mandag den 11. december 2017

Krokodullens billedbog


I sidste uge har jeg eksperimenteret med vandfarver og tusser på mine tegninger - 



og jeg har hæklet en kyllingehue efter egen opskrift til min søsteres kærestes søsters datters dukke ;-)



Jeg har haft første dag med den nye støtte - barselsvikarens afløser - 


og så har jeg vist et par af mine sko i instagrams photochallenge. Selvfølgelig indhyllet i lys, så billedet ikke blev for kedeligt :-)



Jeg har hæklet en bamsehue - 

jeg har været fin i tøjet -

og har vist Olivia frem til den nye personale. 

 
Apropos Olivia, har hun fået ny dragt - 

 
og jeg har hæklet en and. 

 
Jeg er blevet færdig med at pakke julegaver ind - 

 og så har jeg fået taget billede med julemanden 😅

 
Jeg har givet mig selv en julegave - 

 
som jeg allerede er gået igang med at male - 


 
og hækle huer til. 

Til sidst har jeg klædt Mulle ud som nisse - 
  
og så har jeg haft besøg af min mor, som gav mig et skilt og et honninghjerte - som jeg rent faktisk spiste til min eftermiddagsmad!😊

<3

tirsdag den 5. december 2017

Spunk

"Vi ses på mandag", siger Barselsvikaren, da hun går torsdag aften, "og jeg glæder mig til at se dit nye hår". Hun kommer bare ikke mandag. Hun kommer heller ikke torsdag - og så bliver jeg kaldt til møde på Lederens kontor. Barselsvikaren kommer ikke mere. Af personlige årsager. Hun kommer ikke engang og siger farvel.

Jeg begynder at græde. Jeg græder. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Hvad er det sket? Hvad kan være ændret siden i torsdags? Er hun syg? Er hendes børn? Hvorfor er hun ikke "bare" sygemeldt - hvorfor er hun opsagt? Det er de første tanker, som dukker op i mit hoved. Og så kommer savnet. Som I måske har kunnet fornemme, er jeg faktisk blevet rigtig glad for Barselsvikaren. Så sent som i sidste uge sagde jeg til Lederen, at Barselsvikaren meget gerne må få nogle vagter hos mig, selv når Tinke kommer tilbage. Og nåe ja. Nu vi snakker om Tinke. Tinke kommer heller ikke tilbage. Eller jo - Tinke kommer tilbage, men hun skal ikke være hos mig. Hun skal have andre opgaver.

Hvis du har fulgt mig længe, ved du, hvor ked af det, jeg var, da Tinke gik på barsel. Og hvordan jeg har talt ned til, at hun skulle komme tilbage. 331 dage har hun været væk i dag. Præcis. Måske har du også lagt mærke til hvordan jeg i perioder har klamret mig til Bareselvikaren for at holde fraværet ud. Af både Tinke og Manden. Det gør ondt. Det føles som om, at mit hjerte er blevet revet midt over. Det gør virkelig, virkelig ondt.

Dagene er så uvirkelige. Jeg tror ikke helt, at jeg endnu har forstået, at Barselsvikaren er væk. Sådan rigtigt. Jeg svinger imellem at have tusinde tanker - og at være helt tom og trist. Jeg har ikke grædt mere end den ene dag, men jeg er sikker på, at det kommer. Jeg kan mærke det indeni. Det er stilhed før stormen. Selv mine julestjerner i vinduet får det til at vride sig i min mave. Det var Barselsvikarens idé at hænge dem op.

Men hun kan jo ikke bare forsvinde, vel? Fra den ene dag til den anden? Det sidste, hun sagde til mig, var, at "vi ses på mandag". Hvordan kan det ændre sig så pludseligt? Manden, som trods alt stadig er her, siger, at jeg nok vil være ked af det i noget tid nu. At det her tager tid at bearbejde. Den første fase er uvirkeligheden. Så kommer sorgen, og senere kan jeg (forhåbentligt) begynde at se fremad. Men lige nu skal jeg bare have lov til at være ked af det, siger han. Og vred, hvis den følelse skulle dukke op. Lige nu føler jeg mig nu ikke vred. Kun trist. Og med tristheden følger en tung, tung følelse i kroppen. Det er svært at overskue at skulle rejse mig og spise min mad. Selv det at gå på toilettet er uoverskueligt - men jeg gør det. Begge dele.

Hun kaldte mig "Hunnybunch", Barselsvikaren. Og "Spunk" og "Snustobak". "Vi ses på mandag, Spunk", sagde hun. Og nu ses vi aldrig mere.

søndag den 3. december 2017

Krokodullens billedbog


I denne uge har jeg hæklet en hue - 


som jeg har prøvet på Bella - 


og Olivia.


Jeg har malet julekort - 


i mange forskellige udgaver.


Jeg har forsøgt at tage fine kattebilleder (se lige øverst i midten) - 


og så er jeg hoppet med på en decemberchallenge på instagram -


hvor emnet den anden december var "happy place". Og mit "happy place" - er jeg igen blevet opmrksom på - er, når jeg tegner. Jeg formår virkelig at slukke for tankerne, når jeg sidder og koncentrerer mig om mine portrætter - og det er altså ellers virkelig svært for mig at gøre. At slukke for tankerne. Jeg blev også opmærksom på, at mange faktisk denne dag nævnte forskellige personer, som gjorde dem glade at være i selskab med - men at det for mig kræver ro og alenetid for netop at finde overskuddet til at glæde mig med andre mennesker. 


Jeg har hæklet på en bamse - 


og jeg har tegnet flere karikatur-tegninger af mine bedsteforældre. Som en del af en julegave.


Jeg har haft prikkede bukser på -


og jeg har taget billeder af misserne. 


Så har jeg oprettet en instagram profil kun til mine dukker - og har derved skabt endnu et problem for mig selv. Hvordan i alverden skal jeg finde tid i min struktur til også at tjekke dén?
(@krokodolldiaries, hvis nogen skulle være interesserede)


Jeg har i forvejen skrottet min computertid flere dage for at lave endnu flere julekort (og for at undgå mine følelser - mere om det i morgen, forhåbentligt) - 


i både lyserød og blå. Og med masser af glimmer på :-)


Jeg har flettet mit hår - 


og Mulle har fundet en indgang til Narnia. Eller hvad hun nu har fundet bag mine bøger. 


Jeg har tegnet en tegning -


og så har jeg en enkelt dag haft løst hår, så man kan se, at jeg er blevet klippet. Jeg kan i hvert fald se det. 


Til sidst har jeg hæklet en minion, som jeg ellers er gået ret meget i stå med - 


og så har jeg hygget med Mulle.

<3



onsdag den 29. november 2017

Turn it off

Jeg har rigtig svært ved gyldne middelveje. Jeg har rigtig svært ved at finde en balance i tingene. Lige nu handler det meget om at åbne op og at lukke i. For mine følelser. Jeg har helt vildt svært ved at skulle åbne op på bestemte tidspunkter - og så lukke i på andre. Det var blandt andet derfor, at det aldrig fungerede for mig med "kun" en psykologsamtale om ugen. Jeg formåede ikke at åbne op, når jeg hele ugen havde kæmpet for at lukke i for at holde ud. Og lykkedes det så rent faktisk at åbne op til samtalerne - så formåede jeg aldrig at lukke i bagefter. Så var hele den næste uge ødelagt af voldsomme følelser.

I dag handler det ikke om uger imellem mine samtaler - det handler om timer. Og alligevel er det helt vildt svært for mig. Balancen. Enten lukker jeg helt i og får ikke snakket - ellers græder jeg hele dagen. Og jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, hvordan de kan forvente, at det kan lade sig gøre at slukke for følelserne uden for min støttetid. Et menneske er ikke en maskine. Følelser er ikke et maskineri. Der findes ingen tænd og sluk knap på et menneske, på samme måde som der gør på en maskine. Jeg kan i hvert fald ikke finde den. Og det fortæller jeg ham i dag.

"Dit problem er slet ikke, at du ikke kan tænde og slukke for dine følelser", siger han - men det forstår jeg ikke. Er det ikke det, de beder mig om at gøre? "Nej", siger han, for mennesket er ikke en maskine. Følelser kan ikke bare times til det rette tidspunkt. Men hvad mener de så? "Dit problem er", siger han, "at du ikke kan RUMME dine følelser. Det er naturligt at være ked af det, og det skal man ikke bare slukke for. Men dit problem er, at du ikke kan rumme det".

Og han har jo fuldstændigt ret! Jeg bliver så lettet over, at vi faktisk er enige. Vi får langsomt redt alle vores misforståelser ud efterhånden. Det er virkelig rart. Men nej - følelser kan ikke føles på klokkeslæt - de er der, når de er der. Jeg skal ikke lede efter en knap, hvor jeg kan tænde og slukke for dem - for den findes ikke, den knap. Nej det, jeg skal, er, at lære at kunne rumme mine følelser, når de er der, indtil jeg kan få snakket om dem - men det er så en helt anden snak, som vi fortsætter med en anden dag.

Igen - det er virkelig en lettelse at få snakket om de her ting. Noget af det, som har frustreret mig rigtig meget ved de nye rammer, er jo blandt andet, at jeg har følt, at personalet har forventet af mig, at jeg har skullet kunne stoppe mine følelser på klokkeslæt. Lade være med at føle, som jeg har gjort og bare lukke det hele inde i mig selv, indtil de kunne komme på besøg igen om aftenen. Men det er faktisk slet ikke det, som han mener, at jeg skal gøre. Jeg skal ikke bare "ignorere" mine følelser. Jeg skal stadig føle dem. Vi skal bare have fundet en måde, hvor jeg kan holde ud at være i dem, indtil jeg har mulighed for at få snakket om dem igen. Og det bliver enden på vores snak i dag. Vi har sat os et mål - ja, du hørte rigtigt. Et mål. Mig, som ellers er allergisk for alt, hvad der hedder mål, krav og forventninger. Vi har sat os et mål. Og det føles okay i dag, for vi går samme vej.

tirsdag den 28. november 2017

Om sygdom, angst og autisme

Jeg er halvsløj i dag. Jeg har ondt i alle mine muskler, propper i ørerne og snot i hovedet - og det gør mig bange. Det er ikke, fordi jeg er ramt af sygdomsangst - jeg er ikke bange for, at jeg dør, eller bliver alvorligt syg. Nej, det, som sådan noget sygdom trigger i mig, er angsten for angsten. Angsten for ikke at kunne holde tilstanden ud. Ikke at kunne være i mig selv.

Normalt sidder jeg og hækler om formiddagen - men i dag er jeg i fuld gang med at planlægge alt muligt ude af huset. Fordi jeg er bange for ikke at kunne holde ud at hækle, som jeg plejer, når jeg ikke har det i kroppen, som jeg plejer. Det er forandringen. Det er den lille forandring i min tilstand, som vælter hele min verden - fordi hvis noget er anderledes, må alt jo være anderledes, ikke?

Det der med "bare" at slappe af, når man er dårlig - det fungerer ikke rigtigt for mig. Fordi det gør mig angst. Ikke, fordi jeg har dårlig samvittighed over ikke at lave noget - men fordi jeg igen er bange for ikke at kunne holde dagen ud, hvis ikke jeg gør, som jeg plejer. Derfor er det, som fungerer bedst for mig, hvis jeg stadig kan følge mine rutiner. Men igen er det svært. For hvordan skal jeg gøre, som jeg plejer, når jeg ikke har det, som jeg plejer? Hvordan gør man ?

Rent praktisk kan jeg jo godt se det. Hvis jeg skal sidde og hækle, skal jeg sætte mig i sofaen, som jeg plejer. Tage mit tæppe på og trække det op til brystet - præcis, som jeg plejer. Men igen er der den lille forskel, som ligger indeni mig. Jeg har det dårligt. Jeg har det mærkeligt. Det føles ikke, som det plejer, så pludselig ved jeg slet ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke finde ud af det.

Det er faktisk ret typisk autisme at have det sådan. Et af symptomerne er, at man fokuserer på detaljerne i stedet for på helheden. For dig ændrer det måske ikke helheden, om du sidder med det blå eller det lyserøde tæppe. Eller om du hækler på en pude eller en abe. Eller om du er dårlig eller ej. Det gør det for mig. Jeg bliver stresset, hvis jeg skal sidde med et andet tæppe på, end det tæppe, som jeg plejer at have på, når jeg hækler. Fordi hvad nu, hvis jeg så ikke kan holde ud at hækle? Det er igen angsten for angsten. Det er forandringen. Hvis ikke alting er, som det plejer at være, hvordan skal jeg så kunne gøre, som jeg plejer at  gøre? Det lyder måske dumt, men jeg kan blive totalt handlingslammet. Jeg kan sidde med den samme hæklenål og det samme garn - men slet ikke kunne komme igang, fordi tæppet er anderledes. Eller netop, fordi jeg er syg. Halvsyg.

Jeg hækler forskellige ting. Jeg hækler tæpper og bamser og huer og kjoler - og det vil jeg gerne blive ved med. Det bliver jeg ved med. Men helt ærligt ikke? Så kan jeg godt mærke det, hver gang jeg skal skifte til noget nyt. Angsten. Angsten for angsten.

Men tilbage til i dag. I dag er jeg halvsløj, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme igennem dagen. Hvordan jeg skal holde den ud. Jeg forsøger at lokke Manden med ud på en køretur, men det vil han ikke i dag. Så går jeg i flere butikker end normalt, da jeg handler ind, for at forsøge at glemme min tilstand. Jeg køber sodavand, så jeg kan drikke dét, hvis jeg bliver urolig, og jeg overvejer at ryge en ekstra nødcigaret. Alt for at fjerne fokus fra, at jeg har det skidt i min krop. Fordi bare visheden gør mig angst.

Vi snakker om det, Manden og jeg, og selvom vi har en plan for hver eneste formiddag, så gennemgår vi den for i dag forfra. Jeg har brug for det. Jeg har brug for at blive mindet om, hvordan jeg kommer igennem. Fordi jeg har glemt det. Fordi jeg ikke ved det. Fordi noget er anderledes, end det plejer at være. Jeg har brug for at vide, hvad jeg skal gøre - helt konkret. At jeg skal sætte mig ned og tage mit tæppe over mig - det blå - og trække det helt op over brystet, som jeg plejer at gøre det. Jeg har brug for at vide, at jeg skal finde min hæklenål i den grønne æske, og at jeg skal tage det hvide garn i hånden og begynde at hækle. Ligesom jeg gør, hver evig eneste dag. Tænk, at jeg kan glemme det. Er det ikke utroligt?

mandag den 27. november 2017

Alene

"Jeg går lige ud og kigger om der er noget personale", siger han og rejser sig, "er det okay, at jeg bare går ind bagefter?" Ja, siger jeg og nikker, selvom han allerede er på vej mod døren. "Jeg skal lige sikre mig, at hun ikke er alene". 

Min kvindelige nabo græder meget højlydt. Hun råber - det gør hun nogle gange, når hun bliver rigtig ked af det. Udover sin autisme har hun en retardering, og jeg ved, at hun har brug for hjælp. Jeg er glad for, at hun får hjælpen. Og jeg er glad for, at se, at Manden ikke er helt følelsesløs, når det kommer til andres følelser. Jeg er glad for at se, at han ikke er ligeglad med, at min nabo græder.

Og alligevel, ikke? Alligevel gør det så ondt, helt inde i mit hjerte. Fordi jeg ved, at han ikke længere vil gøre det samme for mig.

Er det, fordi det ikke længere rører ham, når jeg græder? Altså - er det synd for hende, men ikke for mig? Er det, fordi han er ligeglad med mig? Eller hvad handler det om?
Jeg sætter ord på min smerte og min frygt, selvom der kun er fem minutter til, at han skal gå. "Hvis det var dig", siger han, "så ville jeg gøre helt, som vi har aftalt og snakke med dig om det i din støttetid om aftenen". Men det har vi ikke aftalt. Det har de dikteret.

Det gør virkelig ondt. Jeg får tårer i øjnene, men jeg kæmper for at holde dem inde, fordi jeg ved, at han skal gå lige om lidt. Men av. Følelsen af at være ligegyldig. Selv, når jeg har det skidt. "Jeg skal lige sikre mig, at hun ikke er alene". Hvorfor skal jeg så være alene, når jeg er ked af det? Jeg forstår det virkelig, virkelig ikke. Og det gør det måske endnu mere svært - for så er det, at jeg laver alle mulige forskellige tolkninger i mit hoved. Og de er ikke ligefrem opløftende.

"Det handler om hende og ikke om dig", siger han - men det forstår jeg ikke. Hvad betyder det? Hvad mener han? Det er jo mine følelser, jeg snakker om, så hvordan kan det ikke handle om mig? Det er faktisk ikke for at spille dum eller ikke respektere hans tavshedspligt. Selvfølgelig skal han ikke fortælle om min nabo. Han har bare sagt den sætning før, og jeg forstår simpelthen ikke, hvad det betyder. "Det handler ikke om dig". Men hvad handler det så om? Det er der, jeg går i stå. Jeg forstår ikke, hvad det ellers kan handle om. Jeg tænker, det handler om, at de tænker, at hun har mere brug for det end mig. For støtten. Altså, at jeg så har mindre brug for støtten. Han siger, at jeg ikke kan sammenligne - men er det ikke netop det, de gør, når de prioriterer hende frem for mig?

Jeg ved godt, at jeg lyder uretfærdig. Men det er faktisk ikke, fordi jeg er sur eller vil diskutere - det er, fordi jeg gerne vil forstå. Jeg vil gerne forstå, så jeg ikke behøver at blive så ked af det og føle mig så ligegyldig og efterladt og alene. Måske kan de fortælle mig, hvad det kan handle om, hvis det ikke handler om mig? Måske kan de remse nogle ting op, som det kunne handle om? Fordi jeg har ingen idéer, som giver mening for mig. Med mindre det selvfølgelig handler om, at kommunen betaler flere penge for min nabo end for mig. Er det "bare" det, det handler om? Jeg ved det ikke. Jeg har ingen chance for at vide det. Og i virkeligheden kan der jo være en god forklaring. Der er sikkert en god forklaring. Måske er der ikke bare tale om forskelsbehandling. 

Men hvis det handler om dét. Hvis det handler om, at kommunen har bevilliget noget andet til min nabo end til mig - så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det så også er en mulighed, at jeg kan få det. Få min livline tilbage. Fordi vi bor her under samme paragraf, min nabo og jeg - det ved jeg. Og hvis hendes sagsbehandler har fundet et smuthul i paragraffen, kan min måske også?

Jeg lyder totalt jaloux. Og det kan man måske også godt kalde det. Jeg er jaloux. Det er jeg. Fordi hun får noget, som jeg har brug for. Som jeg har haft - men som jeg har mistet. Det gør mig virkelig, virkelig ked af det. Og igen er det ikke, fordi jeg ikke under hende det. Det gør jeg faktisk. Samtidigt med min kedafdethed, så mærker jeg også en eller anden lettelse på hendes vegne over, at der er nogen, når hun er så meget ude af den. Fordi jeg selv ved, hvordan det er at være alene i det.

Jeg er alene i det nu. Og det gør pokkers ondt.

Krokodullens billedbog


I denne uge har jeg fundet de små glæder ved at være kreativ på forskellige måder - 


og så har jeg taget smilende godmorgen-selfies til instagram.


Jeg har spist årets første portion risengrød - 


og så har jeg forsøgt at tegne mine bedsteforældre som tegneseriefigurer.


Jeg har hæklet lyskugler (se senere billede)


og så har jeg købt tøj og bamse til min dukke i en genbrugsbutik.


Jeg har klædt mig pænt på til et venindebesøg - 


jeg har spillet matador - 


og så har jeg pyntet op til jul! I midten er et billede af de lyskugler, som jeg har hælet i ugens løb :-)


Jeg har også lavet nogle lidt mere simple lyskugler, 


som bare kræver lim, vand, balloner og snor - 


og et tørrestativ at hænge til tørre på.


Jeg har taget billede med dukke-Bella i sin nye dragt - 


og jeg har næsten ikke kunnet tjekke instagram om formiddagen for Lillefisen - 


- som også har hængt på mig en aften, hvor jeg ellers forsøgte at lave julekort og flette stjerner.


Jeg har spillet tegn og gæt til Lillebrors ti års fødselsdag - 


hvor jeg havde glattet hår og taget min gule trøje på. Selvfølgelig med en cardigan ud over :-) Og nåeja - så er jeg blevet klippet! Men det kan ikke ses så godt her, fordi mit hår er glattet. 



Til sidst har jeg været på julemarked med min mor og hendes mand - 


og jeg har spist både pommes fritter og popcorn - på en og samme dag! :-)

<3