjælp, når jeg har brug for det og ikke bare udsætte mine følelser hele tiden. Jeg kunne se, at jeg ville kunne få det bedre på den måde. Nu bliver det taget fra mig - nu skal jeg igen tilbage til at udsætte mine følelser - og det giver slet ikke mening for mig. Jeg føler ikke, at det er et skridt frem - jeg føler, at det er et skridt tilbage. Det bliver meningsløst at gøre det på den måde - meningsløst for mig.

Og det er egentlig mærkeligt - for jeg troede, inden vi snakkede, og inden jeg skrev alt det her ned, at jeg var ved at have accepteret ændringerne. Accepteret, at det er sådan her, det er. Det er sådan her, det bliver. Det bliver ikke lavet om. Men har jeg virkelig accepteret det? Har jeg sluttet fred med tanken - eller har jeg i virkeligheden bare opgivet at kæmpe? Overgivet mig til, hvad end de vil gøre?

Mine symptomer tyder på det. Overgivelsen. Anoreksien er for mig den ultimative resignation. Det har den altid været. Det er den, som jeg tyr til, når intet andet hjælper. Mønsteret gentager sig på en måde. Jeg holdt op med at have brug for anoreksien, fordi jeg pludselig begyndte at få, hvad jeg havde brug for af støtte. Tidligere, da jeg tyede til anoreksien, var det altid efter en periode, hvor jeg havde råbt op om, at jeg behøvede mere hjælp. Det var, når ingen hørte mine råb, at jeg til sidst holdt op med at spise. Alting blev ligegyldigt, mine ord blev meningsløse - og så fandt jeg mening i anoreksien. I virkeligheden er det - selvom det lyder modsat - faktisk en måde at overleve på. Man kan ikke overleve ret længe i et liv, som ikke giver mening.

Desuden er anoreksien et panser. Jeg kan se for mig, hvordan den langsomt danner en mur imellem mig og andre mennesker. Og så dæmper den mine følelser. Sult dæmper følelserne. Det gør det bare. Kan du huske, hvor panisk angst jeg var fra bare to uger siden? Hvordan jeg græd og råbte og skreg? Det gør jeg ikke mere. Jeg har fået en pause.

Jeg ved godt, at pausen er midlertidig. Så snart jeg begynder at spise mere igen, kommer følelserne også tilbage. Tankerne. Og det gør jeg - begynder at spise mere. Det lyder lidt som om, at jeg glorificerer anoreksi - det er ikke min mening. Det er ikke en hensigtsmæssig pause - det ved jeg godt. Og det er ikke noget, som giver liv - det er noget, som langsomt fører mod døden. Anoreksi er ikke bare vægttabt og tynde maver - det er sult og bræk og afføringspiller (som jeg dog ikke er ude i igen, bare rolig) - og det er løgne og ensomhed. Det kommer også lidt til at lyde som om, at det her har været en bevidst beslutning - at ty til anoreksien. Det har det faktisk ikke været. Det startede med, at jeg simpelthen mistede appetitten, fordi jeg var så ked af det hele. Og så mærkede jeg, hvad sulten gjorde - jeg mærkede noget genkendeligt og klamrede mig til det. Og nu sidder jeg fast.

Nej, jeg sidder ikke fast. Jeg skal nok komme videre. Og jeg spiser altså stadig, bare rolig. Bevidstheden og den gode snak i dag er første skridt. Jeg skal nok komme tilbage på sporet igen. 

mandag den 16. oktober 2017

Angsten for at miste

Dengang jeg gik i folkeskole, var Veninden min bedste veninde. Jeg har altid knyttet mig meget til én person - så jeg havde svært ved at forstå dengang, at Veninden også havde brug for andre venner end mig. Jeg var død-jaloux for at sigedet lige ud. Dels fordi jeg ikke forstod Venindens behov - men også, fordi jeg var så bange for at miste hende. For hvordan skulle jeg kunne leve op til Grinebidderen og alle de andre?

Jeg hadede Venindens andre veninder - og specielt Grinebidderen, som Veninden så oftere end de andre. Jeg hadede hende ikke skjult - men åbenlyst. Jeg gjorde grin med hende, når jeg snakkede med Veninden. Jeg snakkede grimt om Grinebidderen og hånede hende. Aldrig lige op i hendes åbne ansigt - men overfor Veninden. Jeg var ellers en meget indelukket person, som holdt mine følelser for mig selv - men angst og jalousi gør noget ved mig, som intet andet kan gøre.

I dag, søndag er jeg inviteret til børnefødselsdag hos Veninden, som nu har fået en datter, der fylder tre år. Vi er begge syvogtyve år nu, men to forskellige steder i livet. Veninden fortæller mig præcis, hvordan dagen skal forløbe, og hvem som skal komme til fødselsdagen. Da jeg hører Grinebidderens navn, krymper min mave sig sammen. Er det ikke vildt? Jeg kan stadig mærke monsteret i maven, selvom det er så mange år siden, og selvom jeg ikke længere har brug for at være Venindens eneste veninde. Heldigvis ved jeg i dag, at der ikke er noget galt med Grinebidderen. Grinebidderen er sød og rar, og mit had handlede i virkeligheden aldrig om hende - men om min egen angst. Jeg hader hende ikke mere. Men et kort øjeblik, da Veninden fortæller mig, at Grinebidderen kommer, bliver jeg ført tilbage til gamle dage.

Det var faktisk ikke, fordi jeg ikke selv havde andre veninder dengang. Det havde jeg - jeg havde bare ikke brug for dem. Jeg havde ikke et behov for at se andre end Veninden. Veninden og jeg var sammen næsten hver eneste dag i lange perioder - og det passede mig fint. Rutiner, du ved. Forudsigelighed - autisme. Jeg lærte Veninden og hendes person at kende - noget, som ellers er rigtig svært for mig. Jeg havde ikke overskud til at sætte mig ind i alle de andre fra klassens væremåder og mønstre - så at være sammen med dem, var en udfordring for mig. Jeg ville gerne nøjes med at være sammen med Veninden - men Veninden havde brug for at se andre end mig. Og det var netop dét, som jeg ikke kunne forstå.

Jeg har vist skrevet om det før - men det var faktisk sådan, min spiseforstyrrelse startede. Den startede, da vores venskab sluttede. Venindens og mit. Spiseforstyrrelsen stoppede bare ikke igen, da venskabet igen blev bygget op. Den sad fast - sammen med erfaringen og angsten for at miste. Følelsen af ikke at være tilstrækkelig. Ikke at være én, som nogen havde brug for. Det er svært at forklare. Min autisme, at jeg nogle gange kan have svært ved at forstå, at andre mennesker tænker anderledes om tingene, end jeg gør. Og at jeg tænker meget sort/hvidt. Det betød dengang, at jeg resonerede mig frem til, at Venindens slet ikke havde brug for mig - fordi hun havde brug for andre. I min verden var det jo enten-eller, ikke? Jeg havde brug for Veninden - de andre havde jeg ikke brug for. Veninden havde brug for de andre - og hvordan kunne hun så have brug for mig?

I dag er jeg blevet bedre - men det er stadig svært. Jeg mærker det stadig i dag, når Manden er på arbejde - men ikke skal være hos mig. Jeg mærker det, når Barselsvikaren har aftenvagt og går på godnatrunde - men ikke kommer ind til mig. Jeg mærker monsteret i maven, men for det meste er jeg blevet bedre til at kontrollere det, så det ikke tager over. Jeg kan stadig blive død-jaloux - men jeg ved, hvad det handler om i dag. Det er ikke en mirakelkur - viden - monsteret tager stadig over indimellem. Men min viden gør, at jeg i det mindste (for det meste) kan lade være at bebrejde mig selv så meget, når det sker.

Krokodullens (forsinkede) billedbog

Siden sidst har jeg haft bukser på flere dage (okay, det er vist også tre uger siden, at jeg sidst har lavet billedbog) -  


og så har jeg desværre måttet sige farvel til Lillemusen, som pludselig blev syg. Stakkels lille mis.


Jeg har hæklet en and - 


og bordkort til min mors kobberbryllup i november. 


Jeg har haft en kat på skulderen - 


og taget billeder af dukke-Olivia. 


Jeg har hæklet Tornerose efter egen opskrift - 


jeg har hæklet en bi -


og så har jeg lavet livevideo på instagram for første gang i lang tid. Jeg havde glemt, hvor hyggeligt, det er :-)


Jeg har haft nederdele på - 


og så er jeg begyndt at hækle på et minion-tæppe.


Jeg har hæklet en edderkop - 


og så har jeg hentet en lille ny kat! Mød Mulles nye Lillebror (som ikke lige har fået et blognavn endnu)


Jeg har hæklet et får og en mariehøne - 


og Puff, den magiske drage. 


Der er endelig blevet koldt nok til, at jeg kan have min yndlings-vinter-mandags-veje-trøje på igen - 


og så har Mulle allerede taget den lille til sig som en ven! 


Jeg har malet en lille smule videre på mit maleri -


og så har jeg en aften spillet gamle tøsespil og drukket somersby til langt ud på natten.


Jeg har genindført mit sorte tørklæde - 


og hæklet en elefant - 


OG en lille undulat. Den lille undulat - 


for ja - alle de små dyr hører til hver sin sang i min lille håndskrevne sangbog, som jeg gav til min venindes datter, som for nyligt fyldte tre. 


Jeg satte hår og tog afsted - 


og SÅ har jeg virkelig haft brug for at slappe af. Jeg har sociale tømmermænd i dag.
<3




onsdag den 11. oktober 2017

Væltepeter

I dag, fra præcis en uge siden, løb jeg efter ham i strømpefødder. Jorden var våd efter regnen, men jeg var ligeglad. Hulkende og panisk. Han kunne ikke efterlade mig alene. 

Der gik ikke mange timer, før jeg lå på sygehuset med hjerteovervågning og drop i armen. Alene. Dén regel var åbenbart trådt i kraft fra dags dato. At de ikke længere tager med mig, personalet. Det vidste jeg ikke noget om. Det havde heller ikke ændret noget som helst.

Jeg har haft svært ved at skrive den sidste uge. Det er faktisk ikke, fordi jeg ikke har nogen ord - men fordi jeg er bange for at starte en lavine. Jeg er bange for, at hvis jeg begynder at fortælle, kan jeg ikke stoppe igen. Jeg kan ikke stoppe mine tanker, og jeg kan ikke stoppe min angst. Jeg er bange for at lukke op - fordi jeg er bange for ikke at kunne lukke i igen.

Siden sidst har jeg snakket med Lederen. Vi har indgået et kompromis. Jeg må gerne skrive til personaletelefonen - også efter den treogtyvende. Forskellen fra nu er "bare", at det svar jeg får, vil lyde sådan: "Det kan jeg godt forstå er svært. Det snakker vi om i din vejledningstid". 

Det er ikke optimalt, hvis jeg sidder og er opløst i gråd. Det er ikke optimalt, hvis jeg sidder og er panisk angst og ikke kan holde det ud alene. Jeg vil uden tvivl komme til at føle mig svigtet, fordi de ikke reagerer på det, som de har gjort før. Uden tvivl. Men det er et kompromis. Det er bedre end ingenting. Det er bedre end før, hvor jeg følte, at de fuldstændigt afskar mig kontakten.

I løbet af de næste to uger, skal vi have lavet kriseplaner. Planer for, hvad jeg skal gøre, når jeg sidder alene og har det skidt. Den gamle kriseplan siger, at jeg skal kontakte personalet og få en snak. Den holder ikke længere. Vi har allerede haft næsten to uger til at lave planer - men jeg har ikke kunnet. Jeg har ikke kunnet holde tanken ud om, at de ikke er der mere. Ikke er der på samme måde mere. Jeg tror, at jeg er ved at have accepteret realiteterne. Eller har jeg? Jeg kan stadig ikke holde ud at tænke på det. Jeg klamrer mig til kompromisset, som Lederen har givet mig, og forsøger kun at tænke på det, jeg får - og ikke alt det, jeg mister. Men jeg mister noget. Jeg mister meget. Og det gør stadig ondt.

Jeg tror ikke, at jeg har så meget mere at skrive i dag. Jeg vil gerne igang med at skrive igen - men jeg starter let ud. Lige så stille. Jeg er bange for at vælte. Igen.

mandag den 2. oktober 2017

No words

Jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er bundulykkelig. Det føles som om, at jeg ikke har flere ord tilbage. Fordi der alligevel ikke er nogen at sige dem til. Snart er der ikke. På samme måde som før.

Og hvad nytter det overhovedet, at jeg taler? Hvad nytter det, at jeg deler mine kvaler? "Jeg kan ikke ændre på tingene", siger de, "jeg gør kun, som jeg får besked på fra min leder". Og så går jeg til Lederen, men Lederen gør kun, hvad hun får besked på fra sin leder. Som gør, hvad hun får besked på fra kommunen, som gør, hvad de får besked på fra.. Det er endeløst, ikke?

Jeg har skrevet en mail til min sagsbehandler. Et øjeblik følte jeg et lille håb - men nu er det afløst af angst. Hvorfor skulle hun lytte på mig, når Autismecenteret ikke engang gør? Jeg føler, at jeg kæmper den her kamp helt, helt alene. Jeg ville ønske, at de i det mindste ville støtte mig op og tale min sag overfor kommunen. Min egen stemme er svag. Jeg ved det af erfaring. Jeg ved det alt for godt.

Og så er det, at jeg mister ordene. For hvad skal jeg mere sige? Jeg er så ked af det, at jeg slet ikke kan beskrive det. Jeg har grædt hver eneste dag, siden jeg fik besked om ændringerne, og jeg har haft svært ved at falde i søvn. Jeg tager ekstra pn medicin, bare for at komme igennem dagen. Ikke mere, end der er ordineret dog. Og de siger ingenting. De siger ikke noget. "Jeg kan ikke sige noget, som kan gøre, at du får det bedre". Det ved jeg godt. Men kan du ikke bare sige noget? Kan du ikke bare sige, at du forstår?

De siger, at jeg har svært ved ændringer. Det forstår de godt. Men de er allesammen loyale overfor deres leder - selvfølgelig er de dét. Så de kan ikke sige, hvad de tænker om ændringerne. De kan ikke have min ryg i det her. I det her står jeg alene.

Men det her handler ikke om, at jeg har svært ved ændringer. De skal ikke lægge den her over på mig. Det er dem, der har lavet en fejl den her gang. Det er ikke bare min angst for ændringer, der er problemet. Det er ændringen. Det er det, de tager fra mig. Det handler ikke om mig. De siger det selv. Det her handler ikke om mig.

Jeg har gjort det, som jeg har allersværest ved. Jeg har lukket dem ind og ladet dem komme tæt på. Du ved, at det er svært for mig, gør du ikke? Som en beskrev det for mig, føler jeg mig lokket i baghold. De fik mig til det. De fik mig til at åbne mig op - og nu beder de mig om at lukke i igen. Når det ikke lige passer ind i tidsplanen, altså.

Nej, det er ikke rigtigt, vel? Det var ikke dem, som fik mig til det. Jeg gjorde det selv. Lukkede op. Jeg kan i virkeligheden kun bebrejde mig selv. Jeg føler mig så dum. Jeg skammer mig over mig selv. Jeg har lyst til at bøje hovedet og aldrig kigge på dem igen. Hvor har jeg været dum.

Jeg troede virkelig, at vi havde fået bygget mit fundament op her. Jeg troede, at vi havde skabt et sted, hvor jeg kunne holde ud til at være. Jeg troede virkelig på det. Jeg troede faktisk virkelig.

Pillerne tiltaler mig ikke engang. Og heller ikke det at skære mig. Jeg er så trist og modløs, at ikke engang dét kan give mig håb. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Jeg griner sammen med Barselsvikaren i dag - men det føles så underligt hult. Og jeg forestiller mig, hvordan smilet ikke når mine øjne. De føles tomme. "Dukkeøjne", som Englen beskrev det. De er åbne, mine øjne, men de ser ingenting.

Jeg ved ikke, hvad jeg mere skal sige. Jeg føler mig angst og alene. Svigtet. Og det er en af de værste følelser, jeg kender.

torsdag den 28. september 2017

Mødet

Jeg tør ikke kigge på hende, da jeg spørger. Mit blik er sænket, og jeg knuger min blå bold i hænderne. "Må jeg så ikke bede om hjælp mere?" nærmest hvisker jeg. "Nej", siger hun, "du må snakke i din støttetid, som er formiddag og aften". 

Min mave snørrer sig sammen, og det føles som om, at jeg skal kaste op. Jeg ved, at jeg allerede i mit sidste indlæg gav udtryk for, at det var sådan, jeg frygtede, at udfaldet ville blive - men helt inderst inde håbede jeg - troede jeg - at det "bare" var en frygt. Jeg havde ikke troet, at de ville tage min livline fra mig, efter at de har brugt de sidste to år på at lære mig at bruge den. De har lært mig at bede om hjælp i stedet for at aflede. De har lært mig at snakke om mine følelser, når følelserne er der - i stedet for at udsætte dem og lade dem vokse. Jeg havde virkelig ikke troet, at de ville tage det fra mig igen. Aldrig nogensinde.

Det giver ingen mening for mig. Overhovedet. De siger, at det ikke handler om mig - men at det handler om, at de øverste ledere på Autismecenteret har været ved at rydde op. De har kigget på, hvordan timerne bliver brugt på de forskellige beboere - og de siger, at det på papiret ikke er en del af mit tilbud, at jeg skal kunne kontakte personalet døgnet rundt. Jeg er "anbragt" under paragraf femogfirs, og det betyder, at jeg får bostøtte i eget hjem. Det indbefatter ikke en livline.

Men hvorfor har de så givet mig den? Hvorfor har de insisteret på, at jeg skal bruge den? I to hele år! "Jeg ved godt, at jeg har været den første til at sige, at du skulle bede om hjælp", siger Manden, og det er rart, at han tager den på sig. Men det virker jo falskt, når han nu siger, at jeg skal noget andet. Jeg ved ikke, om han selv tror på det. Jeg gør ikke.

I starten, da jeg kom på Autismecenteret, forsøgte jeg at aflede mine følelser. Jeg forsøgte at tegne, selvom jeg havde det skidt, og jeg pressede mig selv til at holde ud, så længe jeg overhovedet kunne. Det har de fået vænnet mig fra. Fordi resultatet ofte blev, at mine følelser voksede sig større og større, jo længere tid jeg ignorerede dem. "Du har ikke brug for at sætte dig ned og tegne nu", skrev Manden ofte til mig, "du har brug for, at vi snakker sammen". Og så gjorde vi det. Og langsomt begyndte jeg faktisk selv at sige til. Jeg er endelig blevet ret god til det, hvis jeg selv skal sige det - men nu må jeg ikke mere. De sidder lige oppe i fælleshuset, personalet - men jeg må ikke række ud efter dem. Hvad pokker var meningen så med, at jeg skulle flytte herhen, hvor jeg bor nu? I en af autismecenterets lejligheder? Det giver ikke mening for mig. Det giver virkelig ikke mening.

Jeg har generelt haft  virkelig svært ved at have brug for mennesker. Jeg har skrevet om det før - det er lettere at have brug for selvskade end for mennesker, når jeg har det skidt. Fordi selvskade svigter aldrig - det gør mennesker. De har lært mig at turde have brug for mennesker - ligesom Englen gjorde det. De har lært mig det og insisteret på, at det var okay. Nu må jeg ikke mere. Nu må jeg ikke have brug for nogen. Nu skal jeg klare mig med noget.

Og: "skriv, hvis du går i stå", står der i den sms, personalet sender mig hver eneste eftermiddag. De minder mig om det - hver evig eneste dag, endda flere gange om dagen - at jeg skal huske at skrive, hvis det begynder at gå galt. Det skal jeg heller ikke gøre mere. Jeg må ikke længere skrive, hvis jeg går i stå. Jeg skal klare det selv, indtil de kommer ud til mig om aftenen. Og sker det, at jeg går i stå eller får det dårligt efter aftenbesøget, må jeg vente til næste formiddag med at få hjælp.

Jeg ved godt, at der er andre, der er værre stillet. Der er andre, som får langt mindre støtte, end jeg gør - men det her er en kæmpe ændring for mig. Og det føles som et kæmpe enormt svigt. Jeg græder så meget, at ikke engang Manden kan trøste mig. Og jeg fortsætter resten af dagen - og dagen efter. Jeg er så bundulykkelig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Og hvis jeg så falder i og skærer mig, som jeg nogle gange gør, hvis jeg ikke kan få hjælp - så er proceduren også ændret. Igen på grund af timeantallet. Personalet vil køre mig på skadestuen - men der sætter de mig så bare af. Det er proceduren mange steder - det ved jeg godt. Men igen er det en ændring  for mig. Før har de været hos mig hele vejen igennem, fordi de ved, hvor stresset jeg bliver af at skulle sidde og vente, snakke med en læge og komme hjem igen. Nu skal jeg selv finde ud af det. Og når jeg skal hjem, må jeg tage en bus eller en taxa. Hvor mange gange tror de rent faktisk lige, at jeg så kommer afsted og bliver lappet sammen? Så hellere forbløde.

Nej, men jeg er virkelig ked af det. Jeg føler mig usynlig. Rammerne er blevet kridtet op, og mennesket er blevet usynligt. Det handler ikke længere om mig og mine behov. Det handler om regler og penge. Og det gør mig så ked af det. Jeg føler, at jeg mister mit fundament. Den tryghed, som får mig til at hænge sammen. Man kan meget, hvis man ved, at man bliver grebet, hvis noget går galt. Ligesom når man skal starte med at køre på cykel. Eller hoppe i faldskærm eller bungee jump. Det er derfor, at jeg faktisk langt de fleste dage kommer igennem uden at bede om hjælp. Fordi jeg ved, at de er der, hvis det går galt. Det giver mig mod til at prøve at gå igang med netflix eller prøve at tegne. Fordi jeg ved, at hvis jeg pludselig bliver angst og ikke kan holde det ud - så skal de nok hjælpe mig. Jeg har lyst til at skrige af smerte - det gør virkelig, virkelig ondt i mit hjerte.

mandag den 25. september 2017

"Du tolker"

Fredag. 
"Vil du ikke nok hjælpe mig?" hulker jeg panisk.
"Jeg kan ikke fortælle dig, hvad du gerne vil høre", siger han. Jeg forsøger at kvæle endnu et hulk, men lader tårerne løbe. Du behøver ikke sige, hvad jeg gerne vil høre, men vil du ikke nok trøste mig alligevel - uden ord? "Vil du ikke nok bare give mig et knus?"

Det er svært at spørge om. Det er svært at bede om et knus, fordi jeg frygter, at han ikke har lyst til at give mig et lige nu Fordi vi er uenige.

Måske kan du huske, at han ville sætte sig ned sammen med Lederen og Barselsvikaren og nedskrive rammerne for støtten på Autismecenteret. Fordi jeg har været så meget i tvivl om dem. Det har han nu gjort - og Lederen vil gerne læse det op for mig på tirsdag. På tirsdag! Det er fredag i dag. Der er uendeligt lang tid til tirsdag.

Det trigger min angst helt vildt, at han ikke bare kan fortælle mig en lille smule om det. "Bliver det hele ændret nu?" spørger jeg. "Det må du snakke med Lederen om på tirsdag", siger han. "Men må jeg ikke længere bede om hjælp nu?" forsøger jeg "Det fortæller Lederen dig om på tirsdag". 

Men er det ikke allerede svar nok? At han ikke siger, at selvfølgelig må jeg bede om hjælp? "Du tolker", siger han - men hvad skal jeg ellers gøre? Han giver mig jo ingenting. Er det ikke det, ens hjerne gør? Arbejder med, hvad den har?

Jeg er bange. Jeg er virkelig bange. Men han giver mig det knus, som jeg spurgte om. Han giver mig et knus og holder om mig, som om han virkelig mener det - og så stilner gråden langsomt af.

Mandag.
Barselsvikaren kommer tilbage fra ferie i dag. Lederen kommer og handler med mig, fordi Barselsvikaren skal til et møde - men hun kommer bagefter. Tror jeg. Det viser det sig, at hun ikke gør. "Krokodulle", siger Lederen, da hun har givet mig et knus, "Barselsvikaren er syg i dag". Jeg kan mærke, hvordan min mave snører sig sammen. "Åh nej", siger jeg. Jeg ved, at det her er, hvad der kan ske - men det gør det bare ikke lettere for mig. Jeg er ikke god til pludselige ændringer. Heller ikke, selvom jeg trods alt er blevet bedre. Jeg er ikke god til ændringer - heller ikke, selvom det ikke er selve min dagsplan, der er ændret - det er kun personen, som jeg skal udføre den sammen med.

Men det er stadig en ændring. Lederen er et helt andet menneske end Barselsvikaren. De gør meget ud af at opføre sig ens overfor mig - det gør de faktisk - men de er stadig forskellige personer. Selvfølgelig er de dét. Og jeg har siddet og planlangt, hvad jeg skal sige til Barselsvikaren - hvad jeg skal fortælle hende om de to uger, der er gået, siden vi så hinanden sidst. Jeg har forsøgt at forudsige, hvad hun vil svare, og hvor længe vi kan snakke om de forskellige ting. Jeg tror faktisk, at jeg har emner nok til at fylde formiddagen ud med snak.

Lige indtil jeg får den aflysning. Lederen var også hos mig en dag i sidste uge - så hun har allerede hørt de fleste af de ting, som jeg havde planlagt at fortælle til Barselsvikaren i dag. Heldigvis er der nyt om min farmor, som ligger på Rigshospitalet efter den trafikulykke, og det bruger jeg en del tid på at snakke om. Det er om end endnu vigtigere for mig at holde snakke kørende med Lederen lige i dag. Fordi i morgen er det tirsdag, og der har vi møde - og jeg har helt vildt svært ved ikke at udfritte hende om en masse ting allerede i dag. Jeg kan ikke helt lade være - men hun vil selvfølgelig ikke svare mig. "Det snakker vi om i morgen", siger hun.

Jeg fortæller, at jeg overvejer at aflyse mine onsdagsplaner, fordi jeg er bange for, at jeg får det rigtig skidt efter det møde i morgen. Jeg er bange for, at jeg får det rigtig skidt, fordi jeg frygter, at der er en hel masse ændringer. Hvad nu, hvis jeg ikke kan holde ud at være i det? Hvad nu, hvis Autismecenteret bliver til et usikkert og ensomt sted, som jeg ikke har det godt på? Det skræmmer mig virkelig, virkelig meget. Hvad nu, hvis de tager hjælpen fra mig? Hvad nu hvis? 

Det svarer Lederen ikke på. Selvfølgelig gør hun ikke dét. Men så er det, at min hjerne begynder at tolke igen. Fordi hvis hun ikke siger noget, så må det være, fordi det faktisk er en reel risiko, at jeg får det så skidt efter mødet. Ellers ville hun da bare have beroliget mig og fortalt, at jeg ikke skulle være bekymret, ikke? Hun ved, at hun vil komme med nogle ændringer, som kan vælte mig. Hun ved det, og derfor siger hun ingenting.

Hun går klokken et, og så er jeg efterladt alene med mine tanker. Det er Bondekonen, som kommer her til aften - og i morgen er der møde. Det er Manden, som er hos mig. Jeg håber virkelig, at han kan hjælpe med at gribe mig, hvis jeg falder. Jeg håber virkelig. Hvorfor er jeg ikke sikker på noget mere?