søndag den 26. marts 2017

Træt

"Har du det sådan nogenlunde okay?" spørger hun, da hun kommer ind af døren. Det troede jeg egentlig, at jeg havde - men jeg kan mærke, nu hvor hun spørger, at det har jeg ikke. Jeg er drænet efter weekenden - mentalt drænet. Jeg magter ikke kontakt. Og slet ikke øjenkontakt. Det mærkede jeg ikke, før hun kom, fordi der ikke var nogen at have kontakt med. Det giver mening.

Vi går ned og handler ind alligevel. Jeg kigger ikke på hende, og jeg siger næsten ingenting. Det er ubehageligt, synes jeg, men jeg magter ikke at gøre andet i dag. Det er hårdt. Og nu bliver jeg også fysisk træt. Jeg er nødt til at drikke sodavand, da vi kommer hjem - bare for at holde mig vågen.

Det er sjovt, at jeg bliver ved med at blive så overrasket over min træthed. På den ene side ved jeg det godt - jeg ved, at det koster for mig at være social i så mange timer. Jeg ved, at jeg har det dårligt i nogle dage efter, og jeg ved, at mine selvmords- og selvskadetanker kan blusse op - men trætheden. Den uoverskuelige, tunge træthed. Den er virkelig voldsom, og jeg ved ikke, hvordan jeg helt skal forklare den. Selvfølgelig har jeg været træt før - men den træthed, som kommer, når jeg har været social, er noget andet. Den viser sig fysisk - men føles mental. Mine ben bliver tunge - det føles, som om at min hjerne ikke kan finde ud af at sende signaler ned til benene om, at de skal bevæge sig. Mit blik bliver fjernt, og min stemme bliver svag. Jeg har lyst til at græde - men jeg er så træt, at jeg ikke orker det. Jeg er så træt, at jeg ikke orker noget som helst.

Og så er det, at det bliver svært. Fordi jeg er så afhængig af, at mine rutiner fungerer, for at jeg ikke får angst. "Normale" mennesker ville måske "bare" tage en dag på sofaen foran fjernsynet - men jeg kan ikke koncentrere mig om fjernsynet ret længe. Og jeg bliver urolig indeni, hvis ikke min dag er delt ind i tidsrum, som den plejer at være det. Dagen flyder ud i en uoverskuelig lang masse, hvis jeg skal lave det samme hele dagen. Heldigvis er jeg blevet god til at tillade mig selv en middagslur - selvfølgelig på samme tidspunkt hver dag. Engang kunne jeg slet ikke få mig til at sove om dagen, fordi jeg er opdraget med, at det gør man simpelthen ikke. Men det gør jeg. Det har jeg fundet ud af, at jeg har brug for, for at komme igennem dagen. Den time giver mig kræfter til at være på et par timer endnu.

Så ja - jeg er træt i dag - fysisk og mentalt drænet. Og jeg har sovet - lidt længere, end jeg plejer - men ellers har jeg fulgt mine rutiner. Det hjalp at drikke sodavand i formiddags, så jeg kunne holde ud indtil min middagslur - men nu er jeg træt igen. Jeg har besluttet at drikke et glas sodavand mere i aften, når min støtte er her. Jeg drikker det meget sjældent alene.

Krokodullens billedbog

I denne uge har jeg flettet håret på en mandag (og ja, det er der også nogle gange dage for:-)) - 

og så har Mulle fået opereret sine øjne og har fået den fineste krave på. Den skulle Lillemusen lige studere. 

Jeg har tegnet spiderman - 

og så har jeg afprøvet en ny frisure, som man ikke kan se ordentligt, fordi jeg cutter det øverste af hovedet af på mine blogbilleder. Fatter ikke, at jeg bliver ved med at gøre det :p

Jeg er blevet færdig med et tæppe i denne uge - 

og har hæklet videre på et andet. 

Mulle har ikke ændret sig synderligt pga kraven - hun kræver stadig sin plads - 

men jeg har alligevel givet hende lidt ekstra kærlighed. 

Så har jeg fået tegnet en blyantstegning -

og har skam også husket Lillemusen. 

Til sidst har jeg haft besøg og været i byen med nogle veninder - 

er begyndt på en ny tegning - 

og så har jeg hæklet en påskehøne til min mormor :-)

<3

lørdag den 25. marts 2017

Om selvskade

Det begynder at blive lyst udenfor. Fuglene begynder at kvidre - og jeg har endnu ikke sovet. Vi sidder oppe hele natten og snakker. Om selvskade, om kærligheden og om livet. Mine øjne begynder at blive tunge, selvom det er en interessant snak. Jeg har brug for at sove. Snart har jeg brug for at sove.

Fra et halvt år siden ville aftenen (morgenen) måske være endt med netop selvskade. Han spørger, hvad det handler om - for mig. Han virker oprigtigt interesseret i at forstå. "Det kan måske godt sammenlignes med et misbrug", siger jeg, "mekanismen. Den hurtige løsning - den øjeblikkelige lindring. Et quick fix. Det kan for mig handle om en trang, som er så stor, at jeg ikke kan tænke på andet. Det nytter ikke altid at tale fornuft i de situationer. Det, som hjælper mig allerbedst, er et knus. Samling. Lindring. Øjeblikkeligt". 

Jeg har skrevet om det før - det er noget af det, som er så tillokkende ved selvskade - for mig. Det er den øjeblikkelige lindring. Det hjælper også at snakke om tingene - selvfølgelig gør det dét - men det virker ikke lige så øjeblikkeligt. Og nogle gange, hvis jeg har været afsted i mange timer, som jeg har det i nat, så lindrer min selvskade min stress. Stressen er svær helt at lindre med snak. Den ro er svær helt at finde andre steder end i min selvskade - i hvert fald, hvis den skal indtræffe øjeblikkeligt. I dag ved jeg, at jeg også kan sætte mig med min telefon og et tæppe og koble fra. Jeg kan tage mit pn medicin - og vigtigst af alt kan jeg snakke og få et knus. Men det tager lige lidt længere tid at få ro på, på den måde. Det tager lidt længere tid.

"Jeg troede egentlig, at det handlede om at gøre den psykiske smerte mere fysisk", siger han, "og så troede jeg, at det handlede om at straffe sig selv". Sådan er det ikke helt for mig. Jo,fra mange år siden brugte jeg det faktisk som en slags afstraffelse. Jeg syntes ikke, at jeg fortjente bedre. Jeg straffede mig selv for at være så forkert, som jeg syntes, at jeg var. Det med at gøre den psykiske smerte mere fysisk kan jeg også godt følge. Både i forhold til at kommunikere med andre mennesker - og til at finde ro i sig selv. Så det indre passer til det ydre. Og nogle gange er det bare lettere at tale gennem handlinger end igennem ord. Nogle gange virker det bare umiddelbart lidt mere effektivt at fortælle, at man har det skidt ved at gøre sig selv fortræd - for så må man da virkelig også have det skidt.

Men nej, for mig er selvskaden mere en forløsning end en straf. Jeg gør det faktisk ikke længere for at straffe mig selv (jeg gør det slet ikke længere) - men for at hjælpe mig selv. Jeg gør det for at finde ro. For at få ro i hovedet. Jeg gør det, fordi jeg har så mange følelser inde i kroppen, og jeg har brug for at få afløb fra dem. Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af dem, og derfor skærer jeg mig. Fordi smerten giver en ro i hovedet. Jeg kan ikke tænke på andet, imens jeg gør det.

"Jeg har faktisk også skadet mig selv, når jeg har været glad", fortæller jeg ham, "fordi jeg igen ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af mine følelser". Det handler om, at jeg har svært ved at rumme mine følelser. Jeg har svært ved at holde dem ud. Og når jeg først er overvældet af følelser, virker selvskade nogle gange som den eneste løsning. Selvom der også er snak som en mulighed. Jeg ved bare, at selvskade virker efter få sekunder - snakken kan tage timer. Og jeg har brug for lindring med det samme. Hvorfor tage almindelig panodil og udsætte lindringen en halv time - i stedet for at tage zapp og slippe for hovedpinen med det samme? 

Der er så mange positive ting ved selvskade. Det lyder så forkert at sige - men det synes jeg faktisk, at der er. Kliche - I know - men hvis ikke jeg havde skadet mig selv, er jeg ikke sikker på, at jeg ville have været her i dag. For jeg har ikke haft evnen til at holde mine følelser ud. Jeg har ikke haft den støtte, jeg har brug for til at rumme det hele, som jeg har nu. Hvis ikke jeg havde skåret mig, havde jeg måske taget livet af mig. Det siger jeg ikke for at overdramatisere noget som helst - jeg siger det, fordi jeg oprigtigt mener det.

Men hvorfor er jeg så stoppet med at skade mig selv?  Ja, det spørger jeg også nogle gange mig selv om. Men jeg ved, at selvskade ikke er løsningen. Jo, det ville da ved Gud gøre det lettere nogle gange, at jeg bare kunne skære mig i stedet for at sidde i timer og snakke mig frem til lindring - men.. "det er ikke det værd", skulle jeg til at skrive - men det kan jeg faktisk ikke engang sige, at det ikke er. Det har været det værd. Igen - det har fået mig igennem nogle forfærdelige år af mit liv. Men jeg har ikke brug for det mere. Jeg får støtten nu. Jeg vil gerne noget andet. Og det vil jeg, fordi selvskade også fører noget skidt med sig. Som ordet beskriver, så skader jeg mig selv. Og selvom selvskaden også indimellem har skaffet mig hjælp, når jeg har haft brug for det - har råbt op, når jeg ikke selv har kunnet - så gør den mig også virkelig ensom. Jeg har ikke brug for andre mennesker, når jeg har min selvskade. Jeg har brug for at have brug for andre mennesker. Der er noget smukt ved at have brug for andre mennesker. Ved at have brug for hinanden. Har vi ikke alle det? Desuden vil jeg aldrig finde ud af, om folk virkelig holder af mig, når jeg skader mig selv (eller sulter mig for den sags skyld), fordi jeg aldrig kan vide, om de er bekymrede for mig, som person - eller for det store åbne sår eller den tynde krop. Der er en bekymring for dig i at blive kæmpet for og blive reddet og holdt i live - selvfølgelig er der dét - men det er en anden omsorg, jeg mærker, når den kommer, uden at jeg et eller andet sted selv har fremkaldt den med mine handlinger. Den er ikke så let at feje væk, som bekymringen er. Bekymringen er fyldt med selvbebrejdelser, og den er svær at tage imod, fordi jeg hader mig selv for at have fremkaldt den. Omsorgen for min person kan jeg ikke "styre" på den måde. Den kommer bare. Og det er fantastisk at mærke. Selvskaden fodrer selvhadet - og det er ikke hensigtsmæssigt. Jeg vil lære at snakke om tingene. Jeg vil lære at bede om hjælp. Jeg har brug for andre mennesker.

mandag den 20. marts 2017

Tvivlesyge

Okay, der er fuldstændigt rod i dagene. Jeg kan ikke huske, hvor jeg kom fra - og næsten heller ikke, hvor jeg er på vej hen. Jo, jeg har været angst - rigtig angst - og jeg har forsøgt at holde ud og bruge det andet personale. Men jeg har stadig brug for ham. Jeg har stadig brug for ham, og det er jeg bange for, at jeg ikke må have. Selvom jeg gerne må. Det sagde han. Det siger han. Nu er det i morgen, han kommer tilbage - men det føles ikke virkeligt. Det føles, som om at jeg har opgivet, at han nogensinde kommer tilbage.

Og gør han dét? Kommer tilbage? Som den, han var før?

Jeg har været - og er - så bange for, at alting er forandret. Fordi noget er forandret. Jeg ved med fornuften, at vi nåede en fælles forståelse, inden han gik - men den er så svær at finde frem. "Du ved det godt", siger Barselsvikaren, "når du ikke sidder i følelserne, ved du godt, at han stadig er den samme". Men gør jeg dét? Det føles helt ærligt ikke sådan. Jo, jeg siger det ganske vist. Jeg siger, at vi nåede en fælles forståelse, Manden og jeg - jeg rationaliserer mig frem til, at han stadig gav mig knus og snakkede med mig bagefter. Jeg kan sagtens finde argumenter for, at tingene stadig er, som de plejer - men betyder det, at jeg godt ved, at de er det?

Nej. Nej, det synes jeg faktisk ikke. For jeg kan ikke mærke det indeni. Jeg tror ikke selv på mine argumenter. Jeg fremfører dem igen og igen for at overbevise mig selv - for at forsøge at finde frem til den følelse, jeg havde, da han gik. Men det virker bare ikke. Det virker ikke ret godt.

Torsdag eftermiddag græder jeg. Rigtig meget. Barselsvikaren går hjem lige om lidt, og jeg kan slet ikke overskue det. Jeg er så udmattet både fysisk og mentalt, og jeg kan ikke overskue, at det er Lederen, som skal være hos mig resten af dagen. Den leder, som jeg er bange for er skyld i, at Manden (måske) har ændret holdninger. Hvor kommer det ellers fra? Jeg har virkelig lyst til at skære mig. Jeg har lyst til at skrige for at få det hele ud. Jeg kan ikke holde det ud.

Barselsvikaren ringer til mig. Jeg græder og græder, og jeg føler mig så efterladt og alene. Hun er nødt til at gå - men hun sender Bondekonen ned til mig. I stedet for Lederen. Bondekonen kender jeg lidt bedre. Men problemet er bare, at Bondekonen ikke rigtigt har tid. Hun skal lave mad i fælleshuset, så hun giver mig bare et knus og en halv cigaret, og så går hun igen. Jeg har ikke fået snakket. Jeg har ikke fået snakket om alt det, som fylder. Det er her, Manden ville have sat sig ned og snakket med mig i stedet for "bare" at give mig et knus. Jeg har kvalme af angst. Jeg har det forfærdeligt.

Jeg græder stadig, da Lederen kommer efter aftensmaden. "Hvad sker der, søde?" spørger hun, og vi sætter os hen i sofaen. Jeg fortæller om den tvivl, jeg har, og om den sætning, som ikke mere kan siges. Hun lytter, og hun afkræfter min frygt for, at det kommer fra hende. "Han er stadig den samme", siger hun, "og du har stadig brug for knus og for at snakke". Vi bliver igen enige om, at det hele handler om en forskellig forståelse af nogle ord. Vi er faktisk ikke uenige, Manden og jeg. Vi bruger bare nogle forskellige ord. Det er faktisk en lettelse at have fået snakket med hende. Selvom hun ikke er Manden eller Barselsvikaren.

Lederen får mig beroliget med, at ingenting er ændret - men så går hun igen, og angsten vender tilbage. Tvivlen sidder dybt i mig. Jeg har så meget brug for ham, og jeg kan slet ikke bære, hvis han ikke er der på den måde, som han plejer at være. Men det er han. Jeg forsøger at sige det til mig selv igen og igen - men jeg har svært ved at tro på det inderst inde. Jeg har nok brug for at mærke det, før jeg tror det. Jeg prøver at huske på, at da jeg fik et panikanfald sidste gang, håndterede han det præcis, som han plejer. Og det var efter vores misforståelse. Åh, hvor er det ubehageligt at tvivle så meget. Jeg er så bange for, at han negligerer vores relation.

Fredag aften tigger jeg grædende Barselsvikaren om at udlevere mine piller. Dem allesammen. Jeg har brug for at tage dem. Det føles som den eneste løsning. Enten dét eller en indlæggelse på psykiatrisk. Jeg hænger slet ikke sammen, og jeg kan ikke være i det her mere. Jeg kan virkelig ikke. Men hun udleverer selvfølgelig ikke pillerne. Selvfølgelig gør hun ikke dét. Og dagen efter skammer jeg mig faktisk over, at min pilletrang var så stærk, at jeg rodede alle mine skuffer igennem efter ekstra medicin. Jeg fandt ingenting. Jeg troede, at jeg var kommet længere end dét - men jeg må nok bare erkende, at det altså stadig dukker op indimellem. Især, når jeg bliver presset. Og jeg er presset. Ikke nok med alt min tvivl i forhold til Manden - så skal der også komme en helt ny vikar hos mig lørdag. Og hun starter ikke lige så stille op. Hun skal være hos mig hele lørdag - både formiddag og aften. Hvis jeg vælter igen, er der kun hende til at gribe mig.

søndag den 19. marts 2017

Krokodullens billedbog


I denne uge har jeg haft (meget) brug for at holde fast i en af mine huskesten - 


og så har jeg haft min blomstertrøje på. 


Jeg har flettet mit hår på en ny måde - 



og så har jeg hæklet foran fjernsynet. Med Lillemusen, som (igen) har været i løbetid. 


Jeg har tegnet en kat med mange detaljer - 


og så har jeg brugt tid på at skrive tyve facts om mig selv. 


Jeg har hygget i min skovmandsskjorte - 


og så har jeg forsøgt at få et godt billede af Mullepigen - 


som - ligesom Lillemusen - har ligget oven i mit hækletøj. Feat Barselsvikarens prikkede strømper.


Jeg har haft en sløjfe i håret - 


og så har jeg spillet Hint med mor og Mulle. Hun har nogle hår i øjnene, som vokser indad - Mulle altså, ikke mor - og i morgen skal hun endelig opereres for det. Lille mus. 


Måske er det derfor, vi har hygget lidt ekstra i denne uge -


hun har i hvert fald været med mig over alt. 


Til sidst er jeg nu endelig igen nået op på to måneder uden selvskade! Og endnu længere uden piller - selvom det har holdt hårdt i den her uge - 


og så er jeg (næsten) hver aften faldet i søvn på sofaen over instagram af ren og skær udmattelse. Den angst, den angst.

<3


lørdag den 18. marts 2017

20 facts


På instagram er jeg blevet tagget til at skrive 20 facts om mig selv - og jeg tænkte, at det kunne være meget sjovt at dele dem her også  😊

1. Jeg var i mange år diagnosticeret med en personlighedsforstyrrelse, før jeg i 2015 blev udredt for aspergers. Det var meget skræmmende i starten - men nu giver det så meget mening. 

2. Jeg har en (nu knap så) hemmelig drøm om en dag at udgive en bog. Om mig selv. 

3. Jeg tilbragte, da jeg var yngre, meget tid hos en alkoholisk familie i min fritid - og følte mig skræmmende nok mere hjemme det end i mit eget glansbillede-hjem. 

4. Jeg har trods alt været heldig med min familie. Min mor er den eneste ud af fire søskende, som stadig "lever". Én begik selvmord, en døde af druk og den sidste lever endnu, men er druknet i alkohol. 

5. Tro det eller ej - men jeg har gået til optimistjolle. Jeg stoppede, fordi jeg var bange for at vælte i vandet. 

6. I sidste uge gik jeg ind i et træ.

7. Jeg ryger helst alene - med mindre, jeg er i byen. Jeg blev stresset over alle de sociale rygere på VUC. 

8. I 2009-10 forsøgte jeg at tage enkeltfag på VUC til en HF eksamen. Måtte droppe ud pga lange indlæggelser og stress. 

9. Jeg har gået halvandet år på handelsgymnasiet - måtte droppe id af samme grund. 

10. Dog færdiggjorde jeg folkeskolen - grædende og plastret til. 

11. Jeg elsker at læse noder. 

12. Jeg elsker serier - mine yndlingsserier er Lost og The Walking dead.

13. Min yndlingsbog er Vindens skygge, som jeg fandt på et loppemarked til en tyver. 

14. Jeg har brug for at have noget i hånden, når jeg snakker med folk. Normalt hækler jeg eller sidder med min blå bold - i byen ender jeg altid med at drikke eller ryge lidt for meget. Netop for at have noget i hånden. 

15. Udover Tullemutten, er min lillesøster min bedste veninde. 

16. Jeg har et helt specielt forhold til min mellemste lillebror. Jeg elsker selvfølgelig dem allesammen. 

17. I mange år kunne jeg ikke udtrykke mig verbalt om mine følelser. Det er noget, jeg har lært af min gamle kontaktperson, "Englen".

18. Jeg har aldrig haft en rigtig kæreste. Okay, en i tre uger - men jeg kunne ikke holde det ud pga det sociale. 

19. Jeg har mere styr på min anoreksi nu, end jeg nogensinde har haft. 

20. Jeg hader afledning - jeg vil hellere snakke om tingene. Og alligevel sidder jeg lige nu og laver 20 facts netop som afledning 😂

torsdag den 16. marts 2017

Sprængfarlig bombe

Hun spørger slet ikke ind til dagen igår - måske er det dét, som gør mig så ked af det. Og bange. Dét, at hun ikke spørger, får mig til at tro, at det er farligt. Emnet. Snakken fra igår. For hvorfor ellers gå i sådan en stor bue uden om? Selvfølgelig fylder det stadig for mig i dag. Jeg kan ikke være så meget i tvivl om det hele og have mange angstanfald, uden at det endnu sidder i kroppen dagen efter. Men hun spørger ikke. Hun nævner det ikke med ét ord.

Jeg ved, at han ville have spurgt. Og Tinke ville have spurgt. Jeg ville gerne have, at hun også havde spurgt , Barselsvikaren. Men er det forkert af mig? Jeg er igen tilbage ved igår - hvad må jeg, og hvad må jeg ikke? Hvordan er det okay at have det? Jeg siger, at jeg ikke er i tvivl mere - jeg siger, at vi fik den landet, Manden og jeg - og det synes jeg faktisk også, at vi gjorde. Men jeg kan mærke, at det stadig har plantet en tvivl hos mig. Jeg er meget usikker på mig selv - og jeg er meget usikker på ham. Jeg er bange for at åbne op for mine inderste følelser, fordi jeg er bange for, at de får ham til at ændre tilgang til mig. Og så sådan en lille ting, som at Barselsvikaren ikke spørger, hvor Manden og Tinke ville have spurgt - det får mig til at frygte, at Manden så også vil begynde at holde op med at spørge. For at gøre alle personaler lige. For, at jeg ikke skal have mere brug for ham, end jeg har for de andre. Men Krokodulle - han siger, at det er okay, at du har mere brug for ham. Det er okay. Det er ikke, fordi du ikke må have brug for noget. Hvorfor bliver du ved med at tro dét?

Det handler måske om, at det altid har været farligt for mig - at have brug for noget. Fordi jeg oplevede gang på gang, at jeg alligevel ikke kunne få det. Senere, da jeg begyndte i behandling, blev jeg bekræftet i det. Du har en personlighedsforstyrrelse, så du skal ikke have, hvad du har brug for. Du VED ikke, hvad du har brug for. Jeg slettede alt, der hedder behov, og jeg holdt op med at ønske og at savne. Jeg blev kold indeni. De gjorde mig kold.

I dag har jeg igen behov. Jeg kan (indimellem) mærke, hvad jeg har brug for - og hvad jeg ikke har brug for. Og jeg føler, at jeg bliver mødt i det. Det føler jeg faktisk, at jeg gør. Jeg bliver mødt, og jeg bliver lyttet på. Og det er det, som jeg er bange for, bliver taget fra mig. Jeg er panisk angst for at blive nødt til at gøre mig kold igen. Jeg vil ikke. Jeg kan ikke gå derhen igen. Så når Manden og jeg kommer til at diskutere betydningen af at "have brug for" - og dermed hvad jeg har brug for - så kommer det til at minde mig om tidligere. Jeg flipper totalt ud og kan slet ikke tænke klart. Jeg bliver angst - angst for at miste. Du må ikke tage det fra mig. Du må ikke negligere mine behov. Du må ikke. 

Men det gør han heller ikke. Det var slet ikke dét, det handlede om igår. Pyha, hvor er det svært at holde fast i dét. Jeg bliver totalt paranoid. Og så er der en ting mere ved igår, ikke? Hvor kommer det fra? Hvor kommer uenigheden fra? Hvorfor er den pludselig opstået? Han tænker nye tanker om nogle ting - og helt ærligt - dem er han jo ikke kommet frem til selv, vel? Altså ikke, fordi han er dum - det er ikke det, jeg mener. Jeg mener bare, at nye tanker ofte kommer i samspillet med andre. Er det Lederen, som er uenig i mine behov? Er det Barselsvikaren? NEJ, Krokodulle - HAN ER IKKE UENIG I DINE BEHOV!!! Tilgangen til mig ændrer sig ikke. Jeg skal stadig have dybe snakke og knus og omsorg. Vi skal stadig snakke om tingene. Hold nu fast, for pokker!

Det var faktisk slet ikke det, jeg ville skrive om i dag. Jeg ville skrive om noget helt andet. Det siger bare noget om, hvor meget det faktisk fylder for mig, det her. Jeg forsøger at holde fast i, at tingene ikke er forandret. Han er stadig den samme, og han behandler mig på samme måde som før. Han vil ikke presse mig. Der sker ingenting. Der sker ikke noget. Men hold op, hvor har jeg lyst til bare at give slip. Jeg har lyst til at forsvinde ind i min selvskade, så jeg netop ikke har brug for noget. Eller for nogen. Jeg har lyst til at slette mine behov  - for så frygter jeg ikke, at de ikke bliver mødt. Jeg vil ikke have brug for. Ikke for mennesker. Og alligevel vil jeg. Det er sundere. Det er bedre. Det er mere hensigtsmæssigt - men for pokker, hvor gør det ondt.