lørdag den 24. juni 2017

Det er ikke ligemeget

Det der med at forsøge at holde følelserne inde for at få en god dag - det fungerer bare ikke for mig. Tanken er måske meget god, men i realiteten fungerer det ikke. Jeg bliver mere og mere fyldt op og mere og mere urolig indeni. Det er, som om at de følelser, som jeg forsøger at ignorere, bliver ved med at banke på for at blive hørt. Jeg er nødt til at tage mig af dem, før jeg kan have en god dag. Det behøver jo ikke at blive en dårlig dag, bare fordi jeg har grædt. Det må jeg huske.

Så altså - i løbet af aftenen bliver jeg mere og mere stille og urolig. Ti minutter, før hun skal gå, Barselsvikaren, vælter det for mig. Jeg græder. Og græder og græder og græder. Jeg græder over de dage, der er gået - og over dem, som vil komme. Jeg græder over de dage, hvor hverken Barselsvikaren eller Manden er hos mig. Det er blevet bedre i forhold til at være sammen med de andre personaler - men lige nu er det sindssygt svært igen. Det er ikke, fordi jeg ikke snakker med de andre - men jeg er så utryg lige for tiden, at jeg har svært ved, når det er andre, der er her. Jeg tror, at det handler om, at der snart er ferie. Jeg klamrer mig til de to, Manden og Barselsvikaren, og det gør så ondt, når de ikke er her.

Barselsvikaren sætter sig hen ved siden af mig og holder om mig. Hun siger, at det er okay, at jeg græder. Og det er okay, at jeg ville ønske, at tingene var anderledes. Hun behøver ikke at fortælle mig, at det er sådan her, det er - at hun og Manden også skal have fri - for det ved jeg udmærket godt. Jeg føler bare, som jeg gør alligevel. Jeg ville ønske lige nu, at de kunne være her hele tiden alligevel. Det er faktisk længe siden, at jeg har ønsket dét så konkret. Men lige nu har jeg virkelig brug for dem.

Hun siger, at hun er nødt til at gå hjem, men spørger, om hun skal sende Spirrevippen ned til mig. Spirrevippen har nattevagt i aften, og hende kan jeg rigtig godt lide. Hun er god at snakke med, og hun er god til at give knus. Tinke-knus. Men jeg kan slet ikke rumme, at der skal komme en anden i dag. Hvis Barselsvikaren ikke kan være her, så vil jeg slet ikke have nogen.

"Du ønsker jo heller ikke at være alene, når du har det sådan her", siger hun. Jeg er fuldstændigt knust, og jeg kan slet ikke stoppe med at græde. Nej, jeg ønsker ikke at være alene sådan her. Jeg er utryg ved mig selv lige nu. Det er svært at forklare. Men jeg ønsker virkelig heller ikke, at der kommer en anden personale herned lige nu. Jeg kan virkelig ikke overskue det. Jeg kan ikke rumme så mange mennesker i mit hoved lige for tiden. Jeg kan ikke.

Hun rejser sig op og går hen imod døren. Jeg rejser mig og følger med. Jeg forsøger virkelig at få samling på mig selv, men allerede inden at hun lukker døren bag sig, græder jeg igen. Og hun går alligevel. Hun går alligevel.

Det gør ondt. Det gør virkelig, virkelig ondt, og det gør mig endnu mere ked af det, end jeg var i forvejen. Engang blev de, når jeg havde det skidt. Manden og Tinke. Igen - jeg ved, at Barselsvikaren har fri. Jeg ved, at hun skal gå, og jeg ved, at den nye leder ikke giver overbejdstimer, som den gamle gjorde det. Men det gør ondt alligevel. Jeg føler mig så ligegyldig. Jeg føler mig så efterladt og alene. Jeg føler, at de ikke længere tager mig alvorligt. Nu siger de, at der er andre personaler til at tage over, og at de andre også kan hjælpe mig. Og ja, det kan de. Men det er jo ikke de andre, jeg har brug for lige nu. Jeg føler, at de negligerer mig og mine behov. Jeg er så ked af det, og det gør så ondt, at jeg ikke kan lade være med at hulke højlydt. Det er godt, at min nabo er taget hjem på weekend.

Jeg har lyst til at skrige af hende, at hun ikke må gå. Jeg har lyst til at hulke, at hun skal blive - men jeg gør det ikke. Jeg gør det ikke. Jeg bliver trodsig. De forstår ingenting. De andre personaler kan ikke "bare lige" overtage snakken og hjælpe mig. Sådan fungerer det ikke for mig. Det er ikke de andre, som jeg har brug for, når det er Barselsvikaren, som jeg sidder og snakker med. Igen forstår jeg godt dilemmaet - for hun har fri. Men jeg er altså ikke bare en maskine. Det er ikke ligegyldigt, hvem som kommer hen og får mig til at fungerer igen. Det er ikke ligemeget, hvem der "betjener" mig - forstår du, hvad jeg  mener?

Personale er ikke bare personale. De er mennesker, allesammen, og jeg tror, at det er helt naturligt, at der er nogle mennesker, som man knytter sig mest til og er mest tryg ved. Også selvom man ikke har en diagnose. Det er bare som om, at fordi jeg er i systemet, så forventes det, at jeg skal åbne op for otte forskellige mennesker. Jeg ved, at det er præmisserne - men det er der da mange, som ikke engang ville gøre i det virkelige liv. For pokker. Jeg er så frustreret. Og jeg er virkelig, virkelig ked af det.

Jeg har lyst til at lukke af for de andre personaler igen - ligesom jeg gjorde engang. Men hvordan? Jeg magter ikke at tage en glad facade på - men jeg vil heller ikke være ked af det overfor de andre. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Selvskade? Det magter jeg bare heller ikke lige nu. Jeg magter ikke de skuffede blikke. Og de siger, at de ikke er skuffede - men jeg bilder mig det ind alligevel. På den anden side vil jeg bare gerne være ligeglad og lukke mig inde med min selvskade. Være urørlig. Det fungerede bedre før, under den gamle leder. Da de virkelig tog mig og mine behov alvorligt. Jeg bliver så pokkers stresset af alt det her. Af alle de forskellige personaler. Jeg bliver så stresset!

Og ja, det var lige et surt opstød. Eller måske nærmere desperat. Og ked af det. Igen, så ved jeg, at det er sådan her, det er. Jeg ved, at man har fri, når man har fri, og at så bliver opgaven givet videre. Lige nu er jeg bare ked af "bare" at være en opgave. Men jeg lukker ikke de andre ude igen, som jeg gjorde engang - bare rolig. Jeg tror, at jeg er kommet længere end dét. Men jeg mærker trangen. Det gør jeg virkelig. Jeg er ked af det hele lige nu, og jeg føler mig rigtig, rigtig utryg. Og meget af det på grund af den kommende ferie. Og Mandens fridag i sidste uge. Jeg hader ferier. Jeg hader virkelig ferier.

fredag den 23. juni 2017

I dag

Jeg vågner op i dag og er meget lettere indeni. Jeg tror, at det handler om, at jeg fik grædt ud igår. Jeg græd, inden personalet kom om formiddagen - og om eftermidagen græd jeg ved Barselsvikarens skulder. Jeg var så ked af alt det, der var sket - og jeg savnede Manden helt vildt. Jeg savner ham stadig i dag. Jeg kan stadig godt mærke, at det gør ondt, når jeg tænker på, at han ikke er her - og at jeg først ser ham på tirsdag. Men jeg er stadig lettere indeni i dag, end jeg var det igår. Og det er virkelig rart.

I løbet af ugen har jeg haft min trompet fremme. Jeg tror, at det er i hvert fald et år siden, at jeg sidst har spillet. Ventilerne sad fuldstændigt fast, og jeg måtte have fat i noget olie til at smøre den med - men nu virker den også. Og ved du hvad? Jeg kan stadig spille! Ja okay - det lyder ikke så godt, som det har gjort. Tonerne er ikke så rene, som de var engang - men det er rart at opleve, at der trods alt er noget at bygge videre på. Jeg har ikke fuldstændigt glemt det, selvom der er gået længe siden sidst.

Hvad kan jeg mere fortælle i dag? Det er sådan en dag, hvor jeg faktisk ikke orker at forholde mig til mine følelser. Igen, så ligger savnet og lurer lige under overfladen - og dertil følger angsten. Det er blevet værre i løbet af dagen - jeg er ikke helt så let indeni, som jeg var det i morges. Men jeg vil gerne være det. Jeg vil gerne have det bedre - og måske derfor forsøger jeg at undgå at mærke mine følelser sådan helt rigtigt. Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt - men i dag er det sådan, det er.

torsdag den 22. juni 2017

Om omsorg og bekymring

Jeg græder, da jeg åbner døren for hende. "Skal vi sætte os ned og snakke, inden vi går ned og handler ind?" spørger hun. Jeg ved ikke, hvorfor jeg siger nej. Jeg ved ikke, hvorfor jeg kigger ned i jorden, tager jakke og sko på og åbner døren. Jeg tror, at det handler om skam. Jeg skammer mig over mine handlinger igår. "Kan vi ikke ryge, inden vi går?" spørger jeg - og måske håber jeg inderst inde, at vi alligevel kan få snakket.

Det er den samme sætning om og om igen, ikke? Det er ikke kun over for Lederen, at jeg føler skam i dag - det er også over for jer. Jer, som følger med. Jeg skammer mig over igen at måtte sige, at jeg faldt i. Jeg er træt af at være "sådan en", som tager piller og kommer med ambulance til afgiftning. Jeg er så træt af det. Jeg ved godt, at det "kun" sker hver anden måned eller sjældnere nu, hvor det før skete op til tre gange på en uge - men alligevel. Jeg bliver så ked af det, når det sker. Og jeg føler mig så dum.

Jeg har virkelig tænkt meget over, hvad det kan handle om lige nu. At trangen til selvskade er så stor. Det handler selvfølgelig om, at der er store følelser, som jeg har svært ved at håndtere - og så får jeg en "pause", når jeg selvskader. Jeg slipper for at forholde mig til det egentlig problem.  Men en anden ting kan være, som Barselsvikaren sagde den anden dag, at der står en ferie foran mig - og det gør mig selvfølgelig utryg. Og når jeg bliver utryg, søger jeg mod det trygge - selvskaden på alle mulige måder. Men der er også noget andet, der er trygt - omsorg. Omsorg er trygt, og det er beroligende - ig det er jo faktisk dét, jeg har brug for frem for selvskade. Jeg tror bare, at jeg igen har glemt forskellen på omsorg og bekymring. Jeg har glemt, at det ikke er det samme.

Når jeg tager piller, bliver folk bekymrede. Selvfølgelig gør de dét. Altså. Jeg bliver utryg på grund af ferien - og for at finde tryghed har jeg brug for netop omsorg for mig, min person og min situation. OG så er det måske lige nu sådan, at jeg i stedet kommer til at søge bekymring, fordi det minder så meget om omsorg. Ikke bevidst – ubevidst. For jeg tænker faktisk ikke, inden jeg tager piller, at nu vil jeg gøre folk bekymrede. Det gør jeg faktisk ikke.

Jeg har svært ved at mærke omsorg nogle gange – men bekymring er til at tage og føle på, når jeg tager så mange piller. Jeg har skrevet om det mange gange før – at bekymring bare er så meget lettere at genkende for mig. Man siger det jo højt – ”jeg er bekymret for dig” eller ”det bekymrer mig, at….”. Man siger ikke på samme måde, at ”Jeg føler omsorg for dig”. Omsorg er mere implicit. Og det er netop det implicitte, som jeg med min autismediagnose, har svært ved at forstå.

Det er svært helt at forklare forskellen på omsorg og bekymring. Men kort sagt, tror jeg, at bekymring handler om tilstande eller handlinger – og omsorg mønter sig mere på ens person. Omsorg kommer på en måde tættere på hjertet end bekymring - derfor er det, for mig, bedre. Men det er svært for mig at mærke omsorg, når jeg bliver bange for at miste. Og det gør jeg, når der f.eks. kommer ferier og fridage. Det får mig til at føle mig så svigtet og alene, at jeg slet, slet ikke kan mærke omsorgen mere. Jeg går i panik. For kan jeg overhovedet få omsorg, når de er så professionelle, som de er? Når grænsen pludselig bliver tegnet så tydeligt op? Ja, siger de. Ja. Men jeg bliver bange, og så er jeg tilbøjelig til at tage til takke med bekymring. Og så er der den anden - hvordan kan man have omsorg for mig og stadig "bare forlade mig", når der er ferie? Jeg ved godt, at det ikke er så personligt for dem - de "efterlader" mig i gode hænder. Men det er svært for mig - og det er okay. Men så begynder jeg måske at søge bekymringen i stedet for. Igen – ubevidst. Fordi noget har jeg brug for. Og det ligner omsorg. Giver det mening? Jeg ved ikke, om det er det, det handler om lige nu - det er bare en tanke.

Der er bare det med bekymring, at det er svært at tage rigtigt ind. I hvert fald for mig. Det ligner omsorg, og det er også omsorg – bare i en anden form. Men jeg har gjort noget, som har gjort folk bekymrede. Og det afskyr jeg mig selv så meget for, at det er svært at tage imod den omsorg, som ligger i bekymringen. For jeg har jo ikke lyst til at gøre folk bekymrede. At gøre folk ondt. Det har jeg faktisk virkelig ikke.

Jeg skal tilbage til at mærke omsorg. Til at tage imod omsorg for min person - for de er faktisk rigtig gode til at give mig den på Autismecenteret. Hjælpen. Jeg kan godt mærke, at de faktisk gerne vil hjælpe mig. Selvom det er deres arbejde. Det er ikke, fordi jeg siger, at der er noget dårligt i bekymring på den måde - for hvor ville man også føle sig ligegyldig, hvis der ikke var nogen, der bekymrede sig om én. Men jeg skal bare huske på, at omsorg er så meget mere end bekymring. Meget mere konstruktivt. Og så skal jeg for pokker lade være med at tage de piller.

tirsdag den 20. juni 2017

Katastrofetanker

"Jeg skal fortælle dig noget, som du nok ikke bliver så glad for at høre", siger hun. Åh nej, tænker jeg, nu er det sket. Han kommer aldrig nogensinde tilbage. Hun fortsætter. "Manden har bedt om fri i morgen, så det bliver den nye vikar, som kommer. Og det har ikke noget med dig at gøre". 

Jeg kan mærke angsten med det samme. Tårerne, panikken, savnet. Han har ikke været her i en hel uge - og så, den eneste dag, som han skulle komme i denne uge, skal han have fri. Det vil sige, at der går endnu en uge, før jeg ser ham igen. Hvis jeg ser ham, kan jeg ikke lade være med at tænke. For hun fortæller ikke, hvorfor han har bedt om fri. Hun ved ikke, hvorfor han har bedt om fri, og selv, hvis hun vidste det, ville hun nok ikke fortælle mig det. Det er den nye regel. Jeg skal ikke vide, hvorfor de har fri, når de har fri. Men hvad skal jeg så gøre? Jeg kan ikke lade være med at forestille mig alt muligt forfærdeligt. Den værste forestilling, som bliver ved med at vende tilbage, er, at han er gået ned med stress. At han skal sygemeldes og ikke længere kan komme hos mig. Det gør mig bange. Det gør mig så sindssygt bange.

Mine katastrofetanker fortsætter i løbet af eftermiddagen, selvom jeg er holdt op med at græde. Jeg forsøger at tænke tilbage på de sidste par uger. Har han virket stresset? Ja, måske lidt. Måske har han. Åh nej, jeg kan ikke rumme det her. Jeg kan ikke bære det. Jeg kan virkelig, virkelig ikke holde det ud. Jeg ønsker mig tilbage til dengang, hvor Manden og Tinke beroligede mig ved at fortælle, hvad de skulle, når de byttede vagter eller meldte sig syge. Det var jo netop derfor, de gjorde det. For at berolige mig. Jeg forestiller mig virkelig alt muligt forfærdeligt. Jeg er bange for, at noget er ved at falde helt fra hinanden. Ligesom det gjorde i Barbiehuset. Jeg er bange for, at han er ved at falde fra hinanden. Tænk, hvis han lige nu sidder derhjemme og ikke kan overskue at skulle være sammen med mig. Hvis meningen med det er tabt for ham. Har han grinet mindre den sidste uges tid? Har det været sværere at få ham til at grine?

Og så bliver jeg mistænksom også. Gør han det her for at lære mig noget? Tager han fri for at bevise noget - for at gøre mig mindre afhængig? For at bevise, at han sagtens kan tage fri uden at tage hensyn til mig? Altså - selvfølgelig kan han dét. Det er bare..virkelig dårlig timing oven i alt den usikkerhed den sidste tid. For engang var det meget, meget sjældent, at han tog fri. Han har været syg én gang, så længe jeg husker.

Jeg kommer til at føle mig svigtet og efterladt. At han efterlader mig til de andre i to hele uger, når han ved, hvad det gør ved mig. Samtidigt ved jeg godt, at det for ham ikke er så personligt - for ham er det her professionelt, og han er i sin gode ret til at holde fri. Men følelserne dukker alligevel op hos mig. Det kan jeg ikke rigtigt forhindre dem i.

Og Barselsvikaren siger, at det er okay. Hun siger, at det er okay, at jeg føler, som jeg gør, og jeg må gerne græde og være angst og skælde ud. Hun lægger armen om mig og lader mig græde - og jeg er hende taknemmelig. Men jeg føler bare ikke, at hun helt forstår. Jeg føler ikke, at hun forstår, hvor ødelagt jeg er indeni. Jeg føler ikke, at hun forstår, hvor ondt det her gør, og hvor angst, det gør mig. Og måske gør hun ikke dét - måske forstår hun faktisk ikke tyngden af det - og er det ikke også okay? Jo. Det er det vel. Jeg føler mig bare ikke rigtigt set. Jeg kommer til at føle mig virkelig alene, og så bliver jeg endnu mere bange.

En ambulance kører forbi med udrykning. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg ville ønske, at det var mig, der lå i den lige nu. Jeg tror endda, at jeg siger det højt til Barselsvikaren. Alting kan være lige meget. Det er så ligegyldigt. Det gør så ondt indeni. Forstår du? Det gør så ondt indeni.

Dengang, Englen kom hos mig, kæmpede jeg for ikke at selvskade, så vi kunne snakke om tingene i stedet. Jeg snakker med de andre personaler også - det er ikke dét - men jeg snakker bedst og mest grundigt med Manden. Nu er han her ikke i to uger, så hvorfor skal jeg holde fast? Hvorfor ikke bare falde tilbage til selvskaden, som jeg gjorde det igår? Ja, jeg faldt i igen igår. Og jeg ved ikke engang, hvorfor - det ville jeg også have snakke med ham om i morgen. Barselsvikaren foreslår, at det kan have noget med den kommende sommerferie at gøre. Den er utryg for mig - og min selvskade giver mig en tryghed. Det kan hun have ret i. Jeg tror, at det handler om tryghed. Og så har jeg svært ved at finde en grund til at lade være lige nu. Jeg har brug for de dybe og grundige snakke. Jeg forsøger at finde de papirer frem, som Manden og jeg allerede har skrevet om selvskade. Men der mangler noget, når han ikke er her. Det er virkelig ikke det samme. Jeg er så ked af det.

søndag den 18. juni 2017

Veninden og jeg

"Jeg troede jo bare, at du var kedelig", siger hun og kigger mig i øjnene. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt. "Jamen helt seriøst - det troede jeg", siger hun, "dengang var der ingen af os, der vidste noget som helst om psykisk sygdom". 

Jeg har skrevet om det før - det år, hvor min spiseforstyrrelse for alvor begyndte. Jeg har skrevet om veninden, og hvordan jeg mistede hende - om trusler og tårer og alkohol, selvmordsforsøg og selvskade. På trods af alt, har veninden holdt fast. På trods af alt, er hun her stadig i dag. Og jeg er.

Det var ikke meget, jeg sagde. Hjemme hos hende lærte jeg at lege og at spille spil - men mine ord blev færre og færre. Til sidst sagde jeg næsten ingenting. Når vi lavede lektier sammen, sad jeg og skrev i min dagbog om, at jeg gerne ville dø. Det  var dengang, hun begyndte at søge udad, veninden. Det var dengang, vi begyndte at blive ældre.

Veninden fulgte de andre. Hun gik til fester, og hun drak, og hun var sammen med drenge. Der var i virkeligheden ikke noget forkert ved dét - men jeg kunne ikke følge med. I takt med, at hun åbnede sig mere og mere for verden - lukkede jeg mig i. Til sidst lykkedes det mig næsten at forsvinde, og veninden glemte mig. Sådan følte jeg det. Og jeg forstod ikke selv, hvad der var galt med mig. Jeg forstod ikke, hvad der skete. Hverken med mig eller hende.

Jeg begyndte at skære i mig selv, og jeg holdt op med at spise. Jeg holdt op med at snakke - og vi holdt op med at snakke sammen, veninden og jeg. Og sådan gik der nogle år - indtil hun pludselig var tilbage i mit liv. "Jeg har savnet dig", sagde hun, "du er stadig som en søster for mig. Jeg forstår nu. Jeg forstår". 

Men jeg forstod stadig ikke. Jeg famlede rundt i blinde, brugte den ene uhensigtsmæssige strategi efter den anden for bare at overleve. Jeg kan huske en dag, vi besøgte hendes mor. Det gjorde vi tit, for dengang vi var små, boede jeg næsten derhjemme. Vi havde hver sit kælenavn, veninden og jeg, og når venindens familie skulle på ferie, blev jeg inviteret med. Jeg kan huske, at hun finder to glas vand frem, veninden. Jeg spiser på det tidspunkt ikke. Hun siger noget, som får mig til at føle mig presset. "Jeg vil ikke leve", siger jeg lige ud. "Jeg vil gerne dø".

Vi begyndte at lave faste aftaler om at ses to gange om ugen. Vi aftalte at gå en tur ned til vandet hver gang - igen, som vi gjorde, da vi var små. Jeg græd, hver gang jeg skulle afsted. Jeg vidste, at jeg var nødt til at tage afsted, for jeg ville gerne beholde veninden - og hvis man skal have et venskab, er man nødt til at pleje det. Men jeg hyggede mig ikke. Jeg nød ikke vores ture, som hun gjorde det. Jeg smilede og snakkede med - men jeg var angst og stresset. Jeg var presset - og til sidst kunne jeg ikke mere. "Jeg har ikke lyst til at være sammen med nogen", fløj det ud af mig, "jeg hygger mig ikke, og det føles ikke godt bagefter. Det føles forfærdeligt". 

Veninden holdt op med at invitere mig. Hun holdt op med at spørge, og hun holdt op med at ringe - men hun holdt aldrig op med at være der. Alt, hvad hun gjorde, gjorde hun for mig. Og jeg kunne ikke give noget igen. Jeg følte ikke, at jeg havde noget at give.

...

Utallige indlæggelser og behandlinger, en mand og et barn og en hund senere, sidder vi igen over for hinanden. Vi spiller spil, ligesom vi gjorde dengang - og vi snakker og ryger og drikker cola. Jeg græder ikke - men det gør hun. Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv, da den første tåre begynder at trille ned af hendes røde kinder. "Jeg er bare så stolt af dig", græder hun, "og du skal bare være så stolt af dig selv, og hvor du er i dag". Hun snøfter. "Jeg er så stolt af dig. Jeg elsker dig!"

Jeg rejser mig og giver hende et knus, inden jeg sætter mig tilbage på min stol overfor hende. Det er stadig stressende for mig at være sammen med andre - men nu forstår jeg, hvorfor. Jeg forstår, og jeg er taknemmelig for, at hun gør det samme. Og hun bemærker den forskel, som jeg først selv nu er blevet opmærksom på. Jeg har lyst til at se hende igen. Jeg har lyst til at se min familie. Selvom det stadig er svært, har jeg rent faktisk lyst til noget.

Krokodullens billedbog


I denne uge har jeg givet en hjemmehæklet fødselsdagsgave til en veninde - 


og så er jeg begyndt at tegne på en serie om drømme - drømme for livet. Den første her er måske lidt cliché-agtig - men det er starten :-) 


Jeg har taget femhundrede billeder (så er der for dårligt lys, så er der for mange ar. Så laver jeg ansigter, og så sidder mit hår dårligt - du kender det godt, ikke?)  - 


inden det lykkedes mig at finde et, jeg kunne bruge.


Så er jeg nået op på 39 dage uden at skære mig - hvorefter jeg så faldt i. Men hey - jeg har stadig kun gjort det den ene gang - 


måske, fordi jeg tog et par timer på psykiatrisk med Uffe og min bog. Som jeg rent faktisk har formået at læse i, i den her uge. 


Under den korte indlæggelse, lavede jeg en livevideo på instagram, da jeg ikke længere kunne holde ud at være der - 


og hjemme igen hæklede jeg videre på mit tæppe. Eller - på en venindes tæppe. 


Så har jeg morgenhygget med Mulle (og nej, jeg er ikke så brun, som billedet antyder. Faktisk er jeg totalt bleg) - 


som har fået mere sol end mig, apropos. Mulle altså. Mulle har været mere ude, end jeg har. 


Jeg har flettet mit hår og fundet mine blomstrede leggings - 


og så er jeg begyndt at hækle små dyr og ting til en sangkuffert til min søsters praktik. 


Jeg har haft besøg af min barndomsveninde, som havde taget et spil med, som vi altid spillede, dengang vi var yngre ( TAXA, hvis du undrer dig :-)) - 


og så har jeg morgenhygget med Mulle og Lillemusen. 


Til sidst har jeg hæklet en lille undulat - halvt fra opskrift, halvt improviseret - 


er begyndt på endnu en drømme-tegning - 


og så har jeg nydt, at jeg trods alt stadig kan gå i bare arme. Der er viiiirkelig varmt i dag. 

<3


lørdag den 17. juni 2017

Skam og selvskade

"Jeg kan læse, at du har været en tur på psyk", siger hun. Jeg kan mærke, at jeg krummer mig helt sammen og prøver på at forsvinde, som jeg gjorde, dengang jeg var tynd. Nej, sådan er det selvfølgelig ikke - dengang kunne jeg heller ikke bare forsvinde. Selvom det nogle gange føltes sådan. Nej - men jeg kan mærke, at jeg skammer mig. Rigtig meget. Jeg synes, at det er flovt, at jeg har været på psyk. Jeg synes, at det er flovt, at jeg har skåret mig. Og hvorfor så det? Det har jeg jo gjort så mange gange før, ikke?

Jeg ved det ikke helt. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det handler om - men jeg tror, at det er, fordi jeg faktisk, som jeg skrev igår, følte, at vi fik en rigtig god snak om tingene i onsdags. Jeg skammer mig over, at han brugte tiden og kræfterne på at forklare mig tingene, når jeg så alligevel bare skar mig senere på aftenen. Jeg føler, at det er utaknemmeligt på en eller anden måde. Og så kommer jeg til at skamme mig over mig selv.

Måske skal jeg bare erkende, at det i virkeligheden ikke havde noget med det at gøre. Jeg skar mig ikke på grund af den snak, vi havde. Det havde intet at gøre med, om snakken var god eller dårlig. Selvom vi har en god snak, kan jeg godt få det dårligt igen senere. Det gør jeg jo tit. Og jeg har haft trangen længe, og den dag kunne jeg ikke længere stå imod den. På trods af, at vi havde en god snak tidligere på dagen. Det er der ikke nogen skam i. Vel?

Og som han siger: "Det handler ikke om, at du ikke skal skære dig - det handler om, at du skal have det bedre". Og jeg fik det bedre af vores snak. Det gjorde jeg. At jeg skar mig senere den aften, var bare en biting. Det forsøger jeg i hvert fald at gøre det til. For pokker altså. Jeg er så bange for, at han ikke vil snakke med mig mere, fordi jeg skar mig. For, at han tænker, at snakken alligevel ikke hjalp, når jeg senere på aftenen skar mig. Sådan hænger det bare ikke sammen - men det ved han også godt. Det ved han godt, Krokodulle. Han gider godt at snakke md mig. Det er hans arbejde at snakke med mig - så selvfølgelig snakker han med mig igen.