søndag den 21. maj 2017

Hvorfor skærer jeg mig (ikke)?

Hvorfor skærer jeg mig? Det er måske et mærkeligt emne at tage op i dag - eftersom det i dag er præcis to uger siden, at jeg sidst skar mig. Det føles godt - men trangen er der stadig. Specielt om aftenen og om eftermiddagen bliver det svært. Da får jeg lyst til at smide det hele på gulvet og give efter for den gode følelse, jeg får, når jeg skærer mig. Om aftenen virker alt det, som jeg om dagen holdt fast i, ligegyldigt. Men jeg prøver. Jeg prøver virkelig. Og jeg kæmper virkelig.

Jeg skærer mig for at komme af med den stress, som jeg føler indeni. Det kan f.eks. være, hvis jeg har besøgt min familie, og jeg er blevet overfyldt af indtryk. Da giver selvskaden en lettelse indeni, som jeg har skrevet om før. Det er igen ikke, fordi der ikke er andre ting, som kan give mig den lettelse - men ved selvskade er lettelsen øjeblikkelig. Og det er det, jeg søger, når jeg skærer mig.

Det kan også handle om, at jeg ikke vil have brug for mennesker og relationer. Det kan handle om, at jeg er så bange for at miste, at jeg helst vil undgå at have behov for nogen. Jeg forsøger at slette behovet, fordi det på den måde ikke gør så ondt, hvis jeg så rent faktisk mister. Jeg har bare svært ved at slette det behov - for jeg har brug for nogen, når mine følelser koger over. Jeg har brug for hjælp til at regulere mine følelser - så hvis jeg skal undgå at have brug for mennesker i sådan en situation - så er jeg "nødt" til at skære mig. Ved at skære mig, får jeg reguleret mine følelser selv. Hvis jeg skærer mig, har jeg ikke brug for hjælp. Krokodulle-logik.

Og det leder mig lidt videre til næste punkt. Jeg skærer mig også for at flygte fra mine følelser og for at komme væk fra ubehag - og væk fra trangen til at skære mig. Det er de følelser, som jeg ikke magter at håndtere selv, og nogle gange bliver de så store, at jeg "vælger" at skære dem væk. Når jeg skærer mig, mærker jeg som sagt en lettelse indeni. Der er ro inden i - for en stund.

Hvis jeg ikke føler mig hørt eller forstået, kan jeg også få trang til at skære i mig selv. Kort sagt, hvad råber så højere end et åbent sår, sult eller piller? Hvad råber højere, at "jeg har det dårligt"?

Den sidste grund, som Manden og jeg har skrevet ned, er, hvis jeg ikke orker mere. Hvis jeg ikke længere orker at kæmpe. Når jeg skærer mig, skal jeg syes eller klipses sammen. Der opstår et helt konkret problem, som lægerne kan løse. Det er ikke længere mig, som har ansvaret for, at jeg bliver hel igen. Og det er meget lettere at blive hel fysisk end psykisk.


Okay - og hvorfor skærer jeg mig så ikke lige nu? Det gør jeg ikke, fordi det er et værre besvær med at tørre blod op og forbinde mit sår. Det er uoverskueligt at skulle på skadestuen, og det er svært at fortælle, at jeg - igen - er faldet i. Jeg kommer til at skamme mig over mig selv. Jeg kan ikke overskue at blive bedøvet og at snakke med læger. Jeg kan ikke overskue ventetiden på skadestuen, og jeg kommer helt ud af mine rutiner derhjemme. Det er irriterende at have clips og sting i arme og ben, fordi jeg skal skjule det for min familie. Der kan desuden gå betændelse i, og det betyder pencilinkur. Jeg hader pencilin.

Det var så lige praktiske-krokodulle. I virkeligheden vil jeg gerne lade være med at skære mig, fordi jeg gerne vil snakke om tingene i stedet. Jeg vil gerne sætte ord på - jeg elsker ord, og jeg føler mig mindre alene, når jeg bruger dem. Det giver mig noget at dele mine følelser i stedet for at skære og ikke have brug for nogen overhovedet. Jeg bliver lettere indeni, når jeg får grædt ud sammen med nogen, og det afstresser og samler mig, når jeg får et knus.

Når jeg er opkørt, kan jeg ikke se, hvorfor jeg skal lade være med at skære mig - men når jeg først er faldet ned igen, er jeg (for det meste) glad for, at jeg lod være. Jeg behøver ikke at skamme mig på samme måde, når jeg ikke skærer mig, og jeg skal ikke lyve overfor mor. Jeg kan gå i korte ærmer, når jeg har lyst, og det giver mig en god følelse, når jeg stolt kan fortælle, at det er måneder siden, at jeg har skåret mig. Desuden er jeg så heldig at have folk omkring mig, som rent faktisk forstår mig - og det betyder, at jeg kan føle mig set og hørt uden at skære mig. Jeg kan modtage omsorg - uden at det er, fordi jeg er kommet til skade. Det føles rart på en helt anden måde end bekymringen gør. Med bekymringen for f.eks. min selvskade, følger igen skam og selvhad, fordi jeg i bund og grund selv har påført folk den bekymring. Og derfor bliver det også svært at tage rigtigt imod den. Bekymringen. Omsorgen.

Jeg kommer stadig ud af mine rutiner, selvom jeg vælger ikke at skære mig - for hvis jeg ikke skærer mig, har jeg brug for at snakke om tingene i stedet. Men jeg kommer hurtigere tilbage i mine rutiner bagefter, fordi jeg ikke skal bruge seks timer på skadestuen. Jeg kan blive hjemme i mine trygge omgivelser og mine egne rutiner.

I bund og grund er det også en mere konstruktiv måde at tackle mine følelser på - at snakke om dem i stedet for at skære dem væk. Det er en mere almindelig måde at gøre det på. Men det er svært. Det er virkelig svært, for ordene er i perioder meget svære at finde. Tænk på, at jeg faktisk efterhånden har skåret mig i tretten år! Er det ikke vildt at tænke på? Selvfølgelig er det svært at lægge på hylden fra den ene dag til den anden. Selvfølgelig er det svært at finde ord, som man aldrig før har brugt. Men jeg har lært meget de sidste par år. Og jeg bliver stadig bedre til at snakke om tingene.

Krokodullens billedbog


I denne uge kan jeg endelig fremvise den sang-æske, som jeg har lavet til min bedste venindes datter (med hæklede dyr og en håndskrevet sangbog, som passer til dyrene) - 


og vi ventede herhjemme i spænding, da den blev åbnet til dåben. Jeg fornemmer, at den bragte glæde :-)

Jeg har besøgt en person på psykiatrisk afdeling - 


og så har misserne fundet et nyt yndlingstæppe. 


Jeg har øvet mig i at tegne anderledes ansigtsudtryk - 


og så er jeg blevet færdig med den nusseklud, som jeg viste begyndelsen på i sidste uge.

Jeg har gemt kloge citater - 


fordi det kun lige knap er gået at have lange ærmer på i den her uge. 


Én dag har jeg været ude sammen med kattene - 


ellers har jeg gemt mig inde på sofaen. Jeg har været Så træt efter den sidste tid. Barselsvikaren har godt nok sagt det til mig flere gange - at min krop må være totalt smadret efter uger med selvskade og piller - men jeg tænkte ikke videre over det. Det har jeg jo prøvet før. Men jo - nu, hvor jeg har givet mig selv "lov" til at slappe af, har jeg sovet næsten to timer hver eftermiddag - PLUS min nattesøvn. Og så, bare lige for at nævne det, er jeg to ugers skære-fri i dag. Og over en uge uden piller :-) 


Jeg har haft nogle lange morgener i sengen med Mulle - 


inden jeg er stået op og er gået i bad. 


Jeg er kommet i tanke om gamle yndlingstegnefilm - 


og så har jeg tegnet en farlig tiger. 


Jeg er kommet bagud med mit nye tæppeprojekt - 


men er til gengæld begyndt på en ny tegning. Igen med et anderledes ansigtsudtryk. 


Til sidst har Lillemusen tigget mig om at komme ud af sengen - 


og jeg har - ej at forglemme - gjort ordentligt rent! For første gang i tre uger. Ups.

<3





fredag den 19. maj 2017

Om afkald, historie og omsorg

Jo mere, jeg får snakket om personen, som er blevet indlagt - jo mere går det op for mig, at historien gentager sig. Måske er det derfor, at det påvirker mig så meget - det er ikke en ny historie. Det er min historie.

Lige som personen var jeg tolvtals-pigen, som kunne blive, hvad hun ville. Jeg var en, som aldrig skændtes med folk, og jeg var vellidt. Jeg græd aldrig, men var altid klar til at hjælpe andre, som gjorde. Og så, lige pludselig, brød jeg sammen. Okay, måske var det ikke så pludseligt. Ved nærmere eftertanke havde det nok været under opsejling længe. Men jeg opretholdt billedet af mig selv ved at være, hvad folk så mig som. Jeg levede i mange år efter, at "jeg er kun, hvad du ønsker, jeg skal være".  Men jeg brød sammen. Ligesom personen har gjort det nu.

Personen, som er blevet indlagt, holdt den bare kørende længere tid end mig. Jeg kan huske, da jeg allerede  som syttenårig sad og kiggede mig selv i spejlet med tårerne trillende ned ad kinderne og spurgte mig selv, hvordan det var kommet så vidt. Jeg kan huske, at jeg var bange for den pige, jeg så i spejlet - og jeg spurgte mig selv, hvem hun var. Jeg kan huske smerten så tydeligt - og alenefølelsen, fordi jeg ikke kunne sige noget til nogen. Jeg vidste jo ikke, hvad der foregik indeni mig. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg var så dødulykkelig og ønskede at dø. Mit held dengang var måske bare, at jeg boede hjemme. Og hvor mærkeligt, det end lyder - at jeg stoppede med at spise. Det gjorde, at jeg blev opdaget forholdsvist hurtigt og fik hjælp. At jeg så først senere fik den rigtige diagnose, er en anden historie. Min pointe er bare, at personen har siddet helt, helt alene. Og det gør mig så ondt at tænke på. Det er egentlig ikke, fordi jeg går og "dyrker" tankerne. De dukker bare op som jag i maven i tide og utide. Billedet af personen siddende helt alene. Og så får jeg lyst til at græde på stedet.

Det gør ondt, at personen nu skal igennem noget af det samme som jeg. Og hvordan vil vennerne tage det? Vil de stadig være der? Stadig holde ved? Jeg ved selv, at nogle falder fra. Jeg håber ikke, at vennerne dømmer personen på en indlæggelse på psykiatrisk. Folk burde også være ældre nu. Klogere. Jeg var, som sagt, kun sytten år. Mange mister venner som syttenårig.

Jeg tror, at jeg skrev lidt om det igår også - men noget af det, som også påvirker mig i den her situation, er, hvordan alle folk er på pletten for personen, som er blevet indlagt. Det er slet ikke, fordi jeg ikke under personen det. Slet, slet ikke. Jeg har selv valgt, at jeg ikke fortæller folk, når jeg er indlagt. Det er bare.. Det gør helt vildt ondt at se, hvad det egentlig er, jeg har givet afkald på for at beskytte alle andre. Det gør virkelig, virkelig ondt. Jeg tror faktisk, at folk ville være der for mig også, hvis jeg åbnede op og fortalte - og dog. Jeg åbnede faktisk op for nogle stykker dengang som syttenårig - og de forsøgte virkelig at være der. Men det blev for hårdt for dem, og så forsvandt de. Igen ved jeg godt, at vi kun var sytten år. Der er ingen syttenårige, som kan have ansvaret for en, som har det så dårligt, som jeg havde det. Jeg forstår godt, hvad det var, der skete - men alligevel har det sat sig i mig som en eller anden frygt. Jeg er bange for, at hvis jeg fortæller hver gang, jeg har været indlagt - så vil folk ikke blive ved med at være der. Fordi det bliver for hårdt - og fordi det så ligesom bliver "normalen" på en eller anden måde.

Okay, det er svært at forklare. Altså. Personen har aldrig været inde i det psykiatriske system før, så det kom som en overraskelse for de fleste, da det kom ud, at personen er der nu. Det er kæmpe stort, at personen er indlagt, og derfor møder folk trofast op. Jeg har været i systemet i ti år, så det er ikke længere så stort for f.eks. min familie, når jeg bliver indlagt. Sådan føler jeg det. Jeg er sikker på, at min mor ville sige noget andet, hvis man spurgte hende. Men jeg kan f.eks. huske, da jeg skulle indlægges for jeg ved ikke hvilken gang for anoreksi. Jeg havde på forhånd fået at vide, at jeg skulle regne med en halvårig indlæggelse. Da bad mor mig tage bussen til afdelingen med min kuffert og min dyne og min bamse - alene. Dét gjorde ondt. Det gjorde virkelig, virkelig ondt. Fordi selvom det måske er blevet "normalen" - så er det stadig en stor ting for mig. Jeg kommer ud af mine rutiner, og det er en kæmpe beslutning at blive indlagt. Jeg kan selvfølgelig også godt se den anden side af det. Hvis det at blive indlagt er noget, som jeg bliver (eller blev) i tide og utide - så kan (kunne) mor og far ikke blive ved med at tage fri fra arbejde. Det handler også om noget helt praktisk. Men ja. Jeg kan i hvert fald mærke, at det rammer mig, nu personen er blevet indlagt. Personen skal have alt den omsorg og opmærksomhed, som personen har brug for - virkelig. Det mener jeg oprigtigt af hele mit hjerte. Og det glæder mig, at der er nogen, som tager med til pårørendesamtaler. Men det gør også ondt for mig at se, hvad jeg har givet afkald på. At se, hvordan det måske kunne have været. Også for mig. Hvis bare jeg havde været lidt mere åben.

Misforstå mig ikke - min mor tog trofast med mig til samtaler, dengang jeg boede hjemme - og hun har kørt mig frem og tilbage virkelig, virkelig mange gange. Det er ikke, fordi hun ikke har været der for mig. Det er bare her de seneste år. Da har jeg lukket i omkring mine indlæggelser, fordi jeg har fornemmet, at det ikke længere har kunnet rummes. Det er mig, som har lukket i. Det er "min egen skyld", hvis man kan sige det sådan. Men derfor kan det stadig godt gøre ondt.

torsdag den 18. maj 2017

Upside down

Igår fik jeg at vide, at en person tæt på mig er indlagt på psykiatrisk afdeling - og faktisk har været det i ti dage. Jeg skriver ikke, hvem det er, fordi det føles for grænseoverskridende - men jeg har brug for at skrive lidt om det hele alligevel.

Jeg rystede, da jeg lagde telefonen ned. Jeg var totalt i chok. Personen er højtuddannet og klog og sød og virker som typen, der bare tager tingene, som de kommer. Som en person, der hviler i sig selv. Nu er personen indlagt på psykiatrisk afdeling pga voldsomme selvmordstanker.

En anden og jeg hopper på en taxa med det samme mod sygehuset. Vi kommer derud, og hun sætter sig på sengen - jeg på gulvet. Personen fortæller, at selvmordstankerne rent faktisk har været der længe. Som i over et halvt år. Personen fortæller også om at have haft det skidt i to-fem år - uden at nogen som helst har anet det. "Det er bare som om, at der er noget galt oppe i mit hoved", siger personen. Jeg er totalt i chok. Jeg har heller ikke opdaget noget - overhovedet.

Manden siger, at det ikke er så mærkeligt - at jeg også selv kan skjule, hvordan jeg har det. "Hvis man møder dig, tænker man heller ikke, at du går og har selvmordstanker og har det rigtig skidt", siger han - og det kan han have ret i. Men folk ved alligevel, at jeg har det skidt. Jeg har ikke kunnet gennemføre en uddannelse, og jeg har været en del af systemet i ti år nu. Denne person har aldrig nogensinde været i kontakt med det psykiatriske system. Og har aldrig aflyst ting eller grædt overfor familien, som jeg har. Det er virkelig, virkelig underligt. Det forstyrrer hele mit verdensbillede. Det forstyrrer det billede, som jeg har af personen, og som jeg har haft i over tyve år.

Og så sidder jeg tilbage, hjemme igen, og er totalt fyldt op. Og ved du hvad? Jeg føler slet ikke, at jeg har ret til at have det sådan mere. Nu er det personen, det handler om. Nu er det ikke mig, det handler om. Jeg føler, at jeg bør træde til side og give plads. Jeg ved godt, at min smerte ikke forsvinder, bare fordi en anden også har ondt - men det er lidt sådan, at jeg føler det. Sådan, at jeg føler, at det burde være.

En anden ting er, at alle omkring os roser personen for at have bedt om hjælp - inden et evt selvmordsforsøg. Så meget kan jeg ikke prale af, når man tænker på sidste uge. Jo, jeg er blevet meget bedre til at bede om hjælp - men det går også galt. Det gør det. Og nu føler jeg mig helt forkert og tænker, at jeg da nu i hvert fald slet ikke kan åbne mig op og være ærlig overfor de folk, som har sagt, at de rigtig gerne vil vide, når der sker sådan nogle ting.

Og så er der den indlæggelse, som vi har snakket om i forhold til mig selv. Allerede i sidste uge snakkede vi om, om jeg skulle tage en overnatning på psykiatrisk for at få brudt mit selvskademønster. Nu er der gået syv dage, uden at jeg har skåret mig eller taget piller - men jeg tænker stadig på indlæggelsen. Måske har jeg stadig brug for pausen - for trangen er stadig ret voldsom. Men det er bare svært at gøre det nu. At sige til. Fordi jeg er bange for, at folk vil tænke, at det er påfaldende, at jeg bliver indlagt lige bagefter personen. Som om at jeg gør det for opmærksomhed. Det gør jeg ikke. Som sagt snakkede vi allerede om det i sidste uge, før jeg vidste noget om personen. Men ja. Jeg synes virkelig, at det er svært.

Nu er det så i dag, dagen efter, og jeg har stadig ikke fundet ro. Som sagt er hele mit verdensbillede forstyrret - min verden er på en måde vendt på hovedet. Det plejer at være mig, som er psykiatrisk patient. Selvfølgelig er det ikke en rolle, som jeg på den måde er stolt af - men jeg skammer mig heller ikke over det mere. Jeg mener bare, at de andre i min omgangskreds har andre roller i mit hoved. Og nu er posen pludselig blevet rystet, og alting er vendt rundt. Nu er jeg pludselig pårørende, og det ved jeg ikke, hvordan man er.

Jeg er virkelig, virkelig urolig i dag. Jeg har ikke rigtigt kunnet lave noget indtil nu, hvor jeg sidder og skriver blog, fordi tankerne kører rundt i mit hoved. Jeg tænker på personen og på hele situationen - og jeg overvejer virkelig meget, om jeg selv skal tage den overnatning på psyk. Jeg kan ikke komme igang med at lave noget, fordi jeg hele tiden har det ene ben ude af døren. Og jeg kan virkelig ikke beslutte mig.

Det er måske også lidt det med, at det nu rent faktisk er syv dage siden, at jeg har taget piller - og elleve dage siden, at jeg har skåret mig. Jeg tænker, at det beviser, at jeg kan klare det hjemme - så bør jeg ikke bare gøre dét så? Og jeg får jo støtte - her er jo personale hele døgnet. Jeg burde ikke have brug for en indlæggelse. Ikke lige nu. Jeg havde måske brug for det i sidste uge, da jeg tog piller to dage i træk - men jeg føler lidt, at det er for sent nu. Jeg kan jo godt selv, ikke?

Jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle tage afsted. Måske er det bare, fordi jeg nu har fået tanken plantet i mit hoved, og så er den svær at slippe, før jeg har handlet på den. Før jeg har været indlagt. Jeg ved ikke, om jeg reelt har brug for det lige nu. Jeg ved ikke, om også dét ville være en flugt fra mine følelser. Du ved - at flygte rent fysisk. For jeg har lyst til at flygte. Jeg kan slet ikke være i mig selv i dag, så jeg har lyst til at skære mig. Og jeg har lyst til at tage piller. Både for at sove - og også på en måde, fordi så er det ikke længere mit valg, om jeg skal indlægges. Og så skal jeg ikke retfærdiggøre overfor mig selv, hvorfor jeg har brug for det - det har jeg, hvis jeg har taget piller. Det er ikke til diskussion. Forstår du, hvad jeg mener?

Det er Lederen, som er hos mig i dag. Hun kom en halv time inden aftensmad for at hjælpe mig med ikke at falde i selvskaden. Se - igen er de her jo, personalet, og de har måske endda bedre tid til mig, end de ville have på en psykiatrisk afdeling. Og de kender mig bedre - og jeg kender dem bedre. Jeg har allermest ro, når tingene fungerer herhjemme. Når jeg får snakket og tegnet og sovet og hæklet. Og skrevet. Hvorfor overvejer jeg så stadig den indlæggelse? For pokker, der er uro i mit hoved.

tirsdag den 16. maj 2017

Intentioner

Jeg er virkelig dårlig til at afkode andre folks intentioner. Det har været værre - men det kniber stadig.

Engang var "Ha' det godt!" en formaning - og "vi ses" et løfte. I dag ved jeg, at det er ting, som man siger, når man skilles - og med en god intention derom. Engang tog jeg alt ironi personligt, og jeg blev meget forvirret, når folk lavede sjov. Det kan jeg stadigvæk blive, og jeg bliver ofte nødt til at spørge, om det var ment i sjov - men i dag spørger jeg trods alt. I gamle dage turde jeg ikke at spørge, for jeg vidste ikke, at der var noget, der hed ironi. Jeg vidste ikke, at det kunne være ment i sjov. Jeg tager alting meget bogstaveligt.

Det har også været svært for mig, når folk er kommet med løsningsforslag, når jeg har det skidt. Okay, okay - det er stadig virkelig svært for mig. Men jeg tror igen, at det handler om, at jeg simpelthen ikke har forstået intentionen med det tidligere. I dag ved jeg, at folk kommer med forslag, fordi de gerne vil hjælpe mig. Engang troede jeg, at de bare gjorde det, fordi de gerne ville af med mig - slippe for at snakke med mig. Jeg forstod ikke, at der lå en god intention bag - og så blev jeg vred og ked af det. I dag kan jeg stille og roligt fortælle, at det presser mig, hvis folk bliver for løsningsorienterede - og så kan vi snakke om det.

I dag siger Manden noget, som jeg ikke forstår. "Det tidsrum fungerer ikke for dig", siger han - og med det samme går min hjerne igang med at tænke. Hvad mener han? Hvordan fungerer det ikke? Og vigtigst af alt - hvorfor siger han det?

Jeg bliver bange for, at han mener, at jeg gør noget forkert. At jeg skal lave noget om. Jeg bliver bange for, at han vil lave om i min struktur, eller at det, vi gør, ikke er godt nok. Jeg bliver bange for, at alting er forandret - og det snakker vi meget frem og tilbage om. Alligevel går jeg rundt med bekymrede tanker resten af eftermiddagen, og jeg har faktisk også tanker om selvskade. Det er først sidst på eftermiddagen, da han fortæller mig i telefonen, at han sagde, som han gjorde, fordi han er bekymret for mig, at min angst begynder at lette. Så det var derfor han sagde det. Det var dét, der var hans intention. Han havde faktisk gode intentioner med at sige det - det var ikke ment som en bebrejdelse. Den tanke havde end ikke strejfet mig. "Tak, fordi du fortæller mig det", siger jeg.

For mig handler min manglende fornemmelse af intentioner højst sandsynligt om min autisme - men for andre kan det handle om helt andre ting. Det kan være, at ens forældre har handlet stik modsat af, hvad de har givet udtryk for - eller at forældrene har drukket. Man kan være blevet svigtet alt for mange gange, eller you name it. For mig gør min autisme, at jeg tænker meget konkret, og at jeg derfor hører, hvad der bliver sagt - men jeg hører ikke det usagte. Det, der ligger bag ordene. Nu har jeg så lært mig selv, at der oftest ligger noget bag ordene - og så er jeg begyndt at lede efter det, som folk ikke siger. Det er både godt og skidt - for jeg har det med tit at konkludere noget forkert - f.eks. at folk bebrejder mig eller tænker dårligt om mig. Derfor opstår der rigtigt tit misforståelser mellem mig og andre mennesker. Men så er det godt, at jeg er blevet god til at spørge ind til det. For det synes jeg faktisk, at jeg er.

mandag den 15. maj 2017

"There is a crack..."

"Er det for at vise os, at du har det dårligt?" spørger hun - men det tror jeg faktisk ikke, at det er. Det er ikke derfor, at jeg har skåret mig så meget og har taget piller to dage i træk. Jeg forstår godt, hvorfor hun spørger. For det første har jeg autisme og tænker derfor meget konkret - hvis jeg tager piller, betyder det, at jeg har det dårligt. For det andet har jeg gjort det før - brugt forskellige former for selvskade for at udtrykke de ting, som jeg ikke kunne udtrykke med ord. Men jeg har jo ordene nu. Jeg har ordene, og vi snakker om, hvordan jeg har det. Jeg fortæller (for det meste), når jeg har det dårligt. Så er det for at tale, at jeg tager piller? Det føles ikke sådan denne gang. Det gør det faktisk ikke.

Jeg havde en rigtig god snak med Barselsvikaren den anden aften - netop om, hvorfor jeg skøjter sådan rundt. Det gav rigtig god mening, og jeg tænkte, at jeg skulle huske det, så jeg kunne skrive det ned. Det er vigtigt for mig, at tingene giver mening - men nu har jeg glemt det. Siden de to overdoser har min hukommelse virkelig ikke været ret god. Jeg tror, at det er, fordi jeg er så træt. Jeg er træt, og jeg er mere svimmel, end jeg plejer at være. Og jeg husker ikke så godt. Har jeg allerede sagt dét?

I morges kunne jeg simpelthen ikke komme i tanke om, hvem som var hos mig igår. Jeg gennemgik rækken af personaler, men jeg kunne ikke få det til at passe. Jeg gik ind for at kigge på min tavle - men den var allerede lavet til næste uge, så jeg kunne ikke se tilbage på igår. Det endte med, at jeg kom i tanke om det - men det tog lang tid. Og det var endda en helt ny personale, som skulle være hos mig i stedet for Den anden mand, som er stoppet. Det er noget, som har fyldt meget for mig - at hun skulle komme - så det føles helt underligt ikke at kunne huske, at hun har været her. Men det kan jeg nu - huske det. Hun var her, og det var ikke behageligt, men det gik nogenlunde. Tror jeg. På en måde var det forfærdeligt, fordi jeg sad med mine selvskadeting og virkelig overvejede en indlæggelse på psyk - og fordi jeg ikke fik snakket med hende om nogen af de ting. På en anden måde var det mere okay, fordi vi snakkede fint sammen om alt muligt andet.

Nå, men tilbage på sporet. Hvorfor tager jeg så piller? Og skærer mig? Jeg ved det faktisk ikke. Jeg ved det virkelig ikke. Fordi jeg er modløs lige nu. Jeg er opgivende. Men hvorfor er jeg modløs og opgivende? Ej, er det ikke utroligt - det eneste, som jeg kan komme i tanke om, er igen de misforståelser, jeg havde med Manden fra nogle uger siden. Men kan det virkelig stadig være dét? Jeg synes jo, at vi har fået snakket om det. Jeg synes, at jeg er blevet mere tryg ved ham og ved, at han kan hjælpe mig igen. Men jeg kan faktisk mærke det, når jeg skriver det. Jeg kan mærke, at jeg er lige ved at græde. Jeg bliver ked af det igen. For det er sådan, jeg gerne vil have det. Jeg vil gerne være blevet mere tryg og mere sikker - og jeg tror også, at jeg er det. Men jeg ville nok ønske, at jeg var det, mere end jeg er. Jeg er stadig utryg. Relationen har fået et skår. Sådan føles det.

Men det er dumt at kalde det "et skår". For et skår vil altid være der, uanset om man så limer det sammen bagefter. Der vil stadig være et skår. Og Manden siger, at vi kommer stærkere ud på den anden side. Han siger, at det styrker tilliden, at vi har de snakke, som vi har. Han siger, at det ikke ødelægger noget. Det må jeg lige minde mig selv om. Og forsøge at tro på igen. Det er så frustrerende, at ting er så skrøbelige for mig. Der skal så lidt til, før jeg bliver utryg og mistroisk og paranoid. Det er igen det med, at jeg kigger på detaljerne og ikke på helheden, tror jeg. Når han er her, mærker jeg, at alting stadig er det samme. Når han så går, så begynder mit hoved at tænke hver eneste lille sætning, som han har sagt, igennem. Og så er der - selvfølgelig - enkelte detaljer, som kan misforstås. Og dem hænger jeg fast i. Jeg ville gerne kunne sige pyt med det og det betyder ikke noget - og det forsøger jeg også at gøre. Men jeg kan ikke mærke det indeni. Indeni betyder det alverden.

søndag den 14. maj 2017

Tankespind

(fortsat)
Torsdag
Jeg er hjemme igen. Klokken er ikke engang ti om formiddagen, men det eneste, jeg kan tænke på, er, hvordan jeg får fat i piller igen. Jeg ved ikke rigtigt, hvorfor. Jeg tænker, at jeg gerne vil dø - men jeg ved jo, at det ikke vil lykkes. Er det for at få en pause? Er det en flugt? Sikkert. Jeg mærker jo ikke noget, når jeg er dopet. Men jeg kan bare ikke overskue alt det hospital, som føler med. Nå. Jeg skal på apoteket med Barselsvikaren i dag. Jeg håber, at hun stiller sig et stykke væk fra mig og ikke ser, hvad jeg får med hjem udover min pencilin - og det gør hun. Jeg bestiller en ekstra pakke piller og putter den diskret i min taske. Nu skal jeg bare vente, til hun er gået. Hun opdager ingenting - og dog. Inden hun går, spørger hun mig, om jeg købte eksta medicin på apoteket. "Nej", siger jeg og lyver hende direkte op i ansigtet. Jeg hader at lyve. Jeg er virkelig desperat.

Hun går igen, og jeg lægger mig til at sove. Jeg vågner igen - og... Ja, så tager jeg pillerne. Jeg kan ikke skjule det for hende, da hun skriver til mig halv fem. Hun ringer mig op og spørger direkte, om jeg har taget piller. "Ja", siger jeg og håber, at det råder bod på den løgn, jeg stak hende tidligere i dag. Det er åndssvagt. Intet kan undskylde en løgn, vel?

Der går ikke længe, inden ambulancen er her. Jeg er dopet, men jeg hører svagt udrykningen. Hokus pokus, Krokodullen i fokus. Naboerne står i vinduerne og kigger ud - så meget ænser jeg, før jeg bliver lagt på en båre og bliver koblet til hjerteovervågning. Får ilt i næsen og et drop i armen for at øge mit blodtryk, som igen er alt for lavt.

Jeg sover næsten, da vi ankommer til sygehuset. Jeg husker en læge, men ikke, hvordan hun ser ud. Jeg husker, at hun vil have mig til at drikke kul - men jeg nægter. Så er der blankt igen, indtil lægen fortæller mig, at jeg skal blive natten over. "Jeg vil gerne bare hjem", forsøger jeg at sige. Barselsvikaren siger mig imod. "Du har brug for at blive her, hvor der er nogen, der kan passe på dig", siger hun. Jeg bliver desperat og frustreret. Jeg er sikker på, at jeg har bedst af at komme hjem - men hvorfor skulle lægen lytte til mig, når min pædagog siger noget andet?

Jeg føler, at de rotter sig sammen imod mig. Jeg føler mig svigtet og givet videre og ikke forstået. Jeg bliver faktisk virkelig ked af det. "Du skal blande dig uden om!" vrisser jeg af barselsvikaren. Jeg bliver faktisk sur på hende. Hun skal vel have tilladelse til at tale med andre om mig? Jeg er jo ikke umyndiggjort, vel? På den anden side har jeg selv taget hende med - jeg ved det godt. Og i virkeligheden er jeg rigtig glad for, at hun er her. Jeg kan se ud af øjenkrogen, at lægen bliver utilpas. Jeg skælder ud og skælder ud, river elektroderne af brystet og sætter mig op i sengen. Det har jeg alligevel aldrig gjort før. Jeg vil hjem. Jeg vil virkelig, virkelig gerne hjem.

Lægen giver os tid og forlader rummet. Jeg rejser mig med det samme, tager jakke og sko på. "Du når ikke ret langt, før du knalder hovedet i gulvet", siger Barselsvikaren - og igen fortæller hun mig, at jeg har brug for nogen, som passer på mig i nat. "De ville ikke give dig drop og ilt og hjerteovervågning, hvis ikke det her var alvorligt", siger hun - men det tænker jeg slet ikke på. Jeg tænker bare på ro og rutiner, og det får jeg bedst derhjemme. Det er for uforudsigeligt og utrygt at ligge på et sygehus, og det vil jeg for alt i verden ikke lige nu. Jeg begynder at gå imod døren - og så får hun ret. Jeg kan ikke gå. Jeg har det faktisk virkelig, virkelig dårligt. Jeg når aldrig ud til en taxa. Jeg når ikke hjem.

Jeg sætter mig ned på sengen - resigneret. Barselsvikaren sætter sig overfor mig og holder om mig. Jeg hulker ned i hendes ærme, og hun giver mig lov. "Det er okay", siger hun, "det skal nok gå. Nu får vi lavet en plan sammen, og så passer de på dig i nat". Jeg græder, indtil lægen kommer tilbage - og hun er lettet over, at jeg bliver, uden at hun skal tvinge mig til det. Jeg kommer op på en afdeling og igen falder jeg i søvn, inden jeg når hverken at børste tænder eller gå på toilettet. Pillerne virker stadig. Og jeg er udmattet. Jeg er så træt, at jeg knap nok vågner ved, at de måler blodtryk og tager ekg midt om natten. Jeg sover og sover og sover.

Fredag
Mit blodtryk er stadig ret lavt, da jeg vågner om morgenen - men jeg får lov at gå ud og ryge alene, hvis jeg tager min mobil med og lover at komme tilbage inden for et kvarter. Jeg får også lov til at tage hjem allerede om formiddagen, når Barselsvikaren kommer og besøger mig. Vi skal bare lige snakke med en læge først.

Der er nogle, som foreslår mig at tage en tur forbi psykiatrisk afdeling - og det forstår jeg faktisk godt. Men det er så forfærdeligt for mig at være der, fordi det er andre rammer end mine normale. Jeg får lavet en plan med Barselsvikaren, når vi kommer hjem. Og så skal den bare holde.

..

Og så er jeg hjemme igen. Jeg laver en livevideo på instagram, da jeg ikke kan sove. Jeg har stadig lyst til at forsøge selvmord. At prøve at skære min pulsåre over. Jeg er bare bange for, at den ikke bliver ved med at gå, hvis det igen ikke lykkes. Jeg er bange for, at jeg til sidst bliver indlagt på psyk - at jeg ikke har noget valg. Jeg har bare så meget lyst. Virkelig, virkelig, virkelig.

...

Min genbo spørger, om jeg er med på at spille spil i aften efter klokken 21. Jeg ved det ikke. På den ene side har jeg lyst til bare at drikke det hele væk - trangen og selvmordstankerne - alt. På den anden side er min krop så træt, at jeg ser sorte prikker for øjnene og har susen for ørerne. Min krop har helt klart bedst af at slappe af - men mit hoved vil ikke lade mig. Vil ikke give mig ro. Så jeg gør det. Spiller spil og ser film. Indtil klokken fire om natten. Nej. Faktisk er den næsten seks. Men vi hygger os. Jeg hygger mig. Det gør jeg faktisk. Også.