onsdag den 16. august 2017

At rejse er at leve

Hvis du har fulgt med længe, ved du, at jeg i en periode på et par år næsten ikke kom ud af huset. Jeg aflyste næsten alt ved det mindste ubehag indeni. Okay - "det mindste" er så meget sagt - ubehaget var faktisk ret stort. Det var lige så ubehageligt for mig at aflyse, som det var at tage afsted - men jeg blev nødt til det til sidst. At sige fra. Jeg fik ikke blot angstanfald inden en aftale - men jeg begyndte også at få angstanfald på selve turen afsted. Det gik ikke. Jeg blev nødt til at gøre noget - så jeg begyndte at aflyse alt. Der var ikk noget midt imellem. Der var ingen gylden middelvej. Jeg kom ikke engang til min søsters studentergilde og min lillebrors barnedåb. Det kan stadig give mig dårlig samvittighed. 

Med til historien hører, at jeg op til den her periode, havde haft mange år, hvor jeg tog afsted til alt. Igen, ingen gyldne middelveje. Jeg passede folkeskolen, orkester minimum to gange om ugen, familiearrangementer og arrangementer med vennerne. Det gjorde mig syg til sidst. Virkelig syg - men jeg kunne ikke sige fra. Fordi det gjorde mig angst. Dengang forstod jeg ikke, hvorfor. Nogle gange var det faktisk en lettelse, når jeg tabte mig så meget, at jeg blev indlagt - fordi jeg så havde en lovlig grund til ikke at komme til fest. Hvordan skulle jeg kunne det, når jeg lå i en hospitalsseng? 

Som du kan høre var det ikke ligetil for mig at få sagt fra. Også fordi jeg faktisk aldrig havde lært at mærke efter i mig selv, hvornår jeg kunne tage afsted og hvornår jeg ikke kunne. Det har jo altid været ubehageligt og stressende for mig at være social - så jeg har altid haft ubehag ved at komme ud af huset. Hvornår er det så okay at tage afsted, og hvornår burde jeg blive hjemme? Jeg anede det virkelig ikke. "Sig fra hvis du føler ubehag ved situationen", fik jeg at vide - men igen, det følte jeg jo altid. 

Jeg måtte starte helt forfra. Med en blank tavle. Så jeg gjorde som jeg blev bedt om. Aflyste alt det, der gav mig ubehag. Og det var virkelig alt. Det gav mig angstanfald at aflyse, fordi det var så nyt - og fordi jeg ved aldrig rigtigt at have sagt fra, havde fået bildt mig selv ind, at folk ville forsvinde fra mig, hvis jeg gjorde. Og nogle er forsvundet. Det er de faktisk. Men de vigtigste - eller dem, som har vist sig at være det - er blevet. Ej, det er kliché at sige sådan. At de vigtigste er blevet. Der var personer, som jeg anså som vigtige, som pludselig forsvandt. Og det gjorde ondt. Det gjorde virkelig, virkelig, virkelig ondt. Og det fik mig til at betvivle den process, som jeg var igang med. Var det dét værd? Jeg anede jo ikke, hvor jeg ville ende - og om jeg overhovedet ville få det bedre. 

Jeg tror, at jeg havde brug for ro efter alt for mange års pligtopfyldenhed og leven op til alle andres krav. Nu tænkte jeg på mig selv - og det føltes godt. Trods alt. I starten gav det som sagt også angst at aflyse. Men jeg passede på mig selv. Jeg var så overbelastet af de mange år, at jeg ikke engang havde lyst til at se andre mennesker - heller ikke min egen familie. Fordi hvert et tilbud elller hver en invitation, hver tilnærmelse føltes som uoverstigelige krav. Men så, lige pludselig efter et par år med afbud på afbud på afbud - havde jeg fået så meget ro og lært at mærke - og respektere - mine egne grænser for, hvad jeg kunne overskue, at jeg pludselig faktisk havde lyst til at tage afsted igen. Fordi nu var jeg så tilpas i mig selv, at det kunne blive på MINE præmisser. Og ja, det tog da tid ikke blot at mærke mine grænser - men også at sætte dem overfor andre mennesker. Og jeg fejler stadig. Selvfølgelig gør jeg det. Men det har været befriende trods alt. Denne rejse igennem mig selv og mine behov har virkelig været det værd. Jeg troede, da jeg havde det værst, at jeg slet ikke var noget socialt menneske. Og da jeg fik en autisme diagnose bekræftede det mig i det. Men at have autisme,  betyder jo ikke, at jeg slet ikke er social.  Det betyder bare, at jeg har begrænsninger i forhold til at være det - og det er okay. Jeg kan godt glæde mig til at se folk nu. Jeg kan godt lide at være social i begrænsede mængder - selvom det stadig er hårdt for mig. Og jeg får ikke længere så ofte angstanfald, når nogen inviterer mig til noget - fordi jeg nu ved, at jeg er i stand til at sige fra. At det faktisk er en mulighed at sige fra.  Er det ikke vildt?
x

mandag den 14. august 2017

Krokodullens billedbog


I sidste uge blev jeg færdig med en tegning - 


og jeg købte en bog i genbrug til 7,50,- Med håb om engang at kunne koncentrere mig om at læse igen. 


Jeg gjorde mig fin på en hverdag - 



mens Mulle iførte sig en pose. 


Jeg hæklede videre på et babytæppe - 


og sov længe -


efter at have været til fest med mine gamle band-venner.


Det havde vi på forhånd lagt en god plan for, Manden og jeg, imens jeg hæklede på en firkant for bedre at kunne koncentrere mig - 


og på selve dagen havde jeg to fletninger i håret for at have pænt hår til om aftenen. Jeg kom helt til at føle mig lille igen. Det var hyggeligt. 


Jeg blev også færdig med at tegne på træsko i sidste uge - 


og klædte mig en dag lidt mere afslappet på. 


Til sidst hæklede jeg en slange - 


iførte mig farver - 


og tog hundrede billeder af Mulle og Lillemusen.

<3


onsdag den 9. august 2017

Om at sige fra (igen)

"Jeg holder fødselsdag på søndag til middag", skriver farmor. To sekunder efter får jeg en sms fra min nabo. "Vil du med ud og ryge?"

Det er ikke ret meget, vel? Altså, jeg mener - det vælter mig, at jeg får de to sms'er. Der er ikke ret meget, der skal til, er det? Men det er nok - i hvert fald i dag. Jeg smidder min telefon fra mig i sofaen. Jeg sniger mig langs væggene for ikke at blive opdaget af min nabo. Jeg føler ikke, at jeg kan retfærdiggøre ikke at gå med ham ud og ryge, når nu jeg faktisk er hjemme. Jeg svarer ham ikke. Jeg svarer ikke farmor. Jeg får en total nedsmeltning. Jeg bliver angst.

Manden kalder det sådan. En nedsmeltning - og jeg synes, at det beskriver det meget godt. Jeg kan ikke komme videre med mine rutiner, og jeg kan ikke lave ingenting. Jeg går fuldstændigt i sort, og jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg skal løse det her problem. Jeg kan ikke se nogen udvej. Jeg kan ikke overskue at skulle afsted til noget lige nu - jeg har virkelig brug for at være mig selv og finde ro og rutiner. Det kan jeg mærke. Jeg magter ikke forstyrrelser. Samtidigt kan jeg heller ikke få mig til at sige fra over for naboen og farmor. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Jeg føler mig invaderet i mit eget hjem. Jeg ved godt, at det lyder voldsomt - men det er sådan, jeg føler det i dag. Kan jeg ikke bare få ro? tænker jeg, hvorfor skal alle folk hive i mig fra alle sider? Det er vitterligt sådan, det føles. Jeg ved godt, at det er et luksusproblem - det er jo kun dejligt, at folk vil mig. Men problemet er, at det ikke føles som tilbud for mig i dag. Det føles ikke som invitationer - det føles som krav.

Og hvorfor så dét? Det plejer det da ikke at gøre? Jo, det gjorde det engang - rigtig meget - men ikke så meget mere, synes jeg. Men jo, det er, fordi jeg forestiller mig, at farmor og naboen har en forventning om, at jeg kommer, når de inviterer mig. Måske, fordi jeg faktisk forventer det af mig selv også - jeg har altid været hende, som kommer, når man kalder. Eller det var jeg engang. Jeg er blevet meget bedre til at sige fra nu, når der er noget, jeg ikke kan overskue. Men jeg kan så til gengæld også overskue flere ting, fordi jeg får sat grænser. Men i dag føles invitationerne igen som krav - ligesom i gamle dage - fordi jeg ikke føler, at jeg har nogen mulighed for at sige fra. Dengang fik jeg både angst af selve invitationerne - men lige så meget af dét at skulle sige fra. Det er blevet meget bedre i forhold til at lægge samvittigheden væk, når sagt er sagt, og gjort er gjort. Men det er svært at sige fra - for mig i hvert fald - fordi jeg er bange for, at det betyder, at jeg mister den person, som jeg siger fra overfor. Det er svært - men det er blevet meget bedre, end det har været. Bare ikke i dag. Der er ikke noget, der som sådan er anderledes i dag - andet end min tærskel. Måske er det et levn fra ferien. Måske er jeg bare ekstra følsom i dag - i hvert fald får jeg angst. Jeg føler mig presset. Jeg føler mig stresset. Jeg kan ikke. Jeg kan virkelig ikke.

Det er helt vildt svært at forklare følelsen. Jeg kan så tydeligt mærke, at jeg ikke kan deltage i de ting, som jeg er blevet tilbudt på sms i dag - jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg skal sige fra. Men i stedet sidder jeg og er totalt angst og panisk, fordi jeg heller ikke føler, at jeg kan dét. Jeg føler, at nogen står og siger, at jeg skal gøre noget, som simpelthen er fysisk umuligt. Eller som om, at nogen står og bliver ved med at sige, at jeg skal løse det her virkelig komplicerede regnestykke, men jeg har slet ikke ro til at tænke, fordi nogen bliver ved med at presse på og sige kom nu, kom nu, kom nu!

Men selvfølgelig kan jeg sige fra. Jeg er kommet længere end dét. Engang fik jeg enten på en eller anden måde slæbt mig selv ud af døren og tørret tårene væk indtil bagefter - eller også lod jeg helt  være med at svare og undgik på den måde et decideret afbud. Jeg har været begge steder. Men i dag kan jeg godt sige fra. Det har du lært, Krokodulle! Jeg har åbenbart bare glemt det i dag. Det er faktisk længe siden, at jeg har fået en angstreaktion ved en invitation til noget socialt - jeg er blevet meget bedre til at håndtere det. Men i dag har jeg brug for at vende det med Manden først og finde ud af, hvad min reaktion egentlig handler om, før jeg kan finde ro igen. Og så får jeg selv sagt fra til begge dele.

mandag den 7. august 2017

Battle wounds

Mine arme er ikke ret pæne mere. Mine ben er værre, men jeg går næsten altid med strømpebukser eller lange bukser. Faktisk har jeg ikke en eneste gang haft bare ben i år. Det er heller ikke mange dage, at der har været vejr til det. Mine arme "tillader" jeg mig at vise frem - så længe, der ikke er hverken sår eller sting i eller på dem. "Tillader" i situationstegn, fordi jeg egentlig ikke synes, at det bør være noget, som jeg skal have tilladelse til. At vise mine arme. Alle har ar - nogle mere synlige end andre. Og mens nogle bærer dem indeni, bærer jeg dem udenpå. Det bør jeg ikke skamme mig over. Mine ar er min historie. Og de fortæller, at jeg har overlevet trods alt.

Pyha, nu blev det næsten helt poetisk. Det var egentlig ikke det, der var min mening. Jeg ville egentlig fortælle om, hvordan jeg så faktisk har det med at gå rundt med ar på armene. Det er jeg blevet spurgt om flere gange - hvordan tackler du det, når andre folk kigger og måske endda spørger ind til dine ar? Det er det, som det her indlæg skal handle om.

I lørdags, da jeg var i Fårup sommerland med min familie, valgte jeg at tage en trøje med korte ærmer på, selvom jeg vidste, at der ville blive mange mennesker. Eller måske faktisk netop derfor. Jeg synes ofte, at det er lettere at gå med bare arme i store forsamlinger, fordi jeg bilder mig ind, at jeg så blender lidt ind i mængden. Og jeg lægger faktisk ikke rigtigt mærke til andre menneskers arme - så hvorfor skulle de lægge mærke til mine? Men selvfølgelig er der nogle, som ser det. Og selvfølgelig er der nogle, som kigger. I lørdags var der ingen, som direkte spurgte mig om noget i forhold til mine ar - men det har jeg også oplevet, at der var nogle, der gjorde. Det er svært, synes jeg. Jeg bærer mine ar - jeg viser mig i korte ærmer - men jeg synes, at det er svært, når folk spørger. Så er det svært ikke at komme til at skamme mig lidt alligevel.

Nej, måske er det ikke direkte skam - men jeg bliver flov. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg burde have sådan et standardsvar, som jeg bruger - og det har jeg også, når det handler om børn. Hvis det er børn, som jeg ikke kender, der spørger, så svarer jeg, at jeg bare er kommet til skade. Så må forældrene om, hvad de siger bagefter - jeg vil ikke give børnene mareridt. Når mine små søskende spørger, er jeg begyndt at forklare dem, at mine ar er der, fordi jeg har en sygdom i mit hoved - og det fungerer også. Men jeg synes, det er svært, hvis det er voksne mennesker, der spørger. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare - for lad os være helt ærlige - de ved jo godt, hvad der er sket. Hvis man ser mine arme, er man ikke i tvivl, hvis man kender det mindste til selvskade. Så hvad er det egentlig, de spørger om? Hvad er det egentlig, at jeg skal svare på? Dét, synes jeg, er svært.

Nogle gange siger jeg det bare, som det er. "Det er selvskade", siger jeg, "jeg har haft det svært". Men så er det som om, at også de, der spørger, bliver utilpasse. Selvskade er lidt et tabu, føler jeg. Folk har berøringsangst. De ved ikke, hvad de skal sige - og så står vi begge to der. Men hvorfor spørger de så? Måske er det bare noget, de kommer til uden at tænke over det - for det ser voldsomt ud. Det ved jeg godt selv. Måske bliver de overraskede, og så ryger spørgsmålet bare ud af dem. "Hvad er der sket?"

Jeg har også oplevet, at nogle kigger på mine ar - og så på mig. Med et blik, som gør mig både ked af det og frustreret. Bebrejdelse. Det er sådan, jeg føler det. "Hvorfor gør du sådan noget ved dig selv? Det skal du lade være med". Det hjælper ingenting at få dét at vide - for det ved jeg udmærket godt. Nej, det bedste, man kan gøre - synes jeg - er faktisk at vise interesse og spørge ind. Uden bebrejdelser og forudindtagelser - men nysgerrigt. "Hvordan kan det være, at man gør sådan noget?" Det er også okay at spørge ind til, om de har behandlet mig pænt på skadestuen, eller om hvordan det hele foregår. Langt de fleste spørgsmål er faktisk helt okay for mig - hvis bare der bliver spurgt med nysgerrighed og ikke bebrejdelse eller afsky. Ellers skal man bare lade helt være med at kommentere på det. Som jeg skrev tidligere, så har vi allesammen ar - og mine sidder bare ret tydeligt udenpå. Det betyder ikke, at jeg er farlig - det er bare mig. Og så lad os være sammen som lige mennesker på trods.

Nå, tilbage til det med at gå med bare arme. Noget af det, som også gør det lettere i større menneskegrupper, er, at jeg ikke kender de fleste af menneskerne. På den måde kan jeg være lidt mere ligeglad med, hvad folk tænker - for jeg skal alligevel ikke bruge dem til noget. Deres mening betyder ingenting. Da er det sværere, hvis jeg er sammen med min familie til en fødselsdag f.eks. Det betyder noget for mig, hvad min familie tænker. Det betyder noget for mig, hvad de synes om mig. Men så hjælper det mig, at jeg har min lillesøster, som er totalt cool med mine ar. "What's done is done", siger hun, "og hvis folk glor, glor vi bare tilbage". Det hjælper mig at have en at støtte mig op af. En, som jeg ved, vil forsvare mig. En, som jeg ved accepterer mig, uanset hvad de andre synes og tænker.

Men selvom jeg dagligt går med bare arme, og selvom jeg havde bare arme i Fårup sommerland i lørdags, så må jeg alligevel indrømme, at jeg faktisk stadig tænker over det. Og jeg føler mig også stadig forkert - jeg er ikke nogen supermand. Nej, jeg tænker ikke over det sammen med mine støtter - for jeg ved, at de accepterer og forstår det - men jeg tænker over det, når jeg er afsted sådan som i lørdags. Jeg kunne godt mærke, at jeg forsøgte at skjule mine arme lidt, når vi stod i kø - og nogle gange tog jeg endda min jakke på. Så blev jeg straks mere rolig. Det er lidt frustrerende, at det skal være sådan - men jeg øver mig. Jeg øver mig i at acceptere, at det er sådan her, jeg ser ud - og det fungerer faktisk fint, når jeg er alene. Det er ikke sådan, at jeg sidder for mig selv og er ked af min krop og mine ar på den måde mere. Og det er da en start. Synes jeg.

søndag den 6. august 2017

Om at finde ro uden selvskade

Jeg skal i Fårup sommerland med min familie. Jeg både glæder mig og er nervøs. Det plejer at være rigtig hyggeligt at være afsted - men det er også en udfordring i forhold til min angst og autisme. Det er svært at planlægge sådan en dag helt på forhånd, fordi det aldrig er til at vide, hvor mange mennesker, der er, og hvor lang kø, der er. Heldigvis er min familie med på at dele dagen ind ved hjælp af mine måltider på den måde, at vi spiser på nogenlunde de tidspunkter, som jeg plejer at spise på. Det betyder meget for mig, fordi det gør det lidt lettere at overskue dagen. Først skal jeg "bare" overskue tidsrummet indtil frokost - og derefter indtil eftermiddagsmad - og så aftensmaden, som jeg regner med at være hjemme til at spise hos mig selv.

Og det går godt. Jeg har nogle kriser undervejs, men alt i alt er det en god dag. Jeg er autisme-træt, da jeg kommer hjem - men det er okay. Det vidste jeg, at jeg ville blive. "Autisme-træt" er et udtryk, som jeg har hørt fra en anden pige, som har autisme. Jeg synes, at det er et godt udtryk. For mig indebærer dét at være autismetræt, at jeg er helt fyldt op af indtryk i mit hoved, så det føles, som om at det er ved at eksplodere. Jeg har svært ved at overskue flere indtryk overhovedet - lys, lyd og larm. Jeg er træt - både fysisk og psykisk, men ikke på en behagelig måde. Jeg er helt oppe at køre, samtidigt med, at jeg er helt kørt ned. Det er en meget mærkelig tilstand at beskrive.

Og så er det, at jeg plejer at skære mig. Jeg plejer at skære mig for at finde roen igen efter sådan en tur - og tanken strejfer mig da også, da jeg sidder i bilen på vej hjem. "Der sker jo ikke noget ved bare lige at gøre det én gang", tænker jeg - men i virkeligheden har jeg jo besluttet at lade være. Så jeg skærer mig ikke. I stedet spiser jeg min aftensmad som planlangt, og så sætter jeg mig med instagram, indtil Manden kommer på besøg. Jeg skruer ned for lyset på telefonen, så det ikke bliver alt for skarpt. Det er egentlig mærkeligt, at instragram virker beroligende på mig - for der er masser af indtryk og informationer, som jeg læser igennem. Men det gør det ofte. Beroliger mig.

Da Manden kommer, sætter vi os og tegner. Jeg undlader at tænde fjernsynet klokken otte, selvom det egentlig var planen, fordi jeg ikke orker lyden. Klokken ni går han igen, og så er jeg alene.

Det er simpelthen så svært for mig at finde ro uden selvskade, når jeg har været på en hel dag. Det tager så lang tid! Når jeg selvskader, indfinder roen sig øjeblikkeligt. Det har jeg skrevet om før. I aften har jeg måttet bruge en time på instragram og halvanden time på at tegne og snakke med Manden - og jeg har stadig ikke helt ro. Jeg har flere gange haft lyst til bare at droppe at finde den. Roen. Jeg har haft lyst til at tage i byen og drikke mig fuld og geare op, fordi jeg ikke kan finde ud af at geare ned igen uden selvskade. Jeg har haft lyst til at feste og udsætte besværet. Men det er jo netop bare dét, jeg ville gøre - udsætte det. Plus, at jeg så ville være endnu mere overstimuleret og autismetræt bagefter - og så bliver det endnu sværere at finde ro. Jeg ved det jo godt. Så ja - her sidder jeg nu, hjemme under mit tæppe, tre timer senere. Jeg tror, at jeg langt om længe har fundet ro nok til at gå i seng. Jeg bliver glad for det i morgen - at jeg har holdt mig fra selvsaden og holdt mig i ro. Jeg ved, at det er det bedste for mig at gøre det sådan. Jeg ved, at jeg har gjort det bedste for mig selv oven på sådan en dag. Selvom det er virkelig svært at være i. Jeg er faktisk lidt stolt af mig selv.

Krokodullens billedbog


I denne uge har jeg hæklet en ny firkant til mit tæppe - 


og så har jeg haft blå strømpebukser på. 


Jeg er blevet færdig med at dekorere den æske, som jeg var igang med - 


og så har jeg taget min nye (gratis) paraply i brug. Eller Barselsvikaren har. Og Mulle. Jeg brugte den gamle. 


Jeg er blevet færdig med et sæt tegninger - 


og jeg er nået op på over en uge uden selvskade. Faktisk næsten to nu!


Jeg har haft bare arme - 


i Fårup sommerland, hvor jeg var på familietur. 


Jeg har holdt spørgerunde på instagram, som jeg skrev om her


og så har jeg hæklet endnu en firkant :-)


Jeg har haft mit mørkeblå sæt på - 


og så har jeg tegnet med mine muser -


som er så glade for hinanden :-) Jeg var knap så glad for Lillemusen i morges, da hun fangede en levende mus. Som forsøgte at løbe ind under sofaen. Jeg smed mig bogstaveligt talt ned på gulvet for at fange den. Av min hofte - men det må have set ret sjovt ud ;-)


Så har jeg hæklet videre på et babytæppe - 


og er begyndt på endnu en firkant. 


Til sidst har jeg genopdaget brune strømpebukser - 


jeg er begyndt at dekorere et par træsko som en udfordring -


og så har jeg spillet spil med Barselsvikaren, da jeg ikke kunne overskue andet.

<3

torsdag den 3. august 2017

Om haler, årstider og ekstra øjne i panden

De sidste par dage har jeg holdt spørgerunde på instagram. Det vil sige, at folk har kunnet stille mig alle de spørgsmål, som de ville - og så ville jeg besvare dem i en video. Det kunne handle om både stort og småt - jeg blev f.eks. spurgt om, om jeg helst ville have et ekstra øje i panden eller en hale - hvis jeg absolut skulle vælge. Hvad tror du, at jeg svarede? Jo, jeg ville helst have en hale, hvis det skulle være. Ikke, fordi det ville være særlig praktisk at rende rundt med sådan en - men jeg er måske alligevel for forfængelig til at ville rende rundt med et ekstra øje i panden. Og du ved - halen sidder jo bagpå, ikke? Det betyder, at jeg ikke selv kan se den. Ude af syne - ude af sind. Er det ikke dét, man siger?

Nu, når jeg er ved det, så er jeg faktisk heller ikke sådan en, som nogensinde har spekuleret på, om min numse er stor. Eller om den er fast, eller hvilke udtryk, man ellers bruger om sådan en. Netop fordi jeg ikke selv kan se den. Selv, da jeg var allermest fanget i min anoreksi, skænkede jeg ikke min numse en tanke. Mine lår og min mave og mine arme, jo - men ikke min numse. Er det ikke lidt sjovt?

Nej, det spørgsmål, som jeg egentlig ville skrive om i dag, var faktisk et ganske andet. Jeg blev spurgt igen, hvis jeg skulle vælge, om jeg er mest til sommer eller vinter. Se, dét er interessant.

Faktisk er jeg lige meget til begge dele, tror jeg. Eller lige lidt. Det er faktisk ikke selve årstiden, det handler om for mig - det er skiftet. Når det først er sommer, kan jeg ikke overskue, at det bliver vinter. Og når det først er vinter, kan jeg ikke overskue at det bliver sommer. Det er faktisk ret besværligt. For mig handler det om min autisme - men for dig er der måske helt andre grunde.

Jeg kan ikke overskue det der med, at man skal til at finde noget helt andet tøj frem, når årstiden skifter. Og jeg kan ikke overskue, at man pludselig sidder udenfor, når man er sammen med andre folk om sommeren - i stedet for at sidde inde under et tæppe, som man gør det om vinteren. Men når sommeren så er igang, så vænner jeg mig lige så stille til at have mindre tøj på og at sidde andre steder - jeg vænner mig så meget til det, at jeg pludselig ikke kan overskue, at finde mit vintertøj og mine tæpper frem igen.

Når jeg tænker over det, så tror jeg faktisk, at jeg alligevel hælder mest til at svare vinter. Da jeg først læste spørgsmålet tænkte jeg, at jeg bedst kunne lide sommeren - men det er igen, fordi det er sommer lige nu - og jeg kan ikke overskue at skulle igennem et skift igen. Lige nu har jeg vænnet mig til at have bare arme, og det føles ret behageligt. Men jeg ved også, at når det først bliver vinter, og jeg har vænnet mig til dét - så er det behageligt ikke at have bare arme. Men fordelen ved vinteren er, at vejret næsten altid er dårligt. Ja, nu kommer jeg selv til at grine lidt - det er ikke mange, der ville sige sådan. Men nej, jeg mener bare, at der er ikke så stor usikkerhed i forhold til, hvad for noget tøj, man skal tage på om vinteren - og hvilke sko. Om sommeren er der varmt - men det er der bare alligevel ikke. Der er flere skift i vejret fra dag til dag om sommeren, end der er det om vinteren. Tænker jeg. Her om sommeren skal jeg hver dag vurdere, om jeg skal have lange ærmer på, og om jeg skal have bare tæer eller strømper. Jeg skal overveje, om jeg kan tage mine almindelige sko på - eller om der er brug for nogle, som er mere vandtætte. Og skal jeg tage jakke på, når vi går ned og handler ind? Og tørklæde? Nogle dage er der koldt nok til det. Selvom kalenderen siger sommer.

Så altså. Konkulsionen må være, at jeg bedst kan lide vinter (og så er der alligevel en hel masse som stritter imod inden i mig, når jeg skriver det - for lige nu er det sommer, og jeg magter ikke skiftet til vinter) - og at jeg hellere vil have en hale end et ekstrå øje i panden. Hvad vælger du?